Selvfølgelig skal jeg da bruge en søndag i Løgstør – langt oppe i Jylland omkring Aalborg og Vesthimmerlands i Thy - for at deltage i DM i champagnesabrering. Hvorfor ikke..?

—

Løgstør? Hvor fanden ligger Løgstør?

Mit indledende spørgsmål blev efter et hurtigt på besøg på Krak afløst af endnu værre eder, da det blev åbenbaret, at byen lå overordentligt langt oppe i Jylland. Nu kunne det jo være fint, hvis jeg boede i én af de flotte midt- eller nordjyske byer. Men for en københavner som mig (åh, København mon amour) ligger der lang, logistisk meningsudveksling mellem bus og/eller tog og/eller bil, adskillige kilometer, flere omgange rejseslik og en kop kaffe eller to som forhindring mellem Thy og jeg. Især når man kun har afsat 2-3 dage til sin ekspedition.

Men med en god ven på slæb og et pitstop og en overnatning i Århus for at tjekke fadølsindekset ud (det ligger vist lunt i svinget på omkring 35,-), var jeg ved godt mod til at tage udfordringen op.

Jeg skulle nemlig til DM i champagnesabrering! Mesterskaberne har haft skiftende locations, men de sidste par år har det været afholdt i “Muslingebyen Løgstør” ved Limfjordsmuseet sammen med Kanalfogedens Køkken (der laver noget af en imponerende skaldyrsanretning, fik jeg set).

Sabr… Sabreee…

Nu flasher jeg åh-så-fine ord som ‘champagnesabrering’, og hvis du ved, hvad det er, kan du sagtens skippe dette afsnit.

Ellers vil jeg lige forklare, at ’sabrering’ dækker over det du gør, når du tilfældigvis står med en sabel og en flaske champagne du ikke aaaner, hvordan du skal få åbnet – og samtidig har lidt skabs-agressive tendenser. Det er nemlig fuldt ud muligt (og tilladt, med en våbentilladelse - hvis du selv vil eje én - plus et par tricks) at åbne flasken med sablen.

Jeg har prøvet det en del gange før. Jeg lærte først tricket med en sabel, men siden har jeg forsøgt mig med alt fra knive til ‘kagespatler’. Faktisk har min erfaring med sabler i forhold til de andre ’tools’ været ret begrænset.

Spørgsmål 2

Så derfor kom næste forbandende spørgsmål 1 time før konkurrencen skulle begynde kl. 13:

Nummer 1?! Hvorfor fanden trak jeg lige nummer 1?”

…Der er ikke noget værre end at starte først i en konkurrence. Ihvertfald ikke, når man ikke helt har træningen på plads - Heldigvis var hvert heat med tre deltagere på scenen.

Ligesom der var tre i hver (af de mange, mange heats) hos de dedikerede østersåbnere, der også konkurrerede om danmarksmesterskabet.

Selvom der ingen sabler er men kun en lille kniv involveret i østersåbningen, er det risky business. Flere fik skåret sig, en enkelt så dybt at han måtte sys. Men det vist taler for sig selv, når én af kriterierne for en lav score er, at der ikke er blod i østersen…

Alt hvad der blev sabreret og halshugget gik rundt til det talstærke publikum, så man kan roligt sige, at der var party i provinsen denne søndag.

Det handler ikke om at vinde…

…det handler om at være med. Er det ikke dét, man siger? Så egentlig er det vel fuldstændigt ligegyldigt hvilken plads jeg fik.

Okay, du gættede rigtigt – jeg kom hverken på 1., 2. eller 3. pladsen som sabreringsmester. Det gjorde nedenstående charmerende fyr, Jonas Steen Jensen, der har været med en del år, og også tidligere har været på 1.plads-podiet. Han er dygtig, og startede forbilledligt sin helt egen cava-fest bag i kulissen, sammen med en lille gruppe af andre venner/konkurrenter – og mig. Jonas virkede ikke helt tryg ved at lukke en pige ind i broderskabet som én af Napoleons løsslupne soldater, men han må jo hellere se at vænne sig til tanken, når jeg næste år kommer igen, klar til at give ham baghjul..!

For ja, når man står udefra og betragter dette cirkus, ser alvoren i øjnene på de deltagende, koncentrationen og alt andet end selvironien, kan dette godt virke som en supernørdet “sport”. Men når man selv står opslugt i det, ventende på scenen på startskuddet, høj af boblende cava og konkurrenceiver, overgiver man sig. Og kæmper. Lige indtil hovederne er kappet af, indholdet er i glassene og man kan hæve armene igen, som tegn på at man er parat til bedømmelsen.

