Tina Nygaard Rasmussen sætter skiltet for Cafe Deli ud på gaden. Skiltet står ikke alene på den hyggelige gade i Vejle centrum. Mere end otte steder med servering har samlet sig og skabt et midtpunkt for madoplevelser og caféstemning.

Café Deli åbnede for fire år siden og serverer pandekager, brunch, sandwich og god kaffe ikke mindst.
”Man kan ikke købe lykke, men man kan købe god kaffe, og det er forbandet tæt på.”
Teksten byder gæsterne velkomne i caféen. Imens byder Tina dagens første stamgæst velkommen. Herren får sin særlige latté, som indeholder mindre koffein. Tina har bestilt kaffen hjem kun til denne kunde.


"Vi vil gerne prøve at overgå folks forventninger til cafémad. Vi bestræber os på at lave det meste hjemmelavet og så skal det bare smage godt. Og så skal folk have god service, så de får en god oplevelse, og har lyst til at komme igen", for klarer Tina
Nygaard Rasmussen, der er cafebestyrer i Cafe Deli.

Midtpunktet kalder man gaden, hvor de mange caféer og madsteder har samlet sig under én paraply. Eller mere korrekt: Under mange paraplyer!
Hvert år bliver hele gaden pyntet med farverige paraplyer, der hænger som et kalejdoskopisk tag over gaden og understreger den særlige stemning. En stemning der har fået folk til at kalde området for Latinerkvarteret.

 "Det er nærmest blevet berømt i hele verden. Området er virkelig en god pendant til Bryggen, siger Tina Nygaard Rasmussen med henvisning til det nybyggede shoppingcenter i den modsatte ende af Vejle gågade.

Under paraplyernes dække er det muligt besøge den græske Taverna, den italienske L’angolo Italiona, den franske Cozy, den økologiske Café La Loca, burger og pizzastedet Hollywood, Vin- og kaffebutikken Luka, frozen yoghurt shoppen Tookie Yoggie, Ølstuen, brasseriet Brød & Co og ikke mindst Tina på Café Deli. Det er mange verdener, der mødes midt i Danmark, midt i Vejle.

Man kan måske ikke besøge alle steder i verden, men man kan besøge Midtpunktet i Vejle, og det er forbandet tæt på.