Hvad i denne verden er bedre end at træde ud af lufthavnens opvisning i aircondition og stilmæssig ligegyldighed og direkte ind i den sydende atmosfære af liv under sydligere himmelstrøg? Buenos Aires har nu begavet mig med sin mangfoldighed af ynder i 48 timer, og det er tid til en mellemtid på indtaget.

Det fantastiske ved Argentina via håbløst forgabt, ferieforundret og aktivt opslugt to-døgns-optik i prioriteret rækkefølge:

1) Det er sommer; der er sol; og det er søndag (sådan cirkus). 30 grader, skyfrit, let brise – perfekt! Flugten fra den trøstesløse danske vinter er en sejr i sig selv og burde prioriteres på den næste finanslov, hvis politikerne vil os det bedste.

2) Selv som ussel freelancevinskribler lever man som en konge i Argentina med sine danske kroner i tårnhøj valør. 1 peso er 1,4 kr. værd, og samtidig prisen på to liter flasket vand eller en kop kaffe i den indre by. Taxakørsel er ikke for folk med svage nerver, men man overlever helvedesridtet over byens erfarne stok og sten ved at holde blikket fikseret på taxameteret, der som det eneste i vognen ikke bevæger sig med lynets hast. Det er endnu ikke lykkedes mig at komme af med mere end 24 pesos for en tur på tværs af byen. 34 kr.

3) Argentinerne har de seneste 48 timer effektivt dementeret min forestilling om et folk med selvfedme af franske proportioner. Alle er umådeligt hjælpsomme, imødekommende, servicemindede, interesserede, smilende og gæstfri, så det er en lyst. I min egen kulturimperialistiske arrogance forundres jeg over selv unge menneskers gennemførte mangel på engelskkundskaber. Man må stampe skolespanske ækvivalenter op til alt fra ”table reservation” til ”business card” og ”thanks a lot”. Det er længe siden, jeg har været tvunget til at opleve, hvor langt to mennesker kan komme med en god håndfuld illustrativ gestik og et venligt smil.

4) Og så må vi ikke glemme landets gastronomiske bevidsthed, som det er let at få en bid af, når man kan flagre sine gringo-pesos om sig, som andre græsfrø på en pløjemark. Og sådan må man se sit lukulliske forbrugsorgie i verdensklassebøfkød, sprælfriske fisk og skaldyr, læskende frugtdrinks og betagende rødvine af magnum-kaliber: som et egocentrisk bidrag til en spirende turisme, der ligesom en stadigt stigende portion udenlandsk kapital i mange andre former er med til at hjælpe den argentinske økonomi tilbage på sporet efter krakket i 2001.

Meget mere om vinen, maden, restauranterne og folkene bag hele den forjættede molevit senere. Nu skal jeg ud og have gjort noget ved kuløren.

Bøffen har madkulturel højstatus og giver som sådan på tallerken, hvad champagne gør i glasset: identifikation med en velbeslået, ubekymret og kompromisløs version af dig selv; et øjeblik af luksus – parce que tu le vaux bien.

Men bøffens funktion som gastrosocial sutteklud er for prosaisk til os køkkentendentiøse ambulancejagere. Vi kræver artsbestemmelse af de måltidshierarkiske anstrengelser. Béarnaisen er det gastronomiske reserveholds flavor of the day.

Og når ret skal være ret, er den celebre sovs da også noget af det mest smagsintense, frodige og generøse, der kan stilles på en tallerken. En hedonisk stiløvelse. En ode til nydelsen i sig selv. Og stærkt vanedannende.

Og for os, der kan lide at skylle fedterierne sydpå med et anstændigt glas vin, byder béarnaisebøffen på en sjælden undskyldning for at maksimere alle skyderværdier på den smagsmæssige equalizer.

Det er efterhånden sjældent, jeg kan glædes – sådan rigtigt glædes – over vin fra Californien eller Argentina, spanske Priorat eller australske Barossa. Den slags vin, hvis 24 måneder på spritnyt højtristet træ knap nok kan bemærkes igennem den aggressivt modnede frugt, som har begavet kalorius med 14-15+ procent alkohol, og som får sin struktur gennem syrejustering og en militant ekstraktion af tanniner.

Men til béarnaisens tøjlesløse fedme, til orgiet af grundsmagselementer i bulldozerkaliber og den eksplosive aromapragt giver de vinøse freaks of nature pludselig mening.