Jeg er SÅ klar næste år.

—

PS. Apropos næste år: plads til forbedring på et enkelt punkt. Når man nu afholder Danmarksmesterskaberne i CHAMPAGNEsabrering, så er det vist ikke fuldstændigt vandtæt, at vi står og sabrerer cava. Tak til Kjær og Sommerfeldt for at sponsorere flasker, men næste år tager vi nærig-hatten af og ja-hatten på, tak.

Har De smagt Somersby? Kunne De li’ det? Få det sidste af sommeren med i et glas frugtrigt alternativ til den ret endimensionelle, sukkerbaserede cider

—

Dette er ikke en reklame. For det er ikke en anbefaling. Det er nu heller ikke an advarsel, så vi lander nok et sted omkring udsagnet “al omtale er god omtale”.

Jeg er blevet lokket til at prøve en ny drik. Det var ikke så svært, for der er alkohol i. Nærmere bestemt 11,5 %. Når vi taler procenter, er der et tal mere: 90% vin… Allerede dér burde man vist blive bekymret.

Det afstod mig dog ikke fra at stikke næsen og dens tro følgesvend tungen i et glas med den spanske, kulsyreholdige vin tilsat frugtekstrakt. Der er forskellige smagsvarianter som fx skovbær, citrus og ananas, og så de to varianter jeg smagte; melon og jordbær.

Spyttede jeg det ud? Nej. Vil jeg købe det igen? Nok heller ikke. Med en prisseddel på 79,- danske kroner for 75 cl kan jeg finde på rigtigt mange andre flasker, jeg hellere vil ha’ ned i indkøbskurven. Når det er sagt, vil jeg klart anbefale det til læsere, der godt kan lide søde udgaver af cider som fx danske Somersby ellers svenske Rekorderlig – eller måske den italienske asti.

Melon-udgaven smager en hel del i retning af en koncentreret asti med hints af eksotisk frugt som ananas og ja, melon, mens jordbærvinen (der, som man kan se på billedet, også kaldes nr. 05) smagte utroligt kraftigt igennem af kunstige jordbær, som i fx jordbærvingummi. Kulsyren er dog med til at skabe et opløftende slutindtryk.

Husk at begge skal drikkes meget kolde og helst i solskin og sjovt selskab.

Som en ordentlig journalist var jeg selvfølgelig (…) lige inde og tjekke facebook. Frizzé Touch, som vinen hedder, har pt 5.474 fans på facebook, så noget må de altså gøre helt rigtigt. Ud og prøv. Vinene kan købes hos den argentinske vinimport, butik og vinbar Los Andes.

Skål og 'dolche vita'

Hmm… Nej! Egentlig ikke. Hvis der er en boblevin fra Champagneområdet, der i høj grad fortjener fornavnet “cham-”, er Selosses vine én af dem.

—

Selosse’s champagner, som Jørgen Krüff fra L’Esprit du Vin i Snarregade importerer, skulle smages på Nimb - og jeg skulle med. Men selvom champagnerne er lette af elske, er de sværere at få fat på. Man skal ihvertfald over en smertegrænse på knap 600,-, hvor husets mest solgte champagne “Initial” starter, og så ellers fortsætte op på godt 1200,- pr. stk. hvis man vil have hele Esprit Du Vin’s Selosse-sortiment med.

Selve smagningen kostede 750,-. Det er også mange penge, men jeg føler det næppe kunne gøres billigere. Med 8 champagner (hvoraf det første glas ‘Initial’ vist kom med valgfri refill) og 2 retter, der udgjorde den lette frokost, synes jeg, man fik en hel del for pengene:

Jomfruhummer og muslinger med smørstegte ærter, ærteskud og krydret ærtepuré. Helt, helt perfekt

Selvom vi nu har fået skudt det ellers dejlige kælenavn ‘panje’ lidt ned, kan vi sagtens blive i Nik & Jay-retorikken. Selosses vine påråber sig nemlig opmærksomhed som en popstjerne med nyudgivent album, og alle 8 vine vi smagte havde vitalt nærvær, syre og intensitet.

Skål..!

Og er samtidig superlette at drikke. En anden popstjernepointe der også er kendetegnende er, at flere af champagnerne ikke nødvendigvis vinder, jo længere tid de er i glasset. De ellers opstemmende, mundhulekælne bobler dør hurtigt ud, og frugten bevæger sig flere gange mod det oxiderede - som fx et æbleskrog, der har ligget for længe.

