Her er der altså tale om en gastronomisk Rolls Royce, der gæster Tivoli – og giver publikum en sjælden chance for at opleve fransk præcision og kvalitet, forfinet med subtile asiatiske nuancer, prisvindende desserter og en service i absolut særklasse. Bag den sjældne kulinariske oplevelse står Tivoli, Nimb og Singapore Airlines, der har indgået et eksklusivt partnerskab om at bringe den asiatiske toprestaurant til Nordens gastronomiske hovedstad.

Odette kan opleves i Tivoli fra den 27. august til den 21. september.

Sommerens sidste pop-up i Det japanske Tårn er intet mindre end en af verdens mest anerkendte spiseoplevelser. Med tre Michelin-stjerner, en 25. plads på The World’s 50 Best Restaurants og tidligere hæder som Asia’s Best Restaurant, er Odette et must for madelskere fra hele verden. I knap en måned kan gæsterne i Tivoli nyde køkkenchef Julien Royers moderne franske gastronomi – med et strejf af Asien og et hjerte, der banker for håndværket.

3 stjernet Michelin Restaurant Odette kommer til København_1

De fineste råvarer fra hele verden

Julien Royer skaber mad med dyb respekt for årstidernes rytme og råvarernes oprindelse, kombineret med nøje udvalgte ingredienser fra hele kloden. I årenes løb har han knyttet nære bånd til nogle af verdens mest dedikerede småproducenter – og på Odette bringer han deres ypperste frem i en oplevelse, der er eksklusiv, luksuriøs og unik.

En menu uden sidestykke

Til Det japanske Tårn har Royer og hans team komponeret en menu, der kun kan opleves her. Forvent signaturretter som “Mushroom Tea”, “Langoustine comme un Dumpling” og “Kampot Pepper Crusted Pigeon”. Til dessert venter kreationer skabt af Louisa Lim – kåret som Asia’s Best Pastry Chef 2023 – med delikate og fantasifulde indslag som “Late Summer Berries” og “Grain de Café”. Uanset om det er i Singapore eller København, lover Odette en helhedsoplevelse, hvor fantasi, håndværk og smag mødes i perfekt harmoni.

3 stjernet Michelin Restaurant Odette kommer til København_2

En oplevelse i alle dimensioner

Men Odette er mere end mad. Opkaldt efter Royers bedstemor – hans største inspirationskilde – bygger restaurantens filosofi på hendes tro på, at en stor spiseoplevelse skal være ærlig, varm og uden forstillelse, både på tallerkenen og i mødet med gæsten. Odette forener kulinarisk præcision med ægte gæstfrihed og service på højeste niveau.

Siden åbningen i 2015 i National Gallery Singapore har restauranten sat nye standarder for moderne fransk gastronomi – i rammer skabt i samarbejde med kunstneren Dawn Ng og Nice Projects. En oplevelse, der er lige så visuelt fortryllende, som den er gastronomisk uforglemmelig.

Julien Royer siger om Odette og om, hvad Tivolis gæster kan se frem til:

“Jeg er begejstret for at lave mad i det ikoniske japanske tårn i Tivoli. Dette markerer Odettes første europæiske ophold, og hvilken ære det er at få lov til at lave mad i en af verdens store madmetropoler, København. Jeg glæder mig til at opdage Danmarks fantastiske sensommer-råvarer og samtidig dele vores fortolkning af moderne fransk køkken – formet af et stærkt lokalt udtryk – med vores gæster.”

Mikkel Ustrup, High-End Director i Tivoli, siger om besøget:

“Med Odette når vi nye højder i Det japanske Tårn. Det er en af verdens mest anerkendte restauranter, og med en restaurant fra Singapore er det lykkedes at få en restaurant til Haven fra en fjern del af verden, vi ikke har haft besøg af før. Vi er stolte af at byde dem velkommen i Tivoli og takker Singapore Airlines for samarbejdet, som gør det muligt at bringe den unikke kulinariske oplevelse hele vejen fra Singapore til København. I omkring en måned kan gæsterne opleve en fransk stjernekok fra en trestjernet Michelin-restaurant i Singapore – lige her i København. Det er indbegrebet af den kulturelle udveksling, vi står for i Tivoli. Det er en sand gave til vores gæster.”

Pop-ups i Det japanske Tårn

Med afsæt i Tivolis traditioner for at fremvise fremmede kulturer har Det japanske Tårn siden 2021 tiltrukket nogle af de bedste restauranter og kokke fra hele verden - heriblandt Spaniens Paco Morales, slovenske Hisa Franko (begge med 3 Michelin-stjerner), tyske Lafleur, amerikanske Aska, spanske Smoked Room, danske AOC, færøske KOKS (alle med 2 Michelin-stjerner) og en perlerække af andre restauranter fra alle egne af kloden. Disse pop-up-restauranter har ikke blot præsenteret unikke madoplevelser, men også formidlet forskellige kulturer gennem gastronomien – et vidnesbyrd om Tivolis 182-årige tradition for at udforske verdens kulturelle mangfoldighed.