Guide til restauranter, caféer og natteliv
i København og omegn. Artikler om mad, vin,
inspiration, baggrund og opskrifter.
Andys Bar bliver til gourmetrestaurant

Andys Bar bliver til gourmetrestaurant

Kategori: Event 4/2 2010

 

Den legendariske Andys Bar i Gothersgade omdannes i en uge i slutningen af februar til gourmetrestaurant, når de to kokke Bo Lindegaard og Lasse Askov rykker ind med deres popup restaurant, som for en måned siden åbnede første gang på Bryggen.

Som gæst på popup restauranten kan man glæde sig til en gourmetmiddag med mange små retter og vine til. Men selvom maden er gourmet, skal man ikke forvente tjenere med stivet flip og fine fornemmelser. Alt kan nemlig ske, og de to kokke er ikke meget for at løfte sløret for, præcis hvad man kan forvente.

Bo Lindegaard afslører dog gerne, at "det bliver meget kontrastfyldt med moderne mad i klassiske lokaler, og tanken er at få etableret en rigtig fed værtshusstemning i det her super legendariske sted. Det er absolut ikke et sted, man forbinder med fine dining, så forhåbentlig har vi gæsterne lige, hvor vi vil have dem - i festhumør. Vi vil prøve virkelig at få opbygget en god stemning og gerne en masse larm i lokalet."

Popuprestauranten har til huse i Andys Bar fra den 23.-27 februar, og prisen er 600 kroner for en velkomstdrink, tre-retters middag med vine, kaffe og hvad værterne lige finder på. Middagen starter klokken 19 og varer til klokken 23, hvor baren åbner op for almindelige gæster. Bordbestilling foregår på: popup@imakombo.dk