Af Mette Helbæk - 07/01 2010
MASH er – fuldt fortjent – blevet en af Københavns allermest populære restauranter fra day one og det er ikke så mærkeligt endda. Konceptet henvender sig til alle – hvem har ikke lyst til en god bøf engang imellem? – som har mindst 3-400 kroner at smide efter et helt enkelt måltid uden så mange dikkedarer.
Samtidig er MASH et af de steder i byen, som lægger dinerbænke til absolut flest kendisser både af Se & Hør/Stjerne for en Eftermiddag-typen og de blandt folket mere ukendte superstjerner fra gastronomiens verden. Faktisk ligger MASH efterhånden på niveau med Karel van Mander når det kommer til spalteplads i førnævnte tabloidmagasins mere moralsk grumsede sektioner.
Forleden var redaktion med ledsager en tur på MASH for hundredesyttende gang til en omgang proteiner. Og det er altså, hvad man skal være indstillet på, en aften på MASH er ikke for salatprinsesser. Til gengæld er de amerikanske ribeyes muligvis byens bedste bøffer, der er noget så sjældent set som marvben på som forret, konceptet er genialt i al sin enkelhed og stemningen livlig som befandt man sig under helt anderledes metropole himmelstrøg selv på en helt almindelig snevejrstirsdag.








