Champagne er et område, som er vidt beskrevet og højt besunget – i bogstaveligste forstand. For når det gælder om at komme klister på linsen og trykke af for en gang højstemt markedsføringsgas, er champagnehusenes PR-folk med helt fremme og alverdens journalister og vinkendere for det meste villige til at tage imod. Men hvem havde egentlig forestillet sig, at Champagne er et gastronomisk set ret trist område, at landskabet er lidt kedeligt, at byerne er ugæstfrit indrettet med gøende hunde bag lukkede porte, at deres forhold til begreber som terroir og grand cru-status er mildt sagt besynderligt, og at det regner hele tiden? Den side af området er også med i Champagnebibelen, en ny bog om Champagne, som udkom sidste uge.

 

Træt af glimmer og tomme floskler

Bag bogen står ægteparret Mads og Mia Rudolf, som har et veludviklet had-kærlighedsforhold til det feterede franske vindistrikt.

På den ene side nærer de to en skepsis overfor glimmeret og de tomme floskler, som udgør en stor del af brandingen af Champagne som område. De er kede af den hovedløshed hvormed folk drikker og anerkender distriktets vine uden egentlig at tage stilling til, om de – reelt – smager godt. En vin med bobler og det magiske C-navn må nødvendigvis være en god vin, synes mange at mene. Og de er ikke vilde med, at man i Champagne bruger historiske fakta til at betegne, om en mark er god eller mindre god, frem for de enkelte markers kvalitet og kendetegn. For nu at tage nogle af de mange ting, der ifølge bogen er galt med Champagne.

På den anden side – som er den, der vejer tungest i denne sammenhæng – elsker Mads og Mia Rudolf champagne, altså vinen (derfor det lille c), når den er god og lavet af samvittighedsfulde folk med respekt for deres produkt og de omgivelser, som giver det karakter. Sådanne samvittighedsfulde folk er Champagne heldigvis – også – fuld af. Og det er dem og deres vine, som er omdrejningspunktet i Champagnebibelen.

 

Fra vinbøndernes synsvinkel

”De eksisterende bøger om champagne handler om de store huse. De store huse har så at sige skrevet Champagnes historie. Vi ville gerne lave en bog, som fortæller historien set fra vinbøndernes synsvinkel,fortæller Mads Rudolf om bogen, som udover at fungere som opslagsværk over fakta om Champagne og produktionen af områdets vine, også fortæller 29 champagneproducenters historie.

En af de væsentlige årsager til, at ægteparret Rudolf har sendt Champagnebibelen på gaden, er at de gerne vil have os til at smage noget mere på varerne og ikke bare tage til takke med, at varerne tilfældigvis har bobler og en fin etiket: ”På en eller anden måde, så går der en klap ned for øjnene af folk, når de får et glas champagne. Der er bobler i, og så forholder folk sig ikke til andet end det” siger Mia Rudolf.

 

Vinen fortæller bondens historie

Smagen hænger, ifølge de to forfattere, i høj grad sammen med den måde, vinen er blevet behandlet på allerede fra den stod ude på marken. De 29 bønder, som får fortalt deres historie i Champagnebibelen, laver alle sammen vine, som i særlig grad afspejler terroir.

”En god champagne kan lidt det samme som en god vin, forklarer Mia Rudolf og bliver suppleret af sin husbond: ”Og lidt til. Der er et strøg af dekadence over det, og den kan gøre én glad i låget. Og så kan den fortælle om markerne og landet og vejret og de mennesker, som har arbejdet med at lave den.”

Netop den slags er der også masser af i Champagne, hvis bare man kigger sig godt nok for.  Og det er det, som i Mads og Mia Rudolfs optik, gør Champagne til et interessant vinområde. Så er det dårlige vejr og den knapt så delikate tilsmagning af de lokale indmadspølser trods alt mindre væsentligt.

Og som Mads Rudolf siger med et blik ud af vinduet: ”Så kan en god champagne altså lysne en regnfuld, grå novemberdag på en fantastisk måde, som ingen anden vin kan.

"Men hvem havde egentlig forestillet sig, at Champagne er et gastronomisk set ret trist område, at landskabet er lidt kedeligt, at byerne er ugæstfrit indrettet med gøende hunde bag lukkede porte, at deres forhold til begreber som terroir og grand cru-status er mildt sagt besynderligt, og at det regner hele tiden? Den side af området er også med i Champagnebibelen, en ny bog om Champagne, som udkom sidste uge."

Champagnebibelen om...

…traktorer og landsbyliv

”Har man ikke tidligere besøgt et vinområde, vil man formentlig straks blive fascineret af de besynderlige traktorer, der kører på vejene i de vinproducerende regioner og således også her. De ligner kæmpebiller med lange ben, og det er selvfølgelig, fordi der så at sige skal kunne være en række vin mellem benene på dem. (…) Men ellers er der ikke meget liv og glade dage i landsbyerne i Champagne.” (s. 35)

...glas du bør undgå

"Det glas, der pryder forsiden af Serena Sutcliffes nærmest historiske opslagsværk om champagne, A Celebration to Champagne fra 1988, er et skoleeksempel på et glas, man for enhver pris bør prøve at undgå. Hellere drikke af flasken. Det kan vel betegnes som en slags flûte, bortset fra at det har den store svaghed, at det går ud foroven, som en trompet, men det er i det mindste facetslebet (!), helt sikkert krystal og meget dyrt. Og nok mere egnet til jordbæris med paraply i." (s. 19)

...champagne og migræne

"Verdenshistorien synes at være fuld af personager, der lider af migræne; det er muligvis, fordi de er nogle krukker, og muligvis fordi de ikke har drukket nok champagne. Her kan champagne nemlig gå ind og booste de neurotransmittere i hjernen, der er årsag til migrænen, og mens andre vine i denne situation blot gør ondt værre, er champagne den eneste vin med disse egenskaber, fordi der takket være andengæringen er et ekstremt lavt indhold af flavonoider (en bestemt type fenoler) i champagne, som åbenbart er det stof, der kan forårsage eller forstærke migrænen." (s. 24)

...vin som kunst

"Man kan spørge sig selv, hvordan det kan være, at nogle mennesker nærmest går i ekstase over visse vine, hvis vin bare er et simpelt landbrugsprodukt. Og svaret er selvfølgelig, at vin ikke blot handler om et prosaisk fødevareindtag, men også er noget andet og mere. Vin kan, i sine mest sublime øjeblikke, nærme sig, eller ligefrem være, kunst." (s. 134)