Café Diamanten

Lige bag Strædet befinder et af Københavns mest historiske steder sig, også gastronomisk set. Her på Gammel Strand befandt de legendariske fiskekoner sig, som solgte fisk og skaldyr fra de både, der lagde til kajen. Efter 300 år var det slut, da Doris Marx lukkede og slukkede som den sidste af sin slags i 2008 – men arven lever dog videre i de mange beværtninger, der pryder stykket mellem Højbro Plads og Nybrogade. Dels på grund af Kroghs fiskerestaurant, der hylder den lækre spise, og dels grundet de mange caféer, der trækker folk til og skaber leben på den solbeskinnede kaj. På trods af metrobyggeriet lige foran når strålerne stadigvæk herned, og på Cafè Diamanten er man særlig flittig til at sætte varmelamper udenfor, så ens frokost kan nydes i frisk vinterluft. Caféen byder på klassisk smørrebrød og sandwiches, og indenfor er væggene fulde af billeder fra dengang, af skrålende fiskerkoner og nylandet fangst.

La Vecchia Signora

I de smalle stræder omkring den mondæne Ny Østergade findes et mylder af hyggelige restauranter. Og i Grønnegade lever et dampende stykke af Italien to trin op i form af La Vecchia Signora, som ifølge mange lokale italienere kan bryste sig af at lave byens bedste pizza. Og den er helt igennem italiensk, med blodrød tomatsauce, bøffelmozzarella i lange tråde og knasesprøde bunde fra den brændefyrede stenovn. Der er skam også klassiske italienske retter på kortet så som Vitello Tonnato og spaghetti med hjertemuslinger, men vi anbefaler stadigvæk pizzaen, der serveres efter napolitanske dogmer om en tynd bund krydret med enkle og smagfulde råvarer.

The a la Menthe

River frosten i næsen efter flere timer i rask trav igennem byen er det en lise at forkæle sig selv med lidt krydret mad a la Nordafrika. En sådan oase findes i Rådhusstræde i form af den marokkanske thesalon The A La Menthe, der udover deres lækre te lavet på friske mynteblade også udmærker sig af et lille men velassorteret udvalg af nordafrikanske salater, sprødstegte samosa og varme gryderetter. Lokalet er indrettet i glade, marokkanske farver og fuld af stemning, og meget af servicet kan købes med hjem – måske en oplagt idé, hvis den sidste gave endnu ikke er fundet.

Perchs Tea Room

I Kronprinsensgade 5 ligger Danmarks vel nok ældste teforretning, nemlig hæderkronede Perchs, der første gang slog dørene op i 1835. De står for noget af byens bedste te fra hele verden, og i 2006 skete den største nyhed i butikkens lange historie, da Perch-familien bag valgte at udvide med et tea room på førstesalen, naturligvis med husets 150 teer på kortet og indrettet efter asiatisk-engelsk forbillede. Heroppe kan man ved elegante, runde borde varme sig på dampende varme teer og nyde finger sandwiches, scones og kager til – særligt populære er opsatserne med dels salt eller sødt, for eksempel Frokost opsatsen med bresaola/manchego salat, engelsk arbejdertærte, crackers og crumpets. Et boblende glas Crémant serveres gerne til.

Les Trois Cochons

Skønt stedet her ligger et stykke fra Strøget, befinder den sig kun et stenkast fra Frederiksbergs svar på samme, nemlig Kg. Kongevej, der bugner af gode shoppesteder op mod jul. Imellem strabadserne kan man med fordel svinge forbi byens nok mest frankofile gade, nemlig Værnedamsvej, hvor denne franske udløber fra Cofoco-familien tilbyder enkelt og lækkert landkøkken a la francaise. Her drejer det sig ikke om det kolde bord, men om varme og mættende retter 'med kniv og gaffel' ofte baseret på svin eller fjerkræ, der indbyder til et godt glas fra vinkortet.