I skrivende stund er Christian Puglisi endnu ikke vendt hjem fra Frankrig, nærmere betegnet kystbyen Deauville i Normandiet. På denne her tid af året er der virkelig koldt i Deauville. Det oprørske Atlanterhav sender mildest talt kolde vinde ind over landet, som går gennem marv og ben på selv den mest hærdede skandinaver. Så hvad laver Christian på de kanter?

Altædende og kræsen
Omnivore er madfestivalen, og af en eller anden grund finder den sted i februar måned i Deauville hvert år. Det lyder helt klart mindre eksotisk end Madrid og Milano, som jo også lægger grund til nogle ret svedige madfestivaller. Men Omnivore i Deauville, det er den smalle udgave. Den lækre udgave. Undergroundudgaven, er der nogen, der mener. Kult, kunne man kalde den. Uanset hvad man kalder den, er det et faktum, at den tiltrækker de pt. labreste kokketalenter fra nær og fjern.

Ud over at lægge navn til den pt. svedigste madfestival er Omnivore også en masse andet. Foretagendet blev stiftet i 2003 af den dengang 32-årige Luc Dubanchet, der på det tidspunkt var chefredaktør på Gault Millau. Omnivore udgiver både et magasin og to guides, der begge udkommer en gang om året: Carnet de vigne, en guide med de pt. bedste vinbønder inden for vin nature og Carnet de route, en guide med de 200 bedste – unge – kokketalenter i Frankrig blandt den unge generation. Sidstnævnte er nok værd at have med i tasken, når man skal et smut til Frankrig. Også selv om den ikke er rød udenpå...

De største talenter blandt de yngste
Det er denne unge generation af kokke, man kan møde på festivallen sammen med de store tunge trækplastre som Marc Veyrat, Ferran Adria, Alain Ducasse, Michel Bras, Pierre Gagnaire og hvem der nu ellers gæster og har gæstet Frankrigs eneste reelle gastronomiske festival. Og ud over at bruge tiden på generel netværksdyrkning, afholder de show cooking – eller demoer – på scenen med stort lærred og moderne mikrofon og det hele. Således også Christian Puglisi.

Christian Puglisi – der endnu ikke har rundet de 30 – deltog for første gang på Omnivore Food Festival for fire-fem år siden, dengang som René Redzepis souschef eller højre hånd, om man vil. Nu er han der som sig selv. Og har just hevet en Omnivore-pris hjem (som alle andre i den branche uddeler også Omnivore priser), nemlig den, der hedder 'Omnivore Revelation' (kunne oversættes til 'åbenbaringsprisen'). Omnivore kalder Relæ for 'den frække gastro-bistro, som København har gået og ventet på' (hvilket de har ret i), og en ret i Puglisis ånd befinder sig i spændingsfeltet mellem latinsk temperament og skandinavisk stringens (hvilket er godt formuleret). Christian Puglisi inkarnerer, siger Omnivore, den nye nordiske bølge, der opstår i hælene på Redzepi (hvilket bestemt ikke er for meget sagt).

Altædende og fremme i skoene
At Omnivore er langt fremme i skoene hersker der ikke et sekund i tvivl om; rygtet vil vide, at de fx lagde vejen forbi Relæ, ganske kort tid efter denne var åbnet. Imidlertid er det ikke kun Puglisi, der bliver lagt mærke til. For der er naturligvis også verdensmesteren Rasmus Kofoed, som også har optrædt på dette års Omnivore Food Festival i Deauville. Men interessant nok er det ikke så meget for Bocuse d'Or, at Omnivore har rettet opmærksomheden mod Rasmus, som for det faktum, at han vitterligt er en bemærkelsesværdig køkkenchef med stor integritet. Som de tørt udtrykker det: 'Rasmus Kofoeds Grønne menu har ikke meget at gøre med Parkens grønne plæne nedenfor.' Hørt, hørt.

Joh, der er skam noget, der rykker i DK. Og Omnivore har set det. Spiseliv ønsker Christian Puglisi og Relæ tillykke med Åbenbaringsprisen og ser frem til årets næste store begivenhed, nemlig offentligggørelsen af San Pellegrino World's Best Restaurants til april. Skal vi gætte på, Relæ er at finde på listen?