Anselme Selosse. Manden, der har stået bag huset siden 1980. Selv siger han, at han ikke repræsenterer Selosse. Han repræsenterer markerne hvor druerne vokser, og Selosse er da også meget fokuseret på, hvilke områder der høstes fra - som der ligeledes angives på flasken.

Ka’ De li’ sukker?

Ligesom stort fokus på degorgeringstidspunktet. Selosse-huset er en af pionérene på dette felt. ‘Degorgering’ er det tidspunkt, hvor gærresterne fjernes fra flasken, som nu evt. påfyldes med en sukkeropløsning (dosage) for at justere smagen. Dosage, som er ret diskuteret for tiden, har Anselme forresten ikke noget imod… Det handler om balance og det endelige udtryk, ikke hardcore tabeller og procenter. Selvom der dog er styr på det, stol på det…

Grunden til at tidspunktet for degorgement får så meget opmærksomhed er, at gærresterne sætter stort præg på champagnen. Ligesom sukkertilsætningen gør. Anselme brugte udtrykket “mettre en valeur“. At sætte sig fri af modeluner og optimere hver enkelt vin til dens fulde potentiale.

Svensk blomsteräng

Den svenske champagneelsker Richard Juhlin (der har Anselmes champagner listet som én af hans favoritter) var der selvfølgelig også, og følte sig kaldet til at rejse sig op og fortælle, at han synes man i Selosse kunne finde et helt specielt blomsterpræg, som gør han let kan skille den ud fra andre champagner.

Jeg kan måske godt smage, hvad han mener. I alle vinene er der denne her udefinérbare fornemmelse af kæmpe blomstermark med bl.a. kamille og violer samt en form for let, flagrende linned (ja, det bliver spacy) - og bare så meget livsbekræftelse og positivitet.

Roséen stod derimod ud fra de hvide champagner (også i flasken) og smagte som en blanding mellem en drink, rødvin og cider, plus spøjse asiatiske madnoter som koriander og parfumeret basilikum. God, vild syre, som dog ikke kunne redde den fra sidstepladsen på mine papirer. Dog kun fordi konkurrencen var skarp.

Kampen på målstregen

Førstepladsen er svær at kåre, da jeg nød alle sammen! Jeg vælger to ud:

—

Jacques Selosse Initial (den dér “billige”) er en superchampagne. Mange kvaliteter, mange finesser, der både kan udforskes af elskeren og nydes af begynderen. Intens og sammenhængende med bl.a. syltet frugt, violer, brødskorpe, playdough (disse druer vokser faktisk på stokke i lerrig jord) og lækker syre.

—

Mellem Jacues Selosse 1999 der havde stoflighed, smør, moden frugt, men stadig fuldstændig fokus og Jacques Selosse “Les Carelles” bliver jeg nødt til at vælge den sidste på grund af den spændende jomfruelighed. Ung, en netop frigivet ‘03. Faktisk stadig lidt for ung til retfærdigt at blive indfanget. Let, feminin, krydret og superblomstret med melon, agurk, unavngivne krydderurter (ja, jeg tager genvejen) med en næsten gin-agtig slutning, der ikke var så interegreret. Men det vokser hun fra.

***

Selosse er intense, opmærksomhedskrævende nydelseschampagner. Måske er det derfor, Selosse er så populær. Som Anselme siger, man drikker ikke champagne, fordi man er tørstig (jaja, måske bortset fra Madamme Bollinger). Det er lyst, man er drevet af. Og det er blandt andet dét, den vejrbidte, varme mands champagner er. Koncentreret lyst.

Efter smagningen drog Selosseholdet mod Skagen og uge 29-segmentet, der vel nok har tid til en panjesmagning eller to mellem promenadevandringerne, kindkyssene og fadøllene på diskotek Hyttefadet.

Bondemandens egen baghave – lige midt i byen. De to entreprenante madører bag Din Baghave sørger for, at din hverdag bliver krydret med saftige, pivfriske og gerne økologiske grøntsager, frugter, krydderurter og hvad de nu ellers kan finde af eksotiske lokalgodter.

—

Dette er bagmændene. De ser jo søde ud, og det er de også. Og meget, meget begejstrede for grøntsager…

Så meget at de har åbnet deres egen lokalgrønthandler på Østerbro. Men man kan hverken få fetaost, oliven eller Stjernemix under pavillionerne i Din Baghave, der står stillet op ved torvet på Victor Borges Plads.

