Når restaurantmanager Michael Brix møder ind på arbejde tidligt om morgenen, er han allerede omgivet af sine gæster; de nyder morgenmaden, måske får de sig en kaffe i loungen, måske henvender de sig endda for at fortsætte den hyggelige snak, som de havde med Michael aftenen forinden, ud på de sene timer i restauranten. For når man arbejder på et hotel, hvor restauranten er en fuldt ud integreret del af konceptet, får begrebet service og gæstfrihed en dybere betydning. Michael fortæller:

”Det er anderledes at arbejde på en hotelrestaurant fordi det kræver en utrolig høj grad af fleksibilitet, specielt når man er et lille hotel. Vi er supergode til at hjælpe hinanden, og gæsterne skal jo have service døgnet rundt. Vores restaurant har åbent til morgenmad, frokost og aften, men derimellem kan gæsterne altid slå sig ned i vores hyggelige lounge og nyde en tallerken med pølse og ost, eller et godt glas vin. Så vi har i teorien åbent i køkkenet alle dagens timer, alle ugens dage. Faktisk findes alle vores retter fra menukortet også som room service, og jeg har da prøvet at skulle sent op på et værelse for at fortælle om de vine, vedkommende kunne nyde til sin mad på værelset.”

”Dagens drift starter med at vi har et morgenmøde mellem restauranten, receptionen og bookingafdelingen, hvor vi ser på, hvad der skal tages hånd om de næste 24 timer. Det er utrolig vigtigt at vi taler sammen, og fordi vi er et lille, familiært sted, er vi altid klar til at hjælpe hinanden på tværs af ansvarsområderne. Jeg har da prøvet at skulle ud i receptionen og tage telefoner, fordi tingene lige brændte på, og sådan kører vi af og tingene ind over hinanden, for at kunne aflaste og støtte. Derfor griner vi også af, at en 8 timers arbejdsdag kun er en halv arbejdsdag, fordi vi er så meget på.”  

Men de lange arbejdsdage har også åbenlyse fordele – de gør nemlig, at man næsten føler sig som en familie, og at man lærer sine gæster meget bedre at kende, siger Michael Brix:

”Noget af det bedste ved at arbejde på en hotelrestaurant er den hjemlige stemning – her er virkelig vildt hyggeligt, og det er en luksus at have folk over flere dage, så man kan komme lidt ind på livet af dem og huske, hvor de kunne lide at sidde, og hvad de kan lide at spise. Mine chefer ønsker at hotel og restaurant skal glide sammen som en enhed, og derfor laver vi også flere events henover året, der knytter de to instanser sammen. For eksempel har vi haft stor succes med intimkoncerter med for eksempel Eran DD og Sanne Salomonsen, hvor ca. 150 mennesker kan nyde en 3 retters middag inden musikken. De har alle været totalt udsolgte, og så kan jeg igen ikke understrege nok, hvor vigtigt den hjemlige stemning er, både for os ansatte, og gæsterne. For eksempel går ejerne i receptionen og tjekker folk ind, hvis det behøves, eller giver et nap med ude i opvasken, det er så fint. ”

Mange kilometer derfra på lollandske Bandholm Hotel har man allerede travlt med forretningskunder, og snart rykker turister i alle afskygninger ind i den smukke, hvide bygning. Hoteldirektør Joseph Kristiansen peger netop på mangfoldigheden som en interessant faktor, når man både driver hotel og restaurant:

”Et interessant træk ved vores restaurant er den utrolige blanding af gæster. Vi tager både imod forretningsfolk, almindelige sommerturister og folk i jaguar, for vi er lidt et knudepunkt her på Lolland, især for dem, der lige har været et smut i Knuthenborg og har lyst til en frokost og en is. Det giver en utrolig god dynamik at arbejde med så forskellige segmenter. Vi har plads til 250 spisende gæster herinde samt 300 gæster udenfor på vores plæne i opvarmede telte, så det er lidt ligesom at komme til syden her, bogstavelig talt! En stor fordel ved at kunne traktere sine gæster på egen restaurant er også, at vi kommer til at kende dem så godt. Så spørger vi ind til, hvad de syntes om maden forleden, og finder hurtigt ud af deres præferencer, så de får den mest perfekte oplevelse muligt. Vi lægger stor vægt på excellence og at gøre alt lidt bedre hele tiden. Derfor nærstuderer vi gæsternes feedback og ser efter tendenser i kommentarerne. Der er desuden en stor tradition for at gæsterne rater hotellet - langt mere end bare en restaurant. Derfor er det også anderledes at drive en hotelrestaurant, da vi virkelig kan efterkomme gæsternes ønsker.” 

Men der er også en meget konkret fordel ved at drive en restaurant på et hotel – den handler om at gæsterne ikke behøver sætte sig ud i en bil. Og det skaber kreative rammer for de alkoholiske muligheder:

”Det skaber en helt særlig afslappet stemning at folk ikke skal bekymre sig om at køre efter en god middag hos os – de kan gå op på værelset og sove med det samme, og her kan de tjekke ind med venner og familie og virkelig nyde hinandens selskab. Middagen kan endda slutte med drinks og en god, Irish coffee, så folk får sig nogle dejlige, lange aftener her hos os. Så vores bar er et vigtigt samlingspunkt, som vi gør rigtig meget ud af. Mange af verdens mest berømte cocktails er jo netop blevet født på hoteller, fordi bartenderne har god tid til at finde lige den rette drink til folk og til selve hotellet, og den tradition holder vi i stolt hævd med en god portion humor. For eksempel har vi opfundet en drink kaldet Fawlty Towers, opkaldt efter Halløj på Badehotellet. I drinken ville vi putte basilikum til ære for John Cleeses rolle som Basil, men der gik noget galt: jeg kom tilbage til bartenderen med timian i stedet, men krydderiet passede alligevel kanongodt til drinken, som nu er en af folks absolute favoritter. En anden lækker drink er vores egen udgave af en Dark n- Stormy – den hedder Stormy Harbour da vi jo ligger lige ved Bandholm Havn, så det er oplagt, og drinkens mørke nuancer passer godt til vores smukke interiør med al den mørke træ og tapetet”, slutter Joseph Kristiansen.