5.-pladsen: Kyllinger til 15 kr.
Stort set dagligt har supermarkederne i 2011 skiltet med kyllinger, flæskesteg eller et halvt kilo hakket flæsk til 15 kr. Det er lige til at få en klump i halsen af.

Hvordan nogen kan få sig selv til at investere i et kadaver, der må have levet så rædselsfuldt som en kylling, hvis liv prissættes til 15 kr., det er Spiseliv ubegribeligt. Men økologisk kød er jo dyrt, siger man så. Ja, men måske behøver man ikke spise kød hver dag?


4.-pladsen: Michelin
I 2011 blev Noma endnu engang forbigået, da årets Michelinstjerner blev uddelt, således at restauranten fortsat “kun” har to og ikke tre stjerner, trods det at den for andet år i træk blev kåret som verdens bedste restaurant ved San Pellegrino World’s 50 Best Restaurants. Her på Spiseliv har vi vores egen teori om, at Michelin ikke er interesseret i at give tre stjerner og dermed anerkende Restaurant Magazines autoritet, da de dermed sætter deres egen autoritet på spil.

Uanset hvad - Noma skal nok klare den uden den tredje stjerne. Hvad der er mere mærkeligt er, hvorfor fx Mielcke & Hurtigkarl og Alberto K stadig ikke har fået en stjerne, og hvad med Malling & Schmidt, Frederikshøj, Henne Kirkeby Kro og alle de andre udenfor København? De har da, hvad der skal til, hvis man spørger os!

Måske skal vi lade 2012 være året, hvor vi endelig stopper med at tillægge Michelins gamle, støvede skabelon så meget værdi?


3.-pladsen: Madprogrammer med kendisser
Lad det være sagt med det samme: Vi ved godt, at kendisser sælger TV i provinsen, men hvad er fidusen, hvis det, de fx er kendt for, er at være “Youtube-fænomenet, der lugtede til en røv”? Hvorfor skal vi se på alle de amatører, som laver dårligere mad end vores forældres generation (ja, det er muligt!)

Lad os se nogle “rigtige” mennesker med talent og noget på spil folde sig ud i et køkken, fremfor skuespillere og sportsmænd, som kun siger ja til at være med, fordi de ikke fik et tilbud fra Vild med Dans.


2.-pladsen: Rabatkoncepter
2011 blev året, hvor rabativeren for alvor ramte danskerne. Tendensen begyndte at boble, efter at en EU-dom i 2010 gjorde op med det hidtidige danske forbud mod rabatkuponer, og som meget andet skidt kom rabatbølgen fra USA.

Over there og nu også her har Groupon og mange fuldstændige identiske koncepter tjent millioner og milliarder på at få folk til at købe kuponer med 50% rabat på nettet. Det er stensikkert en god forretning for folkene bag - men er det en god forretning for restauranterne? Nej, for ud af de 50% skal der lægges en yderligere udgift på op til 30% til rabatfolkene, og så kan man jo selv regne efter, hvor meget der er tilbage til råvarer og lønninger. Så til jer, der undrer jer over, at I bliver behandlet som 2.-rangskunder, når I kommer med rabattilbudene: Det er derfor.

På længere sigt får vi en restaurationsbranche, hvor mange kun gider at gå ud og spise, hvis de kan få rabat, men regningen skal jo havne et sted (fx hos dem, der betaler fuld pris), for der er en grund til, at tingene koster det, de koster.


1.-pladsen: Fedtskatten
Med indførelsen af fedtskatten blev vores indkøb ikke blot lidt dyrere, man pålagde også små importører af fx ost og andre specialvarer helt urimelige administrationsomkostninger, som kun kan lande et sted: Hos de forbrugere, der er villige til at betale for kvalitet.

At vi danskere skulle blive sundere af, at vores smør, brie og creme double bliver dyrere, det skal man vist være politiker for at se logikken i.

Må vi foreslå en forhøjet skat på halvfabrikata eller måske oven i købet momsfri frugt og grønt i stedet? Det sidste vil da batte i forhold til sundheden, men det skæpper selvfølgelig ikke så godt i statskassen.


Læs også: Årets gastronomiske nedture: 6.-10.-pladsen