(“Siger hun, at man kan få grøntsager? Siger hun dét?”) – JA, hun gør. Og der er mange af dem! Udvalget skifter hele tiden, men du kan altid få et nogenlunde overblik på hjemmesiden, der også kloger sig på opskrifter, leverandører og råvarer. I Din Baghave er der ikke nogen høstdato på grøntsagerne. Der er ord! Som “i går” og “i morges”. Målet er så ypperligt friske grøntsager som muligt. Det får man som bekendt bedst, hvis man høster tæt på – og derfor er der ingen importerede varer at finde i kurvene.

Åbningen blev fejret på en smuk midsommerdag lørdag d. 17. juli. Der var både balkanmusik, gratis slurke af vin og bidder af grønt, og kø langt ned ad gaden for at købe danske meloner, ærter, hestebønner, asparges, auberginer, basilikum, gåsefod, romainesalat…og meget mere, *pyh… ‘Meget mere’ var der dog ikke noget af et par timer efter, hvor lagrene var tømt af både forbipasserende lokale og begejstrede tilrejsende som mig. 

Det gjorde nok heller ikke dagen eller tiltrækningskraften værre, at Din Baghave havde allieret sig med det nærliggende vinkollektiv Weinerei og superbartenderen Hardeep Singh Rehal fra cocktailbaren 1105.

Din Baghave holder åbent hver dag bortset fra hviledagen søndag (hvor du alligevel vil ha’ pizza) til kl. 18 på hverdage og kl. 14 om lørdagen.

Nedunder følger lidt stemningsbilleder fra dagen..:

Bonusinfo:

Mette Helbæk blev fik øgenavnet “Rodfrugtdroningen”, fordi hun brugte så mange rodfrugter i Kokkekampen på TV3. Hun skal vist ikke regne med at slippe for drillerier nu…

Christopher Melin har arbejdet en del år i vinbranchen. Så han skulle nok være frisk med et råd eller to på en god vin til dine grønne sager.

Sæsoncocktails? Ja, ligesom restauranter kan nogle af de bedste cocktailbarer også godt lide at tilpasse sig årstiden.  

—

Sommeren kommer og går… Og det samme gør jeg – på cocktailbaren Ruby.

Så ja, jeg fraskriver mig allerede forventningen om at kunne være neutral. Jeg elsker Ruby. Kombinationen af dagligstue, tunge tæpper, åbne gæster, bartendere med personlighed og gode drinks bliver til et perfekt mix, jeg har lyst til at smage igen og igen.

Det er snart en gammel opskrift, og folk har prøvet, brummet og sukket, men Ruby er bare ét af de dejlige eksempler på, at et hypet, populært sted – der viser sig at have kvalitet – godt kan overleve udover nyhedens interesse.

Mojitos laver de ikke meget af i den høje stue ved Nybrogade 10. Jojo, måske én – men så skal du altså også smage noget andet.

Det er ihvertfald Morten Rauns mening om sagen. Det er ham, der bar-poser lidt på ovenstående billede.

Nu kan jeg godt lide Mojitos – men jeg er enig i, at det er en synd at drikke dem hele aftenen, når du nu har et uendeligt drinkbatteri af gode sager til rådighed. For eksempel de nye sæsondrinks.

Jeg prøvede tre styks. Jeg turde ikke flere. Sidste gang jeg drak mere end tre cocktails på Ruby forsvandt aftenen sådan lidt i tåger…

Dog Days Iced Tea:

En blanding af røget whisky og jordbær giver lige så lidt mening i ørene, som den giver mening i munden. Utrolig lækker cocktail (også for whisky-fornægterne) med friske jordbær, syrlig limejuice, en fyldig tequila, ginger ale og altså den røgede whisky. P-e-rfekt balance af sødt og surt, friske frugter der skriger sommer og så liiige den dér bagvedliggende smag af røg, der kommer snigende efter hver mundfuld og lægger sig med ulmende selvsikkerhed i mundhulen. Meget sexet!

Rhubarb & Champagne:

Så enkelt kan det siges og så godt smager det. Når Ruby siger ‘champagne’ mener de det, og fylder Agraparts “les 7 crus” til kanten oven på frisk ingefær, hjemmelavet rabarbersirup og pisco fra Chile, der dufter himmelsk og intenst af bl.a. blommer og er lavet af destilleret druesaft som brandy. Og så lige en frisk skåret rabarberstilk på “toppen”.

Sindssygt mange nuancer, intens/sød/syrlig/kradsende fra den tilsatte ingefær og boblende helt ud i tæerne. Jeg revurderer nu mit forbehold med at blande champagne op i drinks.

