Torsdag den 1. marts fra kl. 18 er der gastronomisk fight night på Saison, hvor Erwin Lauterbach vil give sin kollega Hans Beck Thomsen en god gang klø - eller omvendt.
Det bliver nu nok meget hyggeligt, for de to kan ikke alene bryste sig af at være to af dansk gastronomis grand old men - de er også venner og står sammen bag konkurrencen Nordic Challenge. På aftenen udfordrer de hinanden på disciplinen gastronomi, og vil hver især stå få fem serveringer, som hver har et fælles tema.
Temaerne er:
- Appetizer efter devisen vest mod øst
- Smagen af karry
- Torskefamilien
- Okse, for eller bag
- Dessert med banan
Retterne 'parallel-serveres', så hver gæst får 2x5 retter fra begge herrers hånd. Til maden serveres drikke, som tilstræbes at matche begge kokkes anstrengelser. Efter hver ret giver gæsterne points for maden, og der kåres en vinder af hver 'runde' samt til sidst en endelig vinder af aftenens gastronomiske dyst.
Prisen for at deltage som gæst/dommer er 1395 kr. inkl. 2x5 serveringer, drikkevarer til maden og en kop kaffe til sidst.