Siden 1983 har Elvio Milleri og hans hustru Edelvita viet deres liv til gastronomien som for dem især har været vinene og dertil maden. Mange andre restauranter har maden først og vinen bag efter i prioriteringen. Elvios egen passion for vinen stammer fra hans hjemegn i Toscana og byen Perugia, et af de bedste vinsteder i Italien, og vinen har altid været omdrejningspunktet for den samlede oplevelse, som tusindevis af gæster har nydt gennem alle årene.

Era Ora har gæster fra hele verden, der har spist og drukket sig til mange fantastiske oplevelser midt i København – en by, der blevet internationalt kendt for folk med sans for mad og vinkvalitet.

Elvio blev oplært af sin mor i køkkenet for mere end 50 år siden og de stolte traditioner og den simple madlavning har han aldrig glemt. Hans danske venner tilbage i 70´erne og 80´erne udnyttede Elvio´s evner, når han var på besøg i Danmark. Venner sagde: ”Hvorfor åbner du ikke en italiensk restaurant her i Danmark?” – Og det gjorde Elvio så i 1983.

Det startede med ”Mors” køkken på Elvios måde, og senere blev det til det vi kender i dag – den gastronomiske oplevelse i følgeskab med de bedste vine, der findes i Italien.

Nu er det slut den 30. maj – hvad nu? Spørgsmål og svar med Elvio:

En æra er forbi og mange vil stille spørgsmålet om hvorvidt det var tabet af Michelinstjernen i sidste måned, der førte til Elvios beslutning om at lukke Era Ora-konceptet ned. Dem, som kender Elvio rigtig godt, vil vide, at det er en meget stor beslutning, der dog også åbner for andre muligheder.

Er branchen virkelig så hård, at man må give op, når man taber en ”Medalje”? 

Hvem afgør en restaurants skæbne og fremtid? Kan dårlige madanmeldelser lukke en restaurant? Det har vi så sandelig set beviser for i andre tilfælde. Nu har Era Ora jo ikke fået dårlige anmeldelser – men kun nogle af de fremmeste udmærkelser, som f.eks. verdens bedste italienske restaurant udenfor Italien af Il Gambero Rosso. Bedre skudsmål kan man vel næppe opnå?


Nedenfor har Elvio Milleri svaret på de mest oplagte spørgsmål

Hvad skal lokalerne anvendes til efter lukningen af Era Ora?

” Vi har helt specielle planer, som kan gå flere veje efter lukningen af Era Ora. Det er for tidligt at sige, hvad det præcist kan være, men jeg selv er meget involveret i fremtidsplanerne – mere kan jeg ikke sige lige nu, ud over at det bliver meget spændende for København og Christianshavn.”

Vi har før hørt om at der skulle etableres en flydende enhed i kanalen. Er det stadig med i dine planer for fremtiden?

”Vi kan ikke præcist sige hvad der skal ske endnu, men vi ønsker at bringe mere kvalitet til kanalmiljøet på Christianshavn, også med hensyn til udeservering.”

Elvio, du har brugt mange kræfter gennem 37 år på Era Ora – hvad skal du nu bruge tiden på?

”Det er rigtigt at Era Ora har været mit livsværk, og det har taget mange kræfter at drive en restaurant på det høje niveau på alle plan. Det at have kæmpet og slidt sig til 23 Michelinstjerner i træk og gentagende gange være blevet kåret som den bedste italienske restaurant udenfor Italien forpligter. Det er nu tid til en ny æra, og det glæder jeg mig til at dele med alle, når mine tanker omkring fremtiden og det nye koncept i Era Oras lokaler er på plads. En ting kan jeg sige – det bliver meget spændende. Men jeg kan afsløre at jeg etablerer et helt nyt koncept, Era Ora Wine Company. Siden starten af 80érne har jeg købt og samlet på italienske vine, og mit lager er nu på ca. 90.000 flasker. Den oplevelse omkring de bedste italienske vine vil jeg nu gerne dele med andre end kun Era Oras gæster. Jeg har derfor sammen med gode venner af huset og mit netværk igangsat et projekt, hvor vi kommer til at sælge af vores samling, samtidig med at jeg fortsætter min import fra mine gode gamle venner i vinnetværket i Italien. Vi har unikke vine, vi har fantastiske vine, vi har vine til hverdag og fest. Vi har vine til gaver og firmasammenhænge. Selskabet er ved at tage form, og inden længe regner vi med at kunne afsløre flere detaljer. Der bliver ”offentlig” adgang, så alle kan købe vores vine på vores web shop - vores nye vinhandel, hvor vi også vil lave smagninger, rundvisninger og åbne op for foredrag og gæsteindlæg fra flere af de producenter, vi arbejder tæt sammen med og har gjort i næsten 40 år. Vi har også spændende vinrejser til Italien som en idé, der muligvis skal afprøves.”