A Midsummer Nights Dream

Navnet er corny, men idéen er gennemtænkt. Med inspiration fra en dessert opfundet af den verdensberømte gastronomiske alkymi-legeplads/restaurant El Bulli i Spanien, der har leget med såkaldt food pairing (og fundet at blåbær og lakrids står overordentligt godt til hinanden) har Ruby selvfølgelig som altid givet den et farligt twist med Geranium Gin og tilføjet hjemmelavet blåbærpuré, fløde, crème de cacao og dejligt, fnuglet lakridspulver på toppen.

Den er god, cremet (det siger du ikke) og sammenhængende, med intens alkoholsmag uden det bliver for meget. Den slipper dog ikke for dens naturligt tungere udtryk, der i sammenligning med de 2 tidligere, powerfriske cocktails gør den til den mindst sommerlige i min mund. Dog garanteret perfekt som after dinner drink i solnedgangen.

Journalist i et køkken = elefant i en porcelænsbutik? Ja, vi kan dømme – men kan vi nu også lave mad..?

En aften for ganske nylig var jeg blevet kaldt på reservevagt i en restaurant på Nørrebro: The Food.

Nicolai Tram (som den opmærksommme læser vil genkende som én af mine medbloggere hér på Spiseliv) havde søgt efter arbejdskraft for en ven – og jeg var røget i nettet.

Kenneth, den ene ejer af restauranten der ligger lige overfor Empire Bio, var chefen jeg skulle svare til - samt ikke mindst Chef Federico, en italiensk, 25-årig festglad fyr, der netop lige var kommet til The Food fra en anden restaurant. Han var drøndygtig på trods af, at han ikke havde haft mange dage at vænne sig til de nye omgivelser i.

Mmm… Der blev blandt andet lavet risotto, kammusling, saftig kylling, stegt fisk, store bøffer, chokolademousse, frisk gnocchi og panna cotta – og jeg hjalp til med meget af det.

Som ‘kok’ må man jo starte et sted, så jeg skulle selvfølgelig også igennem den klassiske øvelse Kartoffelskrælning og/eller vask:

Da Federico havde luret mig an, og set at det ihvertfald hértil ikke var gået så galt, fik jeg derefter lov til mere frie øvelser udi anretning af antipasti og desserter, stegning af kammuslinger og overblik over de grønne sager.

Jeg har desværre ikke så mange billeder af maden med mig hjem – jeg tror pointen med at hyre mig var, at jeg skulle hjælpe til, og ikke at kokken skulle falde over mig.

Efter en aften i køkkenkulissen kan jeg også roligt sige, at The Food er en rigtigt god arbejdsplads – med simple, men gode retter af ordentlige råvarer på kortet, endda til en ret billig penge. Jeg behøver selvfølgelig ikke sladre om min midlertidige arbejdsplads, men når nu det kommer med begejstring og ros, håber jeg ikke Kenneth vil have noget imod det – der btw efterlader førstehåndsindtryk af en opmærksom, venlig chef, der giver sit personale plads til at tænke og være sig selv.

Federico har – udover at prøve at lære mig at sige “tak for mad” på italiensk (“Grazie per la…cena”?) lovet, at vise mig hvordan man laver gnocchi, så jeg glæder mig til at have en undskyldning for at besøge The Food igen.

—

Pssst: må man lige lave lidt reklame? Den nye version af filmen Wall Street har premiere d. 23. september, og fra d. 1. september kan du få en Wall Street menu hos The Food. ‘Fast menu’ lyder normalt kedeligt i mine ører, men denne hér lyder faktisk ret god – måske fordi den indeholder alkohol i form af en ‘after movie’-herredrink – og en ‘pre movie’-bøf!

Til afskedsmiddag på MR

—

Fredag d. 18. juni var sidste dag Mads Refslund, kendt bag initialerne MR, serverede sin michelinbestjernede mad i etagehuset på Kultorvet.

Mads har pakket kokkehuerne, krydderurterne og proptrækkeren fra Laguiole og smidt forklædet i ringen.

Fantastisk dessert på "rødt grønt". Intens kirsebærcreme, marinerede, friske kirsebær, syltede rødbeder, is og marengs-kys

Frihed, lighed og fulde vinbønder

—

FRI VIN eller VINFRI?
Af nedenstående billede kunne man blive forvirret, men FRI VIN var overskriften og temaet for maratonvinsmagningen lørdag d. 12. juni arrangeret af nogle af de dygtigste importører i København: Rosforth & Rosforth, Winewise (Terroiristen) og Pétillant (Skål), og udtrykt via Pétillant-importør Mads Rudolfs tør-humoristiske, sarkastiske kommunikationsstil. (“Naturlig vin, dit gamle svin”, er ét af eksemplerne).

