Nord Natklub
På Nord Natklub finder du et fedt gå i byen sted for voksne over 30. Folkene bag så, at der manglede et sted for voksne at gå i byen og på Nord tager man aldersgrænsen alvorligt – så tag det som en kompliment, hvis du bliver bedt om at hive sygesikringskortet frem i døren.
Alle fra direktører til sygeplejersker kommer på den populære natklub. Musikprofilen er en blanding af alt det nye og gamle klassikere, så der er både Lady Gaga, Madonna og David Bowie på dansegulvet.
Man kan reservere bord på Nord, så man slipper for at stå i baren, hvis man mere er til bordservering. Ved bordene kommer de søde værtinder og tager imod dine drinksbestillinger. Bartenderne laver masser af lækre cocktails, sjusser og shots.
Dresscoden er smart casual, så tag dit lækre party outfit på og giv den gas med de festgale voksne på Nord.