Søllerød Kro
Køkken: Dansk, Fransk
Område: Nord for København, Andet
Søllerød Kro ligger i Holte nord for København. Man kan komme dertil enten med bil, eller man kan tage toget til Holte Station og derfra tage bus nummer 195, som stopper lige ved døren.Man kan selvfølgelig også vælge at tage en taxa, og det er der nok mange der gør, for her vil det være dumt at være nærig. Søllerød Kro huser en af landets bedste gourmetrestauranter, som i 2007 velfortjent fik en stjerne i Michelinguiden.
Bag gryderne står Jakob de Neergaard, som sammen med restaurantchef Jan Restorff sørger for, at en oplevelse på Søllerød Kro altid er sublim.
På menuen finder man franske klassikere og moderne nyfortolkninger, men fællesnævneren for tilberedningen er eksklusive råvarer og gedigent kokkehåndværk.
Vinkortet tæller mere end 1700 forskellige vine, og er et af Danmarks mest omfattende. For udvælgelsen af vine til kortet og vinmenuer, der passer til maden, står chefsommelier Philip L. Laustsen og restaurantchefen selv. Der er en overvægt af vine fra klassiske områder i 'Den Gamle Verden', men mindre kendte områder er også godt repræsenteret.
På Søllerød Kro spares der ikke på noget, og prislejet er tilsvarende højt. Søllerød Kro har også åbent til frokost, og her er der mulighed for at smage menuerne til en lidt billigere pris end om aftenen.