VINFRI var derimod en umulighed med en hær af vinbønder fra flere forskellige lande i byen og en uoverskuelig mængde medbragte flasker – der død og pine skulle smages, om der så skulle bruges feje tricks som den spørgende tackling: ”Kan du ikke lide min vin?”

Navnet FRI VIN var valgt til at dække over det princip, at alle inviterede bønder på den ene eller anden måde har et godt øje til naturlig vin og forsøger at tilsætte kun lidt (eller slet ingen) gærkultur eller svovl til deres vine og på den anden side få så meget ‘terroir’ som muligt ud af det endelige udtryk. Et ganske sympatisk og ikke mindst spændende indslag på den danske vinsmagningsscene. Og det blev belønnet med masser af gæster i skikkelse af både professionelle smagere og ad hoc ildsjæle.
Jeg var ikke med til selve smagningen om dagen, men mødte op til efterfesten, der startede umiddelbart efter ved en 19-tiden. Med verdens bedste og/eller billigste vinbar, der lød hyldeprisen 20 kr./glas inkl. moms. Forræderisk billigt.
Vinbønderne beskæftiger sig jo ikke med vin for ingenting, så de fortsatte og deltog alle (så vidt jeg ved) til efterfesten, der var blevet ændret fra destination Knippelsbro til de lyse smagelokaler, da vejret denne lørdag viste sig fra sin (meget) blæsende side. De hang i sammen med en hel del hardcore gæster, der heller ikke var klar til at give op endnu.
Og de lagde sig i selen, gjorde de.

Der var da heller ingen grund til andet, for ved modstræbende at lade en håndvarm 20′er glide ud af sine fedtede fingre, kunne man kaste sig ud i forskellig vinøse eventyr som fx juravin på 15%, der smagte næsten som sherry med sit markante og oxiderede (nødde-)præg og tørre stil, forskellige udtryk på frugtrig barbera d’asti, boblende og lyserød crémant, siciliansk læskende hvidvin, slovenske (lækre) galskaber, spansk pinot, fransk cider – og champagne! Og endda stadig kan man tilføje et ”blandt andet”, for der var meget mere at vælge imellem.
Champagnen kunne erhverves til lidt højere (men stadig tårevædende rimelige) glaspriser, og når man så sammenholder med dét faktum, at også arrangørerne blev lidt rørstrømske hen ad aftenen og lod propperne springe på adskillige Agrepart-champagner (Pétillant), blev champagnen næsten det billigste indslag.

Kan vinbønder feste, spørger du? Mais oui – det kan de. Der var liv og glade dage, balkanorkester, råb, kys, blindsmagning, knuste glas og mad fra grill i en skøn blanding.

Da jeg endelig måtte videre, efter at have skudt min aftale i flere timer, var der stadig masser af gang i festen. Ja, faktisk måtte jeg forlade stedet med følelsen af, at jeg måske endda gik alt for tidligt…

Et lille hurra for de livsglade vinbønder, for de driftige arrangører, for de deltagende gæster – og for champagne? Skål endnu en gang. Eller “santé” som den franske delegation sagde – mange gange.

Jeg eksperimenterer endnu en gang med grænserne for emner i min blog.
Denne gang står den nemlig på en servering med: madanmeldelse.
Det kan vi nemlig godt lide hér på spiseliv.dk… Dét med mad..!

 —

For nylig var jeg – af restauranten Ebisu samt den allestedsnærværende levemand Kristian Brask Thomsen (der vist lige nu drøner rundt på Le Mans-banen eller deromkring sammen med Aston Martin og deres DB9..!) blevet inviteret til en gratis middag, sammen med et mindre udvalg af andre danske madbloggere, for at høre min mening om stedets nye menu.

Ebisu er den ene af 3 restauranter i det ny-restaurerede Custom House ved Havnegade (og med dertilhørende helt-fantastisk-terasse lige ved havneløbet – tag da lige derhen, bare for en øl, cocktail eller Gauloise og lidt speedbådsbeundring – det er ren dolche vita).

Klokken havde dog rundet 7 om aftenen, før vi mødtes på en lidt regndomineret tirsdag, så der var ikke mere dolche vita tilbage, end at vi hurtigt endte på 1. etage, hvor Ebisu ligger.

