Den første onsdag i marts er en dag, der imødeses med spænding blandt madanmeldere og restauranter. Her udkommer den årlige udgave af Michelin-guiden, og traditionen tro har København adskillige heste med i opløbet. Blandt de navne, der var i spil til deres første Michelin-stjerne var restauranter som Amass, Studio, Clou, Marchal på d'Angleterre og Alberto K i toppen af Hotel Royal.
 
Især de to sidstnævnte restauranter havde man et godt øje til hos spilleselskabet Betsafe. Både Alberto K og Marchal ville blot give pengene 1,20 gange igen, hvis de tildeltes en stjerne. Til gengæld var troen på Amass og Studio en del mindre. Begge stod i odds 3,20.
 
"Michelin-guiden er svær at forudsige, fordi der ikke findes klare kriterier for uddelingen. Men traditionelt belønnes stabilitet og fokus på de klassiske franske dyder. Disse krav formår køkkencheferne på henholdsvis Alberto K og Marchal at leve fuldt op til, så vi forventer, at de høster deres første stjerne i år", sagde Thomas Holm, der er oddssætter hos Betsafe, før årets michelinstjerner blev afsløret onsdag den 12. marts.
 
På ét punkt fik de ret - Marchal fik en stjerne, men Alberto K blev forbigået. Til gengæld fik restauranterne Clou og Studio hver en stjerne.