Når l’Altro, som er lillebror til den italienske gourmetrestaurant Era Ora, nu udvider restauranten med 130 kvadratmeter på 1.-salen, er det en udvidelse med en historie.

Førstesalen tilhørte nemlig tidligere restaurantens ejere, Elvio Milleri og Edelvita Santos, og udgjorde deres fælles hjem på Christianshavn. Her boede de fra 1983 til 2005, mens de drev Era Ora lige nedenunder. Lejlighedens køkken blev ofte brugt til at eksperimentere med de retter, der senere var at finde på Era Oras menu, og da parrets børn var små, kunne de sove oppe i lejligheden, mens forældrene passede gæster og pastagryder nedenunder.

I 2005 blev pladsen for trang, og familien flyttede ligesom Era Ora, der 4 år tidligere var rykket over i de nuværende lokaler i Overgaden Neden Vandet.

Samme år åbnede den mere uformelle L’Altro i Era Oras gamle præmisser, og her serveredes dengang som nu rustik ’Mamma’s food’ i form af klassikere fra Era Oras første år på adressen. Det er den samme mad, man altså nu kan få serveret på 1.-salen, som er blevet døbt ’Casa del Padrone’ – ’Ejernes hjem’.