Elvio, vi ved også at du er dybt involveret i FoodPeople. Sammen med en god forretningspartner har I sammen skabt konceptet Il Fornaio, som er kendt i supermarkederne og dagligvarehandlen – er du på vej ud af dette projekt?”

”Nej bestemt ikke. Jeg er dybt involveret i dele af den daglige drift i vores bageri på Amager. Min primære opgave er at produktudvikle og sikre den høje kvalitet af produkterne, som vi er stolte af sælges bredt og er kendt blandt de danske forbrugere.”

Den italienske Michelin restaurant Era Ora takker af til maj_1

Vi ved at din hustru, Edelvita, og jeres to voksne sønner er en del af forrentningen og er blevet opdraget i den ånd, som høj kvalitet kræver – Hvad er planerne for dem i fremtiden?

”Min familie betyder meget for mig. Jeg er en ægte italiensk ”Family man”, og Edelvita har været med hele vejen og er medejer af vores fælles aktiviteter. Mine sønner er med på sidelinjen i beslutningerne omkring fremtiden, og jeg vil slet ikke afvise, at der kan komme nye spændende muligheder for dem i vores nye set up efter 1. juni. Et koncept jeg ikke kan udtale mig mere præcist om lige nu. Vores nye Era Ora Wine Company kan endvidere åbne nye muligheder også for vores sønner, det skal de naturligvis selv afgøre. De ved, hvor hårdt det er at være en del af Era Ora teamet, så de skal selv have lov at beslutte deres fremtid, men jeg arbejder gerne fortsat tæt sammen med dem, hvis de har lyst.”

Elvio, Du kom til Danmark i firserne og etablerede en restaurant på baggrund af din mors køkken og ideerne derfra. Din rejse har ført dig til toppen af det, man kan opnå som ”iværksætter” indenfor gastronomien – er du mæt nu, og kunne det tænkes, at du flytter tilbage til Italien permanent?

”Nej det gør jeg ikke. Jeg rejser meget til Italien og elsker mit fødeland, men har gennem næste 40 år skabt et fantastisk netværk i Danmark, og jeg har rigtigt mange ting i gang. Så længe det er spændende og innovativt indenfor mit fag, har jeg lyst til fortsat at udvikle vores forretning.”

Du er uddannet bankmand og har forstand på penge. Har Era Ora-eventyret gjort, at du kan trække dig tilbage nu, hvis du ville?

”Det er vist ingen hemmelighed at det er svært for de fleste Michelin restauranter at tjene penge, og det fremgår også af vores regnskaber. Her kan man se at det høje niveau, som Michelin-gastronomi kræver, betyder meget store investeringer i ikke kun indretning, køkken, interiør og de rigtige dygtige og kvalitetsbevidste medarbejdere i såvel køkkenet som i restauranten. Men jeg har sparet op og er klar til nye investeringer og nogle helt nye ideer er på vej – men som sagt kan jeg ikke komme nærmere ind på dem nu. Kan kun sige jer – det bliver spændende.”

Hvad bruger du din tid på når du ikke arbejder?

”Tiden bruger jeg på arbejde – det er mit liv, mit livsværk, og jeg elsker at skabe gode oplevelser for andre. Jeg nyder at lave mad selv i mit private køkken og har ofte gæster, som jeg hygger mig med og forkæler med mere simple opskrifter og naturligvis rigtig god vin i afslappede rammer i privaten. Selv om jeg bor ovenpå restauranten med min hustru, kan jeg godt koble af – men man slipper aldrig helt en restaurant på det niveau, hvor alle gæster skal have en sublim oplevelse.”

Hvordan oplevede du at miste din Michelin Stjerne gennem 23 år?

