“Mange af vores gæster er sådan nogle, som har spist på alle Michelinrestauranterne, og vi får tit at vide, at vi er mindst ligeså gode. Til gengæld kan du tage det halve af prisen.”

Camilla Andersen er køkkenchef på Køges eneste gourmetrestaurant, Horizonten, som hun har sammen med sin kæreste, Jimmy Weber. De er begge uddannede kokke og har mødt hinanden på gourmetrestauranten Støvlet-Katrines Hus i Sorø, hvor han var køkkenchef og hun elev. Efter at have udstået sin læretid, rykkede Camilla til Køge, hvor hun blev køkkenchef på Horizonten, og efter halvandet års tid flyttede Jimmy med, da de to blev tilbudt at overtage restauranten fra de tidligere ejere.

Det var i slutningen af 2009, og det unge par er stadig at finde i restauranten, hvor de har delt sig op, så han styrer slagets gang på gulvet og udformer menuerne, mens hun passer køkkenet. Retterne på kortet skifter ca. hver anden uge, afhængig af, hvad der kan skaffes fra lokale bønder og fiskerne, som lægger til kaj lige udenfor restauranten på havnen i Køge.

“Vi vil gerne gøre det så lokalt som muligt, og hvad der er af sæsonvarer har stor betydning for, hvad vi sætter på kortet. Nogen gange går vi en tur op på Torvet, og ellers ringer vi rundt og hører, hvad vores leverandører har. Vi kan godt lide at køre med noget lidt alternativt på kortet - fx har vi lige haft lammehjerter på - men med vores placering er det også naturligt, at der er mange retter med fisk og skaldyr. Mange af vores gæster er fiskespisere.”

Hygge er vigtig
Camilla fortæller, at selvom det er gourmetstilen, der hersker på Horizonten, så er det meget vigtigt for hende og Jimmy, at stemningen er helt nede på jorden.

“Det er ikke snobbet, og det er også meget vigtigt for os, at vores ansatte er med på det, så det ikke bliver for stift. At spise her må gerne være som at komme hjem til os, og tjenerne må gerne sætte sig ned ved bordet og snakke med gæsterne. Det er vigtigt, at det er hyggeligt.”

Fra Horizontens aftenkort kan man vælge mellem 2 til 6 retter fra 295 til 600 kr., eller man kan tage “Hele balladen” med champagne, snacks, 6 retter, vin, kaffe og sødt til 1200 kr. Det er betragteligt under, hvad det koster at spise på gourmetrestauranter i hovedstaden, men gourmetprædikatet kan alligevel godt virke afskrækkende på nogle af de lokale.

“Der er en mentalitet, som forbinder det at spise her med at være dyrt og fint, og det kan godt skræmme nogen væk. Men for 295 kr. får du to retter lavet af ordentlige råvarer - det kan man ikke gøre meget billigere på et pizzeria eller en café. Folk burde være i stand til at sammenligne, hvad de får for prisen, hvis de lægger 300 kr. her og så på en café.”


Horizonten ligger på Køge Havn lige bag stationen, og tager man toget fra Københavns Hovedbanegård til Køge, tager det 33 minutter. Restauranten har åbent tirsdag-lørdag fra kl. 18 til 24, og åbner til foråret op til frokost fra kl. 12-15.30. Menuen i frokosten vil stå på fiskretter og danske frokostklassikere.