Côte rôtie, brunello, pomerol, ribera del duero og barolo, for nu at nævne bare en håndfuld af tordenskjolds velafprøvede bøfsoldater, kan du altid drikke. Tag nu at udnytte den sjældne lejlighed til at gå den stilmæssige vinplanke helt ud og måske, ligesom jeg, genfinde glæden ved frugtbomberne, ethanolgranaterne og fadkanonerne.

Béarnaiselinks

Jeg blev mægtigt inspireret af dette indlæg på anneauchocolat.dk – som imidlertid er forfattet af Annes kæreste, Peter. Det skal ingen af dem nu høre et ord for, for artiklen besidder nemlig en ualmindeligt appetitlig relation imellem hardcore metode, sensorisk argumentation og god, gammeldags begejstring.

Og så kommer vi heller ikke uden om Kasper Bergholts milde kærlighedserklæring til béarnaisen i indlægget her.

Hold den stiv!

Høj stemning, tumult, 200 smagsprøver og verdens bedste søde vin fra øen Pantelleria på Børsen i sidste uge.

I sidste uge lagde den let genkendelige børsbygning på Slotsholmen i København sildebensparket til, hvad der efterhånden må betragtes som et af den danske vinbranches største tilløbsstykker, nemlig en smagning af udvalgte vine fra den italienske vinguide, Il Gambero Rosso.

Arrangøren af den danske del af cirkus Gambero havde allerede i invitationen pralet med, at der sidste år var ikke færre end 1.235 besøgende til smagningen, og at dømme efter befolkningstætheden, da jeg valgte at klemme mig ind i børssalen sidst på eftermiddagen (indrømmet, dårlig strategi), var tallet næppe meget lavere i år.

Stemningen var lige så høj som luften var tæt og beriget med en massiv odør a la dåsemakrel og elefantbur. Men så meget desto større selvsagt motivationen til at stikke næsen i et glas vin fra en af de 59 fremmødte producenter.

De fleste stod sammen med deres danske importør og skænkede velvilligt ud af de gode dråber, som alle havde det til fælles, at de figurerede med et, to eller de maksimale tre glas i Gambero Rosso. Guiden er blevet kritiseret for i de senere år at favorisere en lidt for mainstream og poppet vinstil for at tækkes det amerikanske marked, som lige nu er det vigtigste for italiensk kvalitetsvin.

Så min taktik var at fokusere på et par af de sicilianske producenter, som i år var rigere repræsenteret end tidligere. Af gode grunde. Der sker virkelig ting og sager på den italienske vulkanø, og det er spændende at se, hvordan sicilianerne forvalter deres mangeartede terroirer (hedder det terroirs?) til en herligt spraglet palet af udtryk.

Et meget usædvanligt og ekstremt avanceret ét af slagsen leveres af vineriet Donnafugatas søde topvin ved navn Ben Ryé. Jeg er normalt ikke meget for sådan noget sødt halløj, men Ben Ryé er en af den slags sjældne undtagelser, som lykkeligvis findes til at bekræfte reglen.

Faktisk er vinen ikke rigtigt fra Sicilien, men rettelig en lille ø ved navn Pantelleria, som ligger mellem Sicilien og Tunesien. Tættest på sidstnævnte! Vinen fejrede sin 20. årgang i 2007 (læs pressemeddelelsen på Donnafugatas hjemmeside her) og har aldrig smagt bedre!

Køb den hos Niche Vine for 190 kr. for en halvflaske, eller hos Theis Vine til 244,95 kr. – men så er det også for en halvflaske! Vælg selv.

I Spanien har de tapas. Italienerne har deres antipasti. Og kineserne deres dim sum. Men lad dem bare. For vi har Fiskebaren!

Jeg er ved at sprænges af begejstring for Fiskebarens knasende sprøde snackkoncept, og nu kan jeg ikke holde det for mig selv længere. Jeg ved ikke, hvad det hedder, når man skaldyrssnacker på nynordisk. Men jeg ved, at jeg har lyst til det. Hele tiden!

Mit første besøg på Fiskebaren var en anelse tamt, men det var før, jeg fandt ud af, hvorfor det hedder FiskeBAREN og ikke Fiskerestauranten. Idéen er ikke nødvendigvis, at man lader sig bænke til en traditionel tretrinsmiddagsraket med fiskesuppe, fiskesteg og fiskeis.

Nej, på Fiskebaren freestylehapser man og lader sanseapparaturet bombardere med tusindtallige indtryk fra finurligt udskårne bonzairødder, dugfriske urter, ditto havdyr og alverdens flabede cremer og garniturer i 4+4 farver og fra endnu flere smagsmæssige verdenshjørner.

