Café Druedahl's
Køkken: Burger, Internationalt, Tapas
Område: Vest for København
Café Druedahls i gågaden i centrum af Roskilde er en af byens mest populære caféer, og blandt klientellet finder man alle slags mennesker fra studerende til pensionister og en meget stor andel af stamgæster.
Det skyldes blandt andet den centrale placering og de mange udendørs borde, hvor man kan sidde i godt vejr med udsigt til livet i gaden. Men det er naturligvis også på grund af maden, som er lavet fra bunden af gode råvarer og som er langt over gennemsnitlig caféstandard.
Om morgenen kan man komme her til brunch eller bare en oste- eller rullepølsemad, hvis det ikke er den store sult, der trænger sig på. I løbet af dagen serveres der frokostretter som pariserbøf, salater, sandwich, burger osv. Om aftenen serveres mad på restaurantniveau, men til cafépriser ligesom resten af dagen.
Tartine og gode vine er en stor succes hos Druedahls. Et spændende udvalg efter franske principper om små lækre serveringer af torvefriske råvarer, serveret med et godt glas vin. Her kan vælges mellem kød-, fisk- og vegetarretter.
Drikkevarerkortet omfatter alt fra sunde smoothies og friskpresset juice over kaffe, sodavand, øl og vin til fancy cocktails.
Lokalet, Café Druedahls ligger i, husede tidligere et konditori, og man kan stadig få et stort udvalg af lækre kager og wienerbrød og andet bagværk, som færdigbages frisk i caféen hver dag.

























