”Kan du huske dengang det var kogekonerne, der stod og rørte i gryderne”, spørger Merete Hansen retorisk. I over 20 år har hun med liv og sjæl skabt en forretning i det boomende catering-segment, som få så komme, da hun startede i branchen:
”Egentlig voksede Havnens Gourmet ud af et projekt i forbindelse med Kokkeskolen. Vi startede forretningen inde i Odense i 1998, men vi fik efterhånden pladsmangel, og flyttede til Åsum lige vest for byen i 2008. Nu ligger vi så her i det grønne og har det rigtigt godt. ”
Det siger Merete, selvom hun er småsløj i dag. Men på trods af det fornægter det energiske sig ikke: ” Udover den gode mad, betyder beliggenheden i landlige omgivelser alt: her kan folk komme og slappe af og gå rundt mellem blomster og træer. Glemme hverdagen og få sig en kaffe på terrassen, mens børnene leger i græsset. På den måde sælger vi også totaloplevelser for dem, der kommer og vil holde noget hos os, lokalt. Vi står for det hele, hvis det er nødvendigt: maden, servicen, vinen, musikken – endda frisører, der kan sætte håret inden brylluppet, og sågar vielser ude i vores egen have, det har vi gjort flere gange”, siger Merete.
Specialister i catering boomer - specielt på Fyn
Hun har været med på bølgen siden catering-branchen endnu var på lavt vand: i 1998, hvor de fleste danskere enten holdt konfirmationen, jubilæet eller den runde fødselsdag i privaten med mors egen, gode mad, eller i forsamlingshuset, hvor kogekonerne kom og stod for hele traktementet. Op igennem 00’erne kom der imidlertid bevægelse i tingene, og danskerne begyndte at stille højere krav til oplevelsen. Finanskrisen var et bump på vejen, men i dag siger statistikkerne, at der beskæftiges et rekordstort antal mennesker i branchen: Ifølge estatistik.dk arbejdede ca. 6300 ansatte specifikt med event-catering i 2018, og over 1600 virksomheder har det pt. som speciale-område. Og intet tyder på, at trenden stagnerer:
”Jeg har tydeligt kunne mærke udviklingen, som ikke kun handler om, at folk yder sig selv den luksus at lade andre stå for det store arbejde. Jeg tror det er slet i takt med at vores kunder rejser, og møder kulturer, hvor det er i orden at fejre de store tidspunkter i livet. Og så har internettet også en del at sige: folk surfer rundt og drømmer, og de stiller støre krav til oplevelserne. Jeg er jo efterhånden blevet en helt event-manager, og kan hyre alskens underholdning ind eller omdanne stedet her til cowboy-saloon, hvis det ønskes”, siger Merete, der både leverer mad ud af huset til store arrangementer, og kan omdanne selve Havnens Gourmet til en fest-location med op til 240 siddende gæster.
Virksomheder indenfor for catering og totalarrangementer findes over hele landet men har slået særligt godt rod på Fyn, hvor et rekordantal kommuner rummer specialister indenfor netop denne branche.
Catering giver en mere overskuelig hverdag
En af dem er Rasmus Kirk, der sammen med sin partner Kristina Hedegaard har startet en totalleverandørvirksomhed i Kogsbølle udenfor Nyborg, der kan håndtere langt over 500 kuverter rundt omkring i landet:
”Vi forpagtede begge tidligere Restaurant Teglværksskoven, og vi havde gået og ruget over ideen i et godt stykke tid. Vi kunne mærke, at det virkelig var et område i vækst at lave totalarrangementer, og der kom flere og flere forespørgsler på netop det på vores restaurant. Det var en svær beslutning, fordi vi var så glade for Teglværksskoven, hvor vi havde været i 9 år, men vi havde også lyst til at prøve noget nyt, og komme i gang med at bruge mere tid til familien. En a la carte-restaurant binder dig utrolig meget til et enkelt sted, og du skal hele tiden være til rådighed. Ved at lave mad ud af huset kunne vi have en mere overskuelig hverdag, og stadig arbejde med det vi elsker: den gode oplevelse og den lækre mad. I bund og grund er de jo det, vi brænder for, og det er hver gang en kæmpe glæde at komme ud til folk og gøre en forskel på lige netop deres mærkedag”, fortæller Rasmus Kirk.
Sammen med Kristina laver han totalarrangementer på især slotte og herregårde. Det sætter lidt anderledes krav til maden, end hvis den var serveret på en restaurant, men det kompenserer parret for ved at lave pop-up-restauranter, hvor de selv og gæsterne kan få den klassiske restaurantoplevelse. Gennemgående bruger de topuddannede kokke til begge dele, hvilket er en tendens i hele catering-branchen, og det højner konkurrencen på kvaliteten af det gode out of the house-måltid.
Mere krævende kunder
Også Merete bruger tid på at forklare sine kunder, at der trods alt er forskel på catering-mad, og det, der kan serveres på hvid dug på en restaurant: ”Mange af de steder, hvor vi kommer ud, er der ikke anretter køkkener. Det stiller krav til hvilken mad vi kan servere. Vi kan ikke stå og pochere en fisk og overhælde den med frisk sauce, og så servere den sekunder efter, hvilket sådan en ret kræver. Det kan vi så gøre på selve Havnens Gourmet, men sjældent, når vi er ude. Kunderne er blevet mere krævende på den konto, men forstår godt forskellen, når vi forklarer dem det. Men i sidste ende er det superpositivt, at segmentet udvikler sig, det ønsker vi jo alle, både tjenere som kokke: at danskerne under sig selv at bruge lidt mere penge, og få meget mere for dem. God mad er en vigtig del af en oplevelse, og vi elsker at sammensætte menuer, hvor vi bliver udfordrede, og ikke bare står og laver det samme festmad om og om igen. Vi gør os meget umage hver gang, og det kan folk mærke”, slutter Merete.