Hamachi med jordbær og rødløg, lynstegt tun med annonceret tatakisovs, som første snack vist i stedet havde vundet rettigheden over

Ebisu er i japansk mytologi Fiskenes Gud, og hvad kunne restauranten ellers hedde, når nu de serverer hovedsageligt fisk fra det japanske køkken. For en Japan-, fiske- og sushi-aficionado passede det undertegnede ganske fint med en aften i den aktuelle, hedenske religions tegn.

Vi startede nedenunder i baren med et glas Bollinger-champagne, der er en rigtigt god, all-round champagne – ikke for sprød og heller ikke for sød, og fyldig grundet den høje andel af Pinot Noir-druer. Det var endda også dén, jeg endte med efter middagen i stedet for den lidt for søde cocktail.

Vi blev forkælet med den fulde Omakasemenu på nær desserten, der ikke var chokoladekage, men i stedet en art pannacotta med kokosis og passionsfrugt – jeg var ikke skuffet over valget, for jeg holder af, at en middag ikke slutter så tungt - den sidste ret skal være let og opløftende, så man både psykisk og fysisk er klar til at forlade bordet og fortsætte ud i verden (lidt endnu).

Men man må jo ikke spise desserten først – det gjorde vi heller ikke på Ebisu, hvor den første servering af hamachi og tun blev afløst af lækre, stegte dumplings med hakket kylling og løg med forskellige, dog ret forglemmelige dips til.

Nogle af retterne efterlod mig lykkeligt henført – der var hele to retter på kortet, som normalt får mig til at smelte, og det gjorde de i den grad også her (så er drinks og shots i baren overflødige…): Kammusling er på fuldstændig, overtrumfende førsteplads på min mad-top-ti (jaja, jeg ved ikke bedre), og hér kom de perfekt stegte, mundhule-lune og med blødt bid. Dybstegt med sprød bund og tilført sød, cremet mayonaise og en luftig skum, der gav en dyb og tæt kødsmag – 3 mere af dem tak.

Men det var nok meget godt, jeg ikke fik min vilje - så havde jeg også appetit til en anden yndlingsspise, som jeg har fået flere gange på Sticks’n'Sushi-restauranterne: misomarineret fisk. Hvidfisken var hér havbars, der har et fedtindhold på niveau med laks – det skal den have, for at give den ret salte, fyldige marinade modspil.

Der var generelt et befriende fravær af insisterende kulhydrater. Jo, der var ris under og i sushi’en – gode, klæbrige ris, der også kom ind som sidetilbehør til fisken, men hvor det var muligt selv at vælge til og fra, så der var plads til at smage det hele – Jeg nåede dog aldrig at forstå, hvad en sideskål af edemamebønner skulle bidrage til for vores fiskehovedret, ligesom det er tydeligt at risene heller ikke skulle udgøre nogen selvstændig ret. Hér spiller den aktuelle geografi ind, da danskerne som regel betragter kødet som tallerkenens centrum, og ser tilbehøret som et sekundært indslag.

Selvom jeg som sagt - med de forførende lækre indslag af kammusling og hvidfisk – ikke behøvede at blive inviteret i baren, tog Ebisu ingen chancer, og bød på masser af drikkevarer. Mellem japanske øl og u-japansk vin valgte jeg vinen. Den første Riesling Kabinett fra Mosel var i min mund alt for sød, blomsteraromatisk og fyldig til at matche maden. Uden tvivl et rigtigt godt glas vin (selvom den manglede lidt syre) - jeg ville bare ha’ foretrukket at drikke den solo. Derfor endte jeg med en Sauvignon Blanc fra New Zealandske Cloudy Bay. Den friskere, hyld/græsduftende og mere syredominerede vino var den et langt bedre all-round glas til den japanske mad, mens jeg også var svært glad for den gode, sødlige saké, der blev budt rundt i små lerskåle.

Alt i alt er Ebisu et udemærket bud til både hverdags- og weekendforkælelse. Vælg selv vinen. Og udnyt enten muligheden for at sidde i baren ved det åbne køkken og hyggesnakke med kokkene eller op til et af panoramavinduerne med udsigt ud til vandet.

Velbekomme

…eller var det 2 gange om ugen?  Nåja, det var vist sådan, det var!

Jeg taler naturligvis om fisk!

