Sidste år åbnede man 8.000 østers på Fanø i efterårsferien. I år regner Fanø Østersfestival med at åbne 10.000 østers.

”Festivalen er blevet en kæmpe succes. Topkokke og folk kommer nu fra hele landet for at hylde Danmarks ældste råvare”, siger Lindy Kjøller, der er formand for Fanø Østersfestival og tilføjer, at festivalens vision fra begyndelsen er at folkeliggøre østers.

”Engang var østers en almindelig del af danskernes kost, men i 1800-tallet blev det fint og dekadent. Det er en fejl, for alene omkring Fanø findes der over 6 mio. østers man frit kan samle op – og de smager jo virkelig godt, hvis man lige ved, hvad man skal gøre ved dem”, siger han.

Bliv østersekspert
Der er rig mulighed for at lære at holde af østers og blive decideret ekspert på Fanø Østersfestival. Her bliver der guidede østerssafarier, østers-kokkeskoler for børn og voksne og mulighed for at kende smagsforskellen på østers fra Vadehavet, Limfjorden, Bretagne og Middelhavet.

Desuden er der eksklusiv adgang til at kigge 15 topkokke over skulderen og smage deres bud på Danmarks bedste tilberedning med østers, når konkurrencen ’Årets Østers Kok’ løber af stablen under festivalen.

”Udover at østers fra Fanø smager virkelig godt, så gør vi biodiversiteten i Vadehavet en stor tjeneste med at spise af dem”, siger Lindy Kjøller. Forklaringen er, at det er den hurtigt voksende, invasive Stillehavsøsters, der huserer i Vadehavet, som truer andre arter.

Selve festivalen er gratis. Om mandagen, hvor der er kokkekonkurrence, sejler Fanøfærgen gående og cyklister over for kun 10 kroner. Kokkenes østers-’happere’ koster kun 40 kroner per styk og tre for 100 - og du kan spise så mange, du orker.

I forbindelse med festivalen arrangerer Kellers Badehotel og Sønderho Kro eksklusive ophold, der inkluderer færge, ophold og eksklusive middage og brunch – selvfølgelig med masser af østers.

FAKTA OM FANØ ØSTERSFESTIVAL
Festivalen byder på et sandt østersmaraton fra søndag den 14. til onsdag den 17. oktober 2018.

Søndag 14. oktober
- Guidet østerssafari: ’Pluk dine østers’. Tid og frekvens afhænger af tidevandet. Husk gummistøvler. 250 kroner.
- Urtesafari og efterfølgende køkkentur med eksperter og naturvejledere. 475 kroner.
- Eksklusivt østersophold på Kellers Badehotel (14.-16. oktober)
- Østers Jam på Sønderho Kro – østers, musik og gummistøvler (14. – 15. okt.)
Mandag 15. oktober
- Guidet østerssafari: ’Pluk dine østers’. Tid og frekvens afhænger af tidevandet. Husk gummistøvler. 250 kroner.
- Østers- og smageaktiviteter for børn af ’Smag For Livet’ og ’Fars Køkkenskole’. Gratis
- Foredrag om Fanøs gastronomiske udbud – herunder østers. Gratis
- Bliv østersekspert for 250 kroner: Smag forskellen på østers fra Fanø, Limfjorden, Bretagne og Middelhavet. Inkl. en vinmenu.
- Champagne-bar. Til dem, der ikke kan undvære bobler til østers. 50 kroner per glas.
- Konkurrence: Årets Østers Kok, se herunder.
- Luksus østers- og gourmetophold på Sønderho Kro (15. – 16. okt.)
Tirsdag 16. oktober
- Guidet østerssafari: ’Pluk dine østers’. Tid og frekvens afhænger af tidevandet. Husk gummistøvler. 250 kroner.
- Fanø Bryghus afholder smagning på deres østersbaserede øl.
- Streetfood marked med lokale producenter, bl.a. Fanø Laks og Fanø Bryghus.
- Luksusophold på Kellers Badehotel med østerstur 16.-18. oktober
- Gourmetophold med forkælelse på Sønderho Kro (16.-17. okt.)
 

Kokkene, der skal dyste er:

Det salte køkken:
Francis Cardenau, Dansk president for og dommer ved Bocuse d’Or, Simon Thrane, Restaurant TRIO, KBH, Rasmus Lodahl, Restaurant Ø, Rømø, Mathias Sejer Sørensen Bornholm, Henrik Yde, Kiin, Kiin (1 Michelin-stjerne), KBH, Erik Pedersen, KADEAU (2. Michelin-stjerner), KBH, Yves le Lay, Restaurant Nærvær, KBH, Thomas Pasfall, Restaurant Pasfall, Odense, Nicolaj Christiansen, Restaurant Treetop. Vejle, Sebastian Holberg Svendsgaard, Restaurant Babette, Vordingborg (Årets Kokkeelev 2018), Kasper Tind Hasse, Falsled Kro. Lars Bonde Sejerup, Kellers Badehotel og Spisehus, Fanø.


Det Søde køkken (nyt i 2018):

Casper Sundin, tidligere Restaurant Niels, KBH, Daniel Kruse, Restaurant Molen, Bornholm (Vinder af Den Gyldne Jomfruhummerklo på Læsø 2018). Tommy Jespersen, Falsled Kro

Dommerpanelet er:
Helle Brønnum Carlsen, madskribent og anmelder, Erwin Lauterbach, Restaurant Saison, Lumskebugten mm, Hans Beck Thomsen, Henne Kirkeby Kro, Café Stranden, Sylvester Andersen, Den Kongelige Skydebane Sølyst og sidste års vinder af prisen ’Årets Østers Kok’ samt Svend Rasmussen, madanmelder og konkurrencens konferencier.