“Jeg blev importeret hertil som 20-årig, da jeg mødte min mand. Det var i 1973. Nu er jeg 58 og nærmer mig den alder, hvor andre går på pension, men jeg vælger i stedet at åbne en restaurant. Jeg synes ikke, at man skal lade sin alder afgøre, hvad man har lyst til at lave.”

Tillike Jørgensen er sammen med partnerne Peter Sarvari (36 år) og Krisztian Balogh (31 år) nyslået restauratør på Bock Bistro på Østerbro. De er alle tre oprindeligt fra Ungarn, og som den eneste restaurant herhjemme tager Bock Bistro udgangpunkt i det ungarske køkken, som køkkenchef Krisztian Balogh fortolker på sin helt egen måde, men også med massiv inspiration fra Budapest. Her ligger nemlig “moderrestauranten” Bock Bisztro, som østerbrofilialen samarbejder med om menuerne og indkøb af ungarske specialiteter og vine fra vinhuset Bock, som tager megen plads i vinkortet.

“Det er en slags franchise, og ideen er at vise, hvad moderne ungarsk mad står for. Bock Bisztro er ikke helt på højde med Noma, men i Ungarn er den meget berømt for sin traditionelle ungarske mad med et moderne præg. Det er mad, du ikke kan få nogen andre steder,” fortæller Tillike Jørgensen.

Gåseleversushi og -cappuccino
Blandt de særligt ungarske råvarer, hun fremhæver, er gåselever, som er en stor specialitet i Ungarn, og som lige nu på Bock Bistros menu optræder i en version, hvor man får den som ‘sushi’ og som ‘cappuccino’. Bag betegnelserne gemmer sig henholdsvis sous vide tilberedt foie gras med stegt ål og lun foie gras creme med skum serveret i en kop. Andre ungarske specialiteter er kastanjer, som ofte vil være at finde på menuen, lige nu fx som creme i en mille feuillekage og hytteost, som agerer fyld i en kage sammen med bl.a. dild og honning.

Udover det ungarske forlæg skinner restaurantens beliggenhed i Danmark dog også igennem, og Krisztian Balogh vover at tage nogle af vores allerkæreste klassikere under behandling og giver dem et ungarsk twist. Fx smørrebrødet, som på Bock Bistro serveres i en ungarsk version, hvor rugbrødet grilles og toppes med en blanding af røræg og paprika ratatouille og til sidst en grillet pølse. Og selv den fransk klingende men ærkedanske ris a l’amande har Krisztian Balogh sit helt eget, twistede bud på. Pasta a l’amande kalder han den, for risen er erstattet af pasta, men smagen er meget henad den, vi kender, for tilbehøret er en kirsebær/mandelsauce.

40-50 vine på glas
For vinene står den tredje ejer, sommelier og restaurantchef Peter Sarvari, som er et omvandrende leksikon udi de ungarske vine, som der findes så mange af på kortet. 40-50 (!) vine fås desuden hver dag på glas, og kan man lide vinen, kan man købe den med hjem fra det tilstødende vinotek.

I vinoteket er der vinsmagning hver anden uge, hvor man kan smage 3-4 vine for 100 kr. Næste gang, der er vinsmagning, er på fredag den 2. december, hvor temaet er ‘Ungarsk vin til julemad.’ Smagningen starter kl. 17, og det er en god idé at tilmelde sig, hvis man vil være sikker på plads. Tilmelding kan ske på info@bockbistro.dk