Er Helsingør stadigvæk en svensker-pleaser?

25/9 2017

 

Lidt. Og så ikke kun. Helsingør er nemlig udspændt mellem berømmelse og folkelig turistfest - det bliver man klar over, når man spankulerer nedad Stengade-strøget, og dels passerer skilte, som reklamerer for skummende fadøl og uspecificeret smørrebrød, og dels øjner Kronborg i det fjerne.

Byen må være en af de eneste i hele kongeriget, som Hollywoods stjerner er på fornavn med, for i århundreder har byen været kendt for Shakespeares Hamlet, som den verdensberømte digter i renæssancen lod udspille sig på Kronborg. Skuespillere som Jude Law og Lawrence Olivier har haft deres gang har i Helsingørs gyder i forbindelse med deres opførelser af skuespillet på slottet, og kontrasten er interessant: for skønt der er sket kulturting i Helsingør i 10’erne, er der alligevel noget landligt over byen, der ligger og flimrer i septembersolen med Sverige som et mirage på den anden side af sundet.

”Folk er virkelig positivt overraskede over at besøge nogle af de tidslommer, som Helsingør er fuld af”, siger Kristine, der driver Bistro La Mer, som ligger inde i en lille gyde i forbindelse med Stengade. Selve restauranten er en hemmelighed, der putter sig bag skæve vinduer og bindingsværk, og det er både en fordel og en ulempe:

”Vi kunne godt ønske sig at flere folk fandt herind, men det er svært at få ørenlyd ude på Stengade. Vi sætter skilte op der diskret peger ind i baggården, for vi har nok en af byens hyggeligste miljøer herinde, som også altid tiltrækker stor opmærksomhed fra turisterne. Nogle gange er porten helt fyldt med mennesker, der fotograferer: svenskere, kinesere, tyskere”, siger hun, og vi går udenfor og står i sensommerlyset.

Herinde i gyden lukker en stor, gammel port op og i og stammer fra dengang byens baggårde var vigtige mini-universer, hvor alt fra vask, opsadling af heste til toiletbesøg blev forrettet. I dag har Kristine og Magnus udnyttet stemningen og sat borde og stole op, så Bistro La Mers gæster kan opleve stemningen mellem de gamle baghuse.

Fisk på tallerknen i en fiskerby

Selve Bistro La Mer ligger i et smukt hus fra 1700-tallet, som har haft skiftende ejere udi restaurationsdrift. Malene og Magnus har drevet stedet i et halvt års tid, og fokus er på godt tilberedte fiskeretter og skaldyr, med den obligatoriske, møre bøf på menuen. Udgangspunktet er superfriske råvarer fra havet, der hver dag ankommer til køkkenet, hvor Magnus skærer fiskene ud med behændige bevægelser. De bliver så dampet, stegt eller grillet og ledsages af saucer og urter, der matcher årstiden.

Med havet som nærmeste nabo ligger sådan en restaurant lige til højrebenet, og Kristine kan bekræfte, at deres koncept har været meget populært henover sommeren hos byens turister. Lidt sværere er det at lokke de lokale bysbørn fra Helsingør til. Det har overrasket hende, selvom hun selv er født og opvokset i Helsingør. I en længere årrække har hun boet i København, men er nu vendt tilbage. Det nye blik på hendes medborgere har dog ikke ændret at hun elsker byen: ”Her er ekstremt hyggeligt, og vi lever med havet lige udenfor døren. Og vi tror på at det nok skal komme. I forhold til bare et par år siden går folk mere ud i Helsingør end før. Nu skal vi bare have dem til at blive i deres hjemby, for mange tror at de skal helt ind til København, når der skal spises ude, og menuen står på andet end smørrebrød. Her kan de prøve det klassiske, franske bistrokøkken til meget rimelige priser, og til frokost giver vi gerne en Wiibroe-pilsner med i købet”, siger Kristine, mens Magnus smutter forbi med en stor kasse fuld af is. Under isen ligger der friskfanget pighvar, som netop er i sæson lige nu, og som er et af La Mers glansnumre.

Wiibroe er Helsingørs helt egen øl. Bryggeriet var i flere årtier en af landets største producenter af pilsnere, men blev i 90’erne opkøbt af Carlsberg, og bryggede sin sidste, Helsingør-baserede Wibroe-øl i 1998. Sådan er der så mange historier om Helsingør, som man ofte ikke kender til, men som man skal være lokal for at kende.

