Har du nogensinde prøvet at drikke et shot fra et glas udhugget i is? Hvis ikke, venter der dig noget af en overraskelse på Generator Hostel, der har slået dørene op for intet mindre end Danmarks eneste ’ice bar’. Sæt isen mod læberne og drik: den iskolde fornemmelse bedrager sanserne, for i kontrast til den isterning, som shot-glasset jo rent faktisk er, virker væsken nærmest varm, når den rammer din tunge, mens glasset giver et pirrende ’kuldechok’ mod læberne.

Isbaren ligger som en lille, hemmelig grotte på stueetagen af en af byens bedst bevarede hemmeligheder, nemlig Generator Hostels, der siden 2011 har udgjort et forbløffende internationalt og livligt mødested for nysgerrige rejsende fra nær og fjern. Fra Adelgade i Københavns Borgergade-kvarter fører der en lille trappe forbi et fitness-center og videre op til Generators kerne, der udfolder sig på en kæmpe-etage fuld af finurlige lounge-møbler, borde i alskens farver, retro-spillemaskiner og bløde tæpper. Her enten slænger, sidder eller leger Generators gæster rundt i den københavnske sensommer, hvor store døre åbner op ud til terrassen og giver plads til hygge under åben himmel, mens sceneriet flankeres af Indre Bys hustage. Herude kan man også slå sig løs på den lyse og overdækkede petanque-bane.

Der er råd til sjov og ballade

”Det kan godt være at de fleste gæster, som du ser lige nu, er unge i 20’erne og 30’erne”, siger Martin Christensen, som er Operations Manager på Generator, og kigger sig omkring på etagen. ”Men faktisk har vi en stor bredde, som indbefatter både børnefamilier, der lige er kommet et smut til hovedstaden for at få sig en byferie, far og søn, som skal til fodboldkamp, og modne rejsende, der synes det er meget sjovere at bo på et livligt hostel end et gængst, sterilt hotel. Vi tilbyder en anden ramme end hvad mange er vandt til, for her får folk en god seng at sove i til billige penge, og kan så slappe af i hyggelige loungemiljøer heroppe. Mange gæster gider alligevel ikke sidde på deres værelser, men er sociale og vil hellere være blandt andre, og her kan det kombineres med rigtig god mad og lækre drinks, plus at der er råd til sjov og ballade”, fortæller Martin.

At bredden vitterlig er stor illustrerer Martin med en lille anekdote fra forleden, hvor en ældre mand kontaktede Generator for at fejre sin 85 års fødselsdag: ”Det vigtige var bare, at der var fadøl og petanque, så var fødselaren og de indbudte glade”, fortæller Martin, og beskriver det muntre selskab med en tilfreds fødselar i centrum.
 

Med en snert af Christiania

”Grunden til at vi kan gøre de ting er, at Generator ikke kun fungerer som et mødested for dem, der bor her. Vi vil gerne være et mødested for alle københavnere, der har lyst til noget hyggeligt, uformelt og samtidigt anderledes. Se dig omkring; vi har lamper lavet af bildæk, frynser og klynger af lysstofrør, og nogle af møblerne er lavet af paller og står ret op og ned ad dyrere designerting, som får et nyt liv ved at det hele mikses. Indretningsfirmaet, som skabte vores unikke univers her, var inspireret af Christiania, og der er faktisk lidt anarkisme over stemningen. Det med at folk også kalder os Københavns største hemmelighed, det kan vi faktisk godt lide. Vi har flere kunder, som elsker at komme herop netop på grund af det. Her er privacy og man kan undgå alle dem, som man ellers skal gnubbe skuldre med på arbejdet eller på sine øvrige stamsteder”, siger Martin.

Når sultne gæster indfinder sig på Generator de kan vælge mellem hyggelig comfort food lavet på moderne, amerikansk manér med burgere, flatbreads og godt kød. Martin fremhæver at det var vigtigt for stedets kokke at lave de bedste hamburgers af udelukkende dansk oksekød, og efter flere eksperimenter fandt de frem til den perfekte balance mellem protein og fedt i en burgerbøf: ”21 procent fedt, det skal der være”, siger Martin bestemt, ”for så er den saftig uden at være tør, og fedtet har afgivet masser af smag til kødet.”

Maden kan nydes med gode cocktails til, og de serveres naturligvis også bagefter, hvor Generators stærke kort, det legende element, får ben at gå på med dj, drag-queen-bingo og masser af shuffle boards rundt omkring, hvor der kan spilles.

 

Helt naturlig is fra Nordsverige

Når der er blevet fyret godt op under gæsterne er det tillokkende med lidt afkøling under nulpunktet – nærmere bestemt i isbaren, som man har adgang til fra klokken 12 og frem for et fee på 150kr, der også dækker et shot og en ’taptail’. Indenfor venter der en oplevelse af de helt særlige: ”Det her er ikke bare en isbar”, fortæller Martin, der begynder at finde eksotiske fotos af isbjerge og tilfrosne floder frem på sin mobil. Han rækker den frem, og snapshots af et snedækket Sverige suser forbi på skærmen. ”Vi var oppe og hente isblokkene 200 kilometer nord for polarcirklen ved en flod, der har et helt særligt strømforløb som gør, at dens frosne vand får de smukkeste mønstre i frossen form. Vi fik høstet isblokkene ud af flodens is og fragtet dem herned til Generator, hvor nogle professionelle isskulptører så gik i gang med at mejsle og polere. I alt 40 tons består isbaren af, og vi giver isblokkene lysindfald, så den blå farve i isen og dens mange mønstre virkelig står frem.”

Nede ved isbaren får man en specialdesignet poncho over sig, inden turen går ind i isbaren via en dobbeltdør. Temperaturen i isbaren ligger nemlig konstant mellem 6-7 minusgrader, men det, der gør størst indtryk, er den smukke is, der åbenbarer sig i rummet. Isblokkene, som hver vejer 800 kilo, dækker væggene og udgør baren, et bord og et shuffle board, mens man også har hugget en stor linse ud i is som en gimmick, der forvrænger folks ansigter, når de bevæger sig ind bag øjet.
Generator har desuden gjort meget for at hylde det nordsvenske miljø, som isen er en del af: de fire ’taptails’, som er hjemmelavede cocktails på fad, er opkaldt efter Nordsveriges dyreliv, og har fået symboler fra den samiske kultur deroppe.

Men hvordan opretholder man egentlig temperaturen i en isbar?

”Ligesom et isbjerg holder sig selv køligt, ligeså sørger isblokkenes egen kulde faktisk også for, at de ikke smelter. Så vi bruger ikke særlig meget energi i isbaren. Det mest kritiske er, når baren er helt fyldt op med sit maksantal på 45 gæster, for på trods af ponchoen afgiver vi alle lidt varme, men ellers opretholder baren mere eller mindre sig selv. Og når man rører ved selve isen, er det en behagelig oplevelse. Fingrene hænger ikke fast, men glider henover overfladen, som var den lavet af glas”, slutter Martin Christensen.

Med en isbar i kælderen, en kæmpe-etage fuld af farver, god mad og underholdning samt en terrasse i legens tegn favner Generator alt det, som den moderne rejsende og city dweller søger – og lidt til.