Kødbyens Fiskebar
Køkken: Fisk og Skaldyr, Nordisk
Område: København V
Kødbyens Fiskebar ligger midt i den Hvide Kødby i de fredede lokaler, der tidligere husede Kødbyens Kød- og Flæskehal, men som nu er indrettet til bar og spisested i New Yorkerstil med en stor bar i midten, rå indretning og cool atmosfære.
Stemningen er uformel og nede på jorden, og måltidet kan enten indtages udendørs ved langborde på varme dage, inde i de bløde sofaer eller rundt om baren afhængig af, hvad man er i humør til.
Fra rawbaren serveres rå fisk og skaldyr, og den øvrige menu byder på kunstfærdigt anrettede fiske- og skaldyrsretter med kraftig lokal inspiration og en enkelt kødret til de proteinafhængige. Prisniveauet er ganske overkommeligt, særligt kvaliteten taget i betragtning
Vinkortet er sammensat af den ene af Fiskebarens bagmænd, Anders Selmer, der tidligere har været sommelier på toprestauranten noma, og som selv personligt kender alle de vinbønder, hvis vine præsenteres på kortet. Resultatet er et meget personligt og udelukkende europæisk vinkort, der blandt andet tæller en hvidvin af egen produktion fra Lilleø. Flere vine fås på glas, og prisniveauet er yderst fornuftigt.
Efter middagen er der i weekenderne ofte godt gang i baren, og der er mulighed for at blive hængende til en innovativ drink lavet på lokale ingredienser eller for at tage en sjus i nabobaren, Mesteren & Lærlingen, som fiskebarfolkene også står bag.
Fiskebaren er meget populær, så bordbestilling tilrådes og kan foregår via hjemmesiden. Det er dog også muligt at droppe forbi og se, om man er heldig, for pladserne i baren kan ikke reserveres, så der er god mulighed for at få bord, også for de spontane.



