Italienerne er landet

Det gælder også den hyggelige, italienske restaurant Amici Miei lidt længere nede ad Stengade, hvor den karismatiske italiener, Patrizio fra Rimini, siden årtusindskiftet har opbygget en populær restaurant. Amici Miei ligger på solsiden af Stengade, og denne formiddag er bordene under baldakinen badet i lys. Indenfor er der god stemning: Patrizio hygger rundt og sludre med sine sønner, der sammen med Luciano fra Rom serverer den italienske mad med et stort smil. Patrizio slår en hånd ud mod restaurantens bagerste del, hvor han har udbygget forretningen med en overdækket vinterstue.

”Måske har det været for meget at bygge til”, betror han mig. For det vælter ind med gæster, og når alle faciliteterne er fyldt, kan Patrizio godt finde på at drømme om ro og en tur på sin motorcykel. ”Jeg elsker at komme ud og køre, men jeg elsker også mine gæster. Når folk kommer her igen og igen, så ved jeg at jeg har skabt noget godt. Jeg føler at jeg giver danskerne lidt italiensk kultur, så de kan slappe af og stå af ræset.”
 

En anden, populær italiener er La Dolce Vita, der byder sin gæst velkommen med elegante, hvide duge, kandelabre og blød belysning. Indehaverne Mariana og Oscar Ferraro har turdet satse på det norditalienske køkken med al dets saft og kraft fra gode kødretter, svampe og oste, for de kommer selv fra den nordvestlige region Piemonte, som grænser op til Frankrig og er indbegrebet af det robuste, italienske køkken.

Her har man også modtaget kvalitetsmærket Q, som i disse år uddeles af det italienske handelskammer til restauranter fra Støvlelandet i Danmark, der gør det særlig godt. Og da jeg møder Mariana er hun højgravid og puster ud efter en travl aften. Detaljerne er vigtige her: Lysene i kandelaberne skal skiftes og sølvet poleres, og hun fortæller om et Helsingør, der værdsætter andet end blot smørrebrød: ”De lokale her har fundet ud af, at italiensk mad er så meget andet end blot pizza og dårlig kogt pasta. Vi serverer elegante retter med jomfruhummer, økologiske, håndlavede oste, carpaccio af rigtig godt kød og hjemmelavet pappardelle.”

 

En sted hvor man passer sit eget

Helsingør er en gammel fiskerby som har været præget af livlig handel med Baltikum og de øvrige nordiske lande, og de mange købmænd havde ofte brug for et sted at overnatte. Et af de historiske hoteller, som endnu ligger her, er Madam Sprunck, hvor man både kan bo og spise rigtig god mad. Indenfor er stilen både hyggelig og elegant, og gastronomien tages alvorligt: ”Vi har udlærte kokke og tjenere, der kan deres kram. Alt laves fra bunden: saucerne, mayonnaisen, guacamolen, og man kan altså smage forskel”, fortæller ejer Jakob Christensen om restauranten, hvor man kan nyde maden inspireret af det sydeuropæiske køkken under tunge træspær i en smuk restaurantsal.

Han kunne dog godt ønske at Helsingør sprang med på den udvikling, som lige nu præger større købstæder som Køge og Roskilde, hvor madfestivaller og kommunale tiltag lokker folk til. ”Helsingør er stadigvæk en fiskerby, hvor man lidt passer sit eget. Det ville være så fedt hvis restauratørerne kunne gå sammen og skabe noget, men der mangler også politisk initiativ fra oven. Nu har vi fået vores Kulturværft, men det trækker ikke gæster op til selve byen, og den gastronomiske profil kunne godt være bedre. Og så bliver der jo hele tiden kortere vej til København, så mange tager ind til hovedstaden, hvis de vil spise ude. Vi skal have brudt cirklen, så de bliver her og opdager hvad deres egen by kan byde på, eller omvendt, få flere udefra til Helsingør. Og spisestederne skal lade være med at være så pleasende overfor de svenske ganer. De tror stadigvæk at svenskerne kun vil have smørrebrød, pariserbøffer og stegt flæsk med persillesovs”, slutter Jakob.
 

Madam Sprunck
3000 Helsingør

Amici Miei
3000 Helsingør

La Dolce Vita
3000 Helsingør

Bistro La Mer
3000 Helsingør

 

 

 

 

Nyhedsbrev

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra Spiseliv med inspiration til madoplevelser – ude og hjemme.