Det er kun tre uger siden, at dørene åbnede til Smørrebrødsrestauranten Hos Isidor Henius, men det er absolut ikke den følelse man får når man træder ind af døren. Alt interiør er gennemført ned til mindste detalje, hvilket giver stedet en charme, som man ofte skal oparbejde gennem mange år.

I marts 2014 kom det frem at De Danske Spritfabrikker skulle lukke i Aalborg for at flytte produktionen til Norge. Det var på den baggrund at Morten Gamini besluttede at det ville være ærgerligt hvis aalborgenserne og ikke mindst resten af landet ikke skulle have et sted, hvor de kunne få en smag og stemning af det man kunne opleve på De Danske Spritfabrikker. Morten Gamini tog derfor kontakt til Lars Kragelund, forsknings- og udviklingschef hos Arcus, som i dag står for produktionen af Aalborg Akvavit og Gammel Dansk. Det var gennem denne kontakt, at Morten Gamini fik i stand, at han kunne overtage en del af interiøret, som var på De Danske Spritfabrikker.

Isidor Henius var manden bag Aalborg Taffel Akvavit, en akvavit som dengang og stadig nu er danskernes foretrukne akvavit. Rød Aalborg som akvavitten også kendes under blev lanceret i 1846, så det er ikke en tilfældighed at telefonnummeret til restaurant Hos Henius slutter med 18 46. Tallet 14 er ligeledes blevet tilføjet, da det jo er året hvor restauranten åbnende.
Hver bord i restauranten har eget navn opkaldt efter en af de 12 snapse som blev produceret i Aalborg, så det er muligt at nyde sit smørebrød med en udsøgt speciallavet Henius Ale fra Thisted Bryghus ved eksempelvis ”Porsebordet”. Brown Alen er blevet speciallavet til Hos Isidor Henius og den har allerede vist sit værd, da Morten Gamini har måtte bestille ekstra hjem efter disse blot tre uger.
Hvis man er stamkunde Hos Isidor Henius får man eget messingbordkort med sit navn indgraveret, det er alle disse små detaljer, som man ikke kan undgå at ligge mærke til og fascineres af, som er med til at gøre stedet til noget særligt.

Det er de lokale råvarer, der ligges vægt på. Der syltes, ristes løg, røres dressinger og koges høns til hønsesalaten. Men Morten fortæller at han ligeledes køber sine råvarer, der hvor de laver de bedste ting. Brødet bages hos den lokale bager, og hver morgen kommer der friske håndflåede rødspætter, som er fanget om natten. Det er i højsæde at kvaliteten er i orden og der bliver ikke gået på kompromis med noget.

Morten Gamini fortæller selv, at hans mål med stedet har været ”at man skal få følelsen af, at man kommer ind i en tidslomme, hvor man glemmer at der findes stress og jag lige udenfor disse vægge”.