Fra mandag d. 14. februar til lørdag d. 19. februar løber den første udgave af Copenhagen Dining Week af stablen. Hvad er det? Det er kort sagt en mulighed for at komme ud at spise på en god restaurant, få en treretters menu og noget vand med brus for 200 kr. pr. snude. Med andre ord et svært attraktivt tilbud.

Copenhagen Dining Week er et samarbejde mellem Copenhagen Food Magazine og San Pellegrino. Copenhagen Food Magazine – som hører ind under Cofocos efterhånden ret bredskyggede hat – har samlet en pæn række af gode restauranter i København, der i den pågældende uge (14.-19. februar) disker op med forudbestemt treretters menu, som bliver serveret med San Pellegrino-mineralvand. Ideen er at give københavnerne mulighed for at komme ud at spise uden at blive ruineret.

Copenhagen Dining Week er en del af Copenhagen Cooking, der igen er en del af Wondercool Copenhagen, og dét er Wonderful Copenhagens seneste initiativ til at lokke ikke bare turister til byen, som byens egne beboere på gaden i en råkold februarmåned. Wondercool Copenhagen byder på masser af gode sager inden for flere områder såsom mode, mad, kunst og musik, og Copenhagen Dining Week er således ét tiltag blandt mange, der har med mad at gøre. Så hvis man synes, det kunne lugte af, at restauranterne generelt set ikke har nok at lave, tager man fejl; det er tværfagligt samarbejde, hvor alle implicerede parter groft sagt samarbejder om reklamere for et februarkoldt København. 

 

Er man snedig, benytter man sig af lejligheden og skynder sig at få sammensat sin uge, den kunne fx se sådan her ud:

  • Mandag: Antipasti, pizza sammensat efter eget valg og chokolade-ananas-dessert på byens måske hyggeligste restaurant Magstræde 16
  • Tirsdag: Laksetartar, braiserede svinekæber og æbletærte på Davids Bistro i Århusgade. David Da Silva er ikke for ingenting udlært på Kong Hans, og sådan en omgang skulle da nok være til at få humøret i vejret med på en kold tirsdag aften i februar.
  • Onsdag: Risotto med muslinger, perlehønebryst og ananascarpaccio hos Pierre André i Ny Østergade. Philippe Houdet hører til blandt byens omhyggeligste kokke, og niveauet på Pierre André er ikke faldet, bare fordi det i dag “kun” er en bistro.
  • Torsdag: Fiskebouillon med kammusling, okseflank og chokoladeblinis på restaurant med den ubetalelige udsigt The Dining Room på toppen af SAS-hotellet på Amager.
  • Fredag: Kartoffel-porre-suppe med et strejf af trøffel, dansk kalv i forskellige forklædninger og æblekage hos byens nystartede restauratørpar på Kultorvet no. 5. Klassisk forkælelse i hyggelige omgivelser.
  • Lørdag: Canneloni med ricotta og spinat, lammehals med bønnepuré og tiramisu hos David Fischer på Victor Borges Plads. Ja tak!

1200 kr. fattigere, men seks herlige måltider på byens bedre restauranter rigere – og garanteret behageligt mæt!