Alexander Berntsen, hvad er temaet for næste vinsmagning på Clou?

Søndag d. 24. marts handler smagningen om at kunne smage et land. Vi sammenligner vine fra Frankrig og Spanien og ser nærmere på, hvordan de to landes vine smager. Vi sammenligner f.eks. en frisk og sprød Sauvignon Blanc fra Loire i Frankrig med en ligeledes frisk og sprød Albarino fra Spanien. Og vi smager forskellige produktionsmetoder op mod hinanden, så man kan smage forskellene mellem økologisk, organisk, biodynamisk, naturlig og traditionelt fremstillet vin. Der er så mange steder, man kan justere vinenes udtryk – om der er brugt fad, klimaet, hvornår druerne høstes, brugen af svovl eller ej osv.

 

Hvad oplever du, gæsterne er mest interesserede i?

Der er klart præference for organisk vin, økologisk vin og biodynamisk vin lige nu. De er hurtigere drikkeklar end klassisk producerede vine og kan virke mere umiddelbare. Det er sjovt at følge diskussionerne ved langbordene under smagningerne. Nogle gæster går helt ind for de biodynamiske vine, mens andre foretrækker de klassiske. Der er meget mode i vin. Lige nu er fokus meget på de naturlige vine med meget alkohol og frugt.

 

Hvad foretrækker du selv?

Uha, det er rigtig svært. Jeg har været i branchen i 14 år. Jeg har oplevet de klassiske vine, når de er bedst. Der kan være 250 forskellige nuancer i en perfekt, klassisk vin. Det kan jeg savne i de biodynamiske, og organiske vine. De kan være mere grove i det. Der er også væsentlig forskel på, hvordan vinene udvikler sig, alt efter hvordan de er produceret. Men de naturlige/biodynamiske vine kan være nemmere at drikke tidligere og har helt andre smagsnuancer. Det vil ofte være meget nemmere at smage terroir i de naturlige vine.

Mange af de gamle store producenter fra Bourgogne og Bordeaux har været låst fast i gamle produktionsmetoder. Jeg tror, vi kommer til at se en løsrivelse fra de gamle dogmer og der vil dukke nogle vine op fra de gamle områder, som kan noget helt andet end vi har været vant til fra de områder. Der kommer til at være flere vine, der modner hurtigere.

 

Hvilke erfaringer kan folk tage med sig efter en af jeres søndagssmagninger?

Folk lærer at forstå de forskellige druer, i hvilke lande, de er gode til at bruge dem, hvad for noget mad de passer til med videre. Helt konkret kan folk lære at blive bedre til at vælge vin, når de er ude og handle. Vi prøver sådan set bare at dele ud af vores viden, så folk får lidt fifs med sig hjem.