Da jeg første gang mødte nomas røgede vagtelæg, brød både min ledsager og jeg helt spontant ud i kluklatter af ren og skær, dybfølt, ægte og bundnaivt legesyg spiseglæde.

Den samme mavefornemmelse får jeg af Fiskebarens tindrende delikate servering af löjrom, ørredtartaren med sprøde speltkerner, den rå kammusling med valnødder og de andre biskener fra spisekortets første afdelinger. Jeg kommer aldrig længere. Det er simpelthen for sjovt.

At herlighederne oven i købet kan skylles ned med et knivskarpt kurateret opbud af moderigtige naturvine er prikken over min gastropræferences kræsne i. Og grunden til, at jeg snart skal på Fiskebaren igen.

Billederne ovenfor er taget af fotografen Tom Sólo (http://www.tomsolo.com), og de var bare for lækre, til at jeg kunne holde fingrene fra dem. Der er flere her.

Et tema, som jeg for tiden går og bryder mit skaldede hoved med er “det grimme i det skønne”.

Altså det, at noget får en del af sin positive kvalitet ved at besidde en eller flere egenskaber, som i andre sammenhænge ville være entydigt negative.

Den slags har æstetikken som filosofisk retning beskæftiget sig med i århundreder, men inden for gastronomi er det et temmelig nyt fænomen, der må opfattes som en reaktion på den modernisering, som gastronomien oplevede i sidste halvdel af forrige århundrede.

Manipulation
Med senhalvfemsernes molekylære gastronomi oplevede nouvelle cuisine et zenit for raffinement via manipulation, og udfordringen, som især det nye nordiske køkken har taget op, ligger nu snarere i at præcisere en kvalitet i råvaren via minimal intervention.

Enhver manipulation, som ikke alene tjener det formål at blotlægge råvarens kernekompetence, ses nu som et forstyrrende element. Paradigmet foreskriver afsminkning, råhed og autenticitet.

Autenticitet
Formålet med at tilstræbe autenticitet er en anerkendelse af smagsmæssig diversitet som ultimativ katalysator for gastronomisk skønhed. Det reproducerbare er banalt. Kun unika tilfredsstiller vores begær efter virkeligt individuelle pejlemærker i havet af indtryk og kvalitetskriterier. Vores begær efter kontrol. Ro.

Og ikke desto mindre manifesteres ægtheden og autenticiteten netop i sociokulturelt uvante og farlige udtryk, som når fisken eller kødet serveres råt, eller når den visuelle opbygning af tallerkenen afstår fra at lefle for den historiske korrekthed.

Grim snemand
Et eksempel er en af nomas signaturretter “Snemanden fra Lammefjorden” (Trine Lai fra www.verygoodfood.dk tager sådan nogle smukke billeder, så jeg tillader mig at linke til hendes skud af snemanden her), som på sine værste dage er vanskelig at skelne fra synet af motorvejsafkørsel 5 mod Tåstrup N tre tødage efter et voldsomt snefald.

Ok, hvis du synes, at snemanden er klassisk smuk, så kan jeg måske bedre overbevise dig med vin. Her er der på det nærmeste tale om en mindre revolution, idet alverdens tekniske fejl ikke bare accepteres, men ligefrem værdsættes og tilskyndes i takt med de seneste 3-4 års fokus på at sminke af og gøre tilvejebringelsen af en vin til så naturlig en affære, som overhovedet muligt.

Fejl = kvalitet
Hvor man tidligere sendte vinen retur, hvis den var oxideret (lugter af nødder, smør, honning) eller havde for højt indhold af flygtige syrer (mandel, balsamico, neglelakfjerner), eller bigæringer af brettanomyces (armsved, hestemøg), så bliver den slags i dag i vidt omfang opfattet som en integreret del af vinens kvalitet. Fordi den skiller sig ud fra mængden og formulerer sin individualitet igennem det totale fravær af markedsdesign og forbrugerhensyn.

Det rene og pæne er nok trygt og bekvemt, men sexet bliver først det kulturelt kantede, pirrende og pikante.

I vinens verden er også sødme som årgangsvariation, ekstremt lyse rødvine og varierende kuldioxidrester bare et par andre eksponenter for den slags klassiske produktionsfejl, som i dag scorer højt på autenticitetsskalaen. Sådan opfører minimumsinterventionsvin sig nemlig bare.

Vinsmagning: Hvad fejler vinen?
Hvis du har kæmpet dig helt herned i teksten, synes jeg næsten du skulle overveje at dukke op, når jeg torsdag den 21. januar tematiserer alle de her fejl og vores forhold til dem ved en vinsmagning på Østerbro i København. Den kan du læse mere om under linket her. 

