Middagen ved Food Summit er en ud af mange krævende træningsopgaver op til OL
Årets store højdepunkt for Det Danske Kokkelandhold, OL i Erfurt i Tyskland, finder sted om blot nogle få måneder. Holdet har gennem det seneste år været utallige træninger igennem for at skærpe niveauet til den prestigefyldte konkurrence, og middagen for de 120 internationale gæster er en vigtig brik i holdets vej mod OL. Direktøren for Det Danske Kokkelandshold Sten Slot glæder sig til, at holdet nu også skal teste deres kunnen overfor et internationalt publikum ved middagen på Københavns Rådhus.

Sten Slot Knudsen, direktør for Det danske Kokkelandshold knytter følgende kommentarer:

- Fødevaretopmødet er utrolig vigtigt for Danmark og resten af verden, og er med til, at vi fortsat har fokus på gastronomi og gode råvarer, men også på madspild, der i øvrigt også tæller med ved bedømmelsen ved OL Det Danske Kokkelandshold er meget glade for at være med til at bidrage til Miljø- og Fødevareministeriets gode initiativ. Samtidig spiller middagen en vigtig rolle for holdet, da den indgår som en del af deres mange træninger op til OL. Holdet har netop sidste mandag afsluttet en succesrig træning på tid for 110 personer i Jyske Bank Boksen i Herning, fortæller Sten Slot.

-Middagen ved Fødevaretopmødet giver holdet en rigtig god lejlighed til at få trænet samarbejdet i køkkenet. Udover at skulle kreere en menu til de 120 inviterede gæster får vores kokke også mulighed for at afprøve de forskellige råvarer i menuen, som bl.a. består af hvid fisk, lam og en dessert baseret på chokolade og bær. Menuen er sammensat af gode, danske råvarer, som netop vil give gæsterne en smagsprøve på bredden i de danske råvarer samt på hvordan, man kan tilberede dem, så oplevelsen bliver noget ganske særligt, slutter Sten Slot.

Det Danske Kokkelandshold understøtter Danmarks fokus og engagement på gastronomi
Danmark har gennem de seneste år spillet en større og større rolle på den globale gastronomiske scene og med initiativet til et Food Summit understreger Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, at Danmark fortsat er forgangsland og er med til at rette fokus på et af vores tids vigtige spørgsmål:
”Hvordan sikrer vi bedre mad til flere mennesker i de kommende årtier” – hovedtemaet for konferencen. For ministeren giver det rigtig god mening, at Det Danske Kokkelandshold er repræsenteret ved arrangementet.

Miljø- og fødevareminister, Esben Lunde Larsen, knytter følgende kommentar:
- Målet med l Food Summit er, at vi får sat yderligere fokus på at sikre bedre mad i bl.a. byerne og at give flere mennesker lettere adgang til den gode og sunde mad rundt om i verden. Vi håber at få identificeret en række anbefalinger og tiltag, som deltagerne kan tage med sig hjem. Jeg glæder mig meget over, at Det Danske Kokkelandshold kan være med til at vise de internationale deltagere, hvorledes man kan lave god, sund og velsmagende mad af de mange gode råvarer, vi har i Danmark. Derudover glæder jeg mig til, at deltagerne får et indblik i hvorledes, vi i Danmark er med til at støtte op omkring ambitiøse og dygtige unge kokketalenter, som netop Det Danske Kokkelandshold har været leverandør af igennem de sidste mange år, udtaler Esben Lunde Larsen.