Vi har fået vores bøf, vi har vist også fået to gange, og det smager jo virkelig godt, sådan et stykke kød formerly known as klovdyr.
Men er havets frugter ikke blevet lidt uretfærdigt overset i vores jagt på blodrøde proteiner og den allerbedste bearnaise?
Hvis du skal nå dine 2 gange om ugen, som Danmarks Fiskehandlere argumenterer for (hvem sagde upartisk objektivitet), må du vist også hellere holde udkig efter fiskerestauranter, næste gang du er ude – og sulten.
Og ja, så ved jeg altså ikke noget bedre end en skindstegt laks eller en kæmpe skål dampende muslinger. Så behøver jeg ikke også sige CO2-venligt, omega-3 fedtsyrer eller afrodisiakum, vel?

 
Pastis Bistro
Selvom den gode gamle, franske bistro også er ganske kendt for sin Bøf Bearnaise (som vi jo netop skulle ignorere i denne guide), har de også masser af fiskelækkerier. Moules Marinieres og Salade Nicoise er nogle af de fiskeretter, der også byder sig lokkende til på kortet.

Restaurant l’Alsace
Den fransk-østrigske restaurant med mange nationalretter på kortet, har et tilbud, der er svært at sige nej til: Hver tirsdag tilbyder restauranten ”Moules aux Safran”. Endda ad libitum og med 2 glas vin inkluderet. Det hele koster dig 245,- og kan godt anbefales.

Boutique Fisk
Boutique Fisk på Frederiksberg er den eneste takeaway i denne guide – men disse fiske-entutiaster fortjener helt sikkert en plads. De er nemlig helt fremme i sydvesten, og forsøger at vise københavnerne at fisk er både lækkert, nemt og ikke nødvendigvis dyrt. Man kan både poppe forbi og tage en gang aftensmad under armen til mikroen, eller man kan gå hele takeaway-vejen og få varmet sin mad op på stedet.

Acquamarina
Åååh, Acquamarina. Hér får du dejlig fisk i alle afskygninger, italienske madvaner og kæk sydlandsk betjening parret med stilrene omgivelser. Så hvad mere kan man ønske sig?
Mandag er selvfølgelig lukket ligesom alle andre fiskehandlere.

Famo 51
Fredag er Store Fiskedag på Famo 51. 500 kr. koster den faste menu fredag, der udelukkende består af fisk og skaldyr. Hvis der er lidt penge til overs, kan du jo tage på eventyr i det rimelige og udelukkende italienske vinkort.

Damindra
Selvfølgelig skal der også sushi på fiskeguide-menuen. Damindra, som ejeren hedder, står bag er én af de skarpeste sushirestauranter i København (selvom der også er mange andre gode bud).
Prøv udvalget af ’sizzling sashimi’, deres nigiri med hummer eller søpindsvind eller én af de lækre grillede sticks. Man ser ikke sticks med kanin på mange sushirestauranter!

Café Amsterdam
Selvom stedet klinger mere af lummert værtshus og også kan se sådan ud i forbifarten, venter der et helt muslingeventyr bag døren på hjørnet ved Holbergsgade. Hele 4 forskellige slags muslinger står på kortet, og rammer bordet i en gryde, så du selv kan sidde og ta’ for dig. ”Moules au Paysan” med svampe, roquefort og fløde, har du nok ikke prøvet mange steder før.

Østers på R-bar
Tag på R Vinbar om onsdagen! Dér kan du nemlig få en frisk østers til 15 kr. per stk. Det er jo lige før, man kan kalde dét SU-pris. Og der er vist gode chancer for, du kan finde et passende glas vin til. Det ER jo onsdag…

Restaurant Viva
Det er da oplagt at nyde sin fiskemiddag tæt på vandet. Og netop vandet har du svært ved at komme tættere på, hvis du spiser på Viva, der har inlogereret sig i en nyrenoveret restaurantbåd. Med romantiske bølgeskvulp og lys på bordet, kan du invitere din udkårne på Viva’s skaldyrsmenu til 485,-. Hvis du lige topper dét med en god flaske chardonnay eller måske en Meursault, er der vist ikke et øje tørt.

Farvel MR
Kultorvet må desværre vinke farvel til den omstridte michelinrestaurant, der efter en tænkepause sidste år åbnede op igen med et fornyet fokus på fisk og grønt. Og som altså nu desværre må kaste viskestykket og den foldede serviet i ringen og forlade skuden. Økonomien kunne ikke ikke hænge sammen for kokken Mads Refslund og resten af det skarpe team, der derfor må tage afsked med adressen.
Mads har dog annonceret, at han langt fra er færdig med at lege kok, og har planer om at åbne en restaurant (denne gang uden michelinstjerne fra start) et andet sted i København.