Prisvindende sandwichs, en sprællende sprød omgang fish´n´fries og den højt besungne UFO burger. Det er blot nogle af de lækkerier, man kan sætte tænderne i på den populære aarhusianske café, restaurant og sandwichsted, Fredes Flyvende Tallerken. Fredes ligger på Østbanetorvet i Aarhus - tæt på den nyudsprungne Risskov, stranden, ”Den Permanente” og den charmerende havneboulevard i den nye bydel, Aarhus Ø. Gode steder at slå sig ned med sin medbragte picnic fra Fredes.

”Vi ligger jo super tæt på strand, skov og det nye havneområde, så der er rigtig mange aarhusianere, der kommer forbi her i forårs- og sommerperioden og tager maden med videre til områdets hyggelige byoaser”, siger indehaveren, Frede Pedersen. Er vejret mere til indendørs spisning, er der også pladser inde i den hyggelige cafe.

Alt laves fra bunden i caféen, og det kan selvfølgelig smages. Man kan få alt fra salater til steak frites som take awau, men de frisklavede sandwiches er grundpillen på Fredes Flyvende Tallerken, og to gange er de blevet kåret til byens bedste af aoa.dk. De er da også utroligt velsmagende - og sundere end de fås mange andre steder. Prøv fx den med sprængt kalkun eller en velsmagende frækkert bestående af gravad okse, røget rødløg, pesto og rødbedetzatziki. Alt sammen med masser af smag og hjemmegjort kærlighed. Signaturretten UFO-burgeren er også lidt af en klassiker i Aarhus, og den fås også på hjemmelavet fuldkornssesambolle, så man kan spise burger med lidt bedre samvittighed.