”Det var en meget, meget stor overraskelse både for mig og mine dygtige medarbejdere. Vi har lavet mad på højeste niveau i alle årene, og i 2019 foretog vi yderligere investeringer i at skabe nye spændende retter og madoplevelser i kombination med de bedste italienske vine. Derfor var vi naturligvis overraskede over ikke at få stjernen igen i år. Men omvendt har de sidste uger givet os en vis frihed til at tænke helt nyt, og det vil vi løfte sløret for i de kommende måneder – mere kan jeg ikke sige om det lige nu.”

Elvio, syntes du det er uretfærdigt at Era Ora ikke fik en stjerne igen i år?

”Jeg synes ikke jeg kan sige, at det er uretfærdigt, for konkurrencen er meget hård, og heldigvis ved jeg at Era Ora har leveret kvalitet, faglighed og service på mindst samme niveau som alle de tidligere 23 år. Det ved jeg fra vores tusindvis af gæster, som efter deres besøg belønner os med gode hilsener i vores gæstebog, på mails og breve. Det varmer os meget.”

Er der hård konkurrence mellem Michelin-restauranterne i København?

”Vi har haft vores unikke koncept baseret på det italienske køkken og med de bedste råvarer og innovative måder at kreere nye måltider og menuer på. Altid med udgangspunkt i vores vin, hvortil vi har sammensat de mange retter, som man har kunnet nyde til frokost og aften. Derfor har vi ikke følt egentlig konkurrence, men selvfølgelig er der et begrænset klientel til vores mad og vine. Vi glæder os i stedet for alle de gode kolleger, der har opnået nye stjerner, fået flere stjerner eller beholdt deres stjerne. Vi ønsker dem et stort tillykke.”

Din beslutning om at lukke Era Ora den 30. maj – er det en konsekvens af at du ikke fik din stjerne i år?

” Jeg har altid tænkt, at det kunne ske en dag. Derfor har jeg også haft tanker om, hvad jeg så ville gøre. Jeg kan vælge at kæmpe mig tilbage med mit team, lave et nyt koncept, eller helt lukke ned. De overvejelser gør jeg mig naturligvis, men lige nu kan jeg kan ikke sige, hvad jeg vælger – det svar må du og andre vente et par måneder på endnu.”

En af dine medarbejdere udtalte sig om, at I havde regnet med to stjerner i år, og at det derfor var en dobbelt skuffelse ikke at beholde den ene stjerne – hvad sige du til det?

”Det er klart at mit team gennem hele 2019 var påsat på at give den ekstra gas for at opnå en stjerne mere – altså 2 stjerner. Derfor er skuffelsen naturligvis høj blandt mine dygtige og dedikerede medarbejdere, og udtalelsen var en meget forventelig og naturlig reaktion i timerne efter at vi fik at vide at vi ikke beholdt vores stjerne efter 23 år.”

Du lukker nu Era Ora den 30. maj i år – Hvordan holder du motivationen oppe hos dit team?

”Era Ora er som en familie, og mit team er en del af min ”familie”. Derfor tror jeg også på at de vil give sig selv fuldt ud frem til den sidste åbningsdag, og inden håber jeg på at kunne offentliggøre noget nyt og spændende på adressen – mere kan jeg ikke afsløre nu. Mine medarbejdere er dygtige og eftertragtede, så naturligvis kan det ske at de bliver headhuntet som i alle andre brancher – men jeg vil meget gerne beholde dem frem til den 30 maj, hvor Era Ora som koncept lukker. Måske der viser sig nye spændende opgaver på den anden side af 1. juni. Vi får se.”

Elvio, du blev en del af det fornemme selskab på Sølyst – Skydebrødrene, en eksklusiv herre loge. Vil du fortsat være en del af den nu hvor du ikke har Era Ora efter den 30. maj.?

” Jeg nyder at være en del af Skydebrødrene og var meget beæret over at blive inviteret med i det fornemme selskab for år tilbage. Det har givet mig mange gode venner og forretningsforbindelser genne årene. Jeg tænker bestemt at forblive på Sølyst, og mine tanker går også i retning af at nogle af mine Skydebrødre kunne være interesseret i at være en del af vores nye koncept, Era Ora Wine Company, som vil være klar i helt nye lokaler til sommer.”

Era Ora´s celebration menu frem til lørdag den 30. maj 2020