Læs mere
Du kunne også være interesseret i at læse min udmærkede kollega på magasinet gastro, René Langdahl Jørgensens, kommentar til fænomenet i artiklen “De kontrære”.

Og Spiselivs eget kig i den kulinariske krystalkugle under overskriften “Gastronomiske spådomme for 2010″ byder under punkt 7 også på et afsnit om vores ændrede forhold til det skæve.

Du kan læse mere om biodynamik, gamle produktionsmetoder og nye æstetiske idealer i min artikel Old is the new new på holmgårds.dk. “Bestræbelserne efter perfektion har givet æstetisk rekyl nok til at danne kontrabevægelser, som nu prædiker imperfektionens skønhed”.

Guilty as charged!

Hvornår er dansk vin en realitet? Når nogen planter en vinstok i Danmark og gærer dens frugt? Når nogen får tilladelse til at sælge vinen til en almindelig forbruger? Når en dansk vin er sin pris værd i velsmag? Eller når den kan købes i et supermarked?

Der er næsten 1.400 medlemmer i Foreningen af Danske Vinavlere. Dansk vin er ikke noget nyt fænomen. Ikke mindst har de seneste 10 år konsolideret en støt stigende ambitionskurve, og dansk vin, som kan drikkes uden varige mén på krop og sjæl, har været i rotation i indviede vinkredse siden den glimrende 2005-årgang.

Men at dansk vin kan smage godt – og at man kan købe det i supermarkedet – det er nyt for mig!

Som du kan læse under linket her, flippede jeg helt ud, da jeg smagte Anders Selmers (Fiskebaren etc.) nye vin Arwen 2008 fra Lilleø i november. Den smager simpelthen – ja, godt!

Prisen på de 295 kr., som vinprojektmedsammensvorne Claus Meyers webshop forlanger, er måske en kende over dit vanlige niveau til boller i karry på en snevejrstirsdag. Men jeg lover, at du ikke fortryder den hidsige eskapade.

Og som om det ikke var nok, havde min lokale Irma (Østerport) kraftstejlemig ikke færre end tre danske vine opstillet på en træstander umiddelbart mellem de peruvianske babymajs og marcipansnitter på januarudsalg, da jeg var forbi i dag. Så er det da officielt.

Jeg smed fluks én af hver af de tre i kurven, og kan med stor glæde annoncere, at i hvert fald to af dem ikke bare er drikkelige, men i den grad anstændige, ja, nærmest, hold on – gode! Her er mine umiddelbare og helt uforbeholdne kommentarer til oplevelsen af at smage, gensmage og siden drikke vinene til et par skiver Bo-brød med et svært lag unika-smør.

Degnemosegård hvid bordvin – 99,50 kr. for 0,5 l

Af frugt høstet i 2007; blandet af druerne solaris, phønix, ortega, orion og zalas perle, 10,5 % alkohol. En dårlig vin! Selvom jeg vrider min nationalpatriotiske tolerance til bristepunktet lykkes det mig ikke at mønstre en ikke-professionel trang til at tage endnu en tår af denne skingrende sure væske, som i den grad savner frugt i både næse og mund. Let oxideret, træt, meningsløs. Og så smager den af korkproppen (ikke TCA).

Degnemosegård rød bordvin – 129 kr. for 0,5 l

Af frugt høstet i 2007; blandet af druerne rondo, regent og leon millot, 11,5 % alkohol. Åben og behagelig næse af jordbær, banan og kakao. Ikke helt ulig en côtes du rhône eller en beaujolais. Ferskt frugtig og indbydende. I munden stikker syren en anelse, fordi vinen mangler frugtig koncentration og alkohol til at bakke den op. Men hurtigt får en spændende pinot-agtig smag mig på andre tanker, og med mundvandet sejlende ad kanalerne, må jeg anerkende vinens uomtvistelige eksistensberettigelse på et sommerdansk frokostbord eller til en grillet grøntsag på terrassen.

Hideaway 2006 – 230 kr. for 0,5 l

Blandet af druerne rondo og bolero, 12 % alkohol. Produceret på Fejø af ægteparret Hvidtfeldt og Gundersen, hvoraf sidstnævnte indtil til forrige år var manden bag Danmarks vel nok mest kendte vin, Nordlund, fra Avedøre. Hideaway er bedre! Hvor Nordlund i bedste fald var smækkert frugtig i sin pure ungdom, så fremstår en nu tre år gammel Hideaway med en for danske forhold uhørt aromatisk dybde og en profil med tydelige referencer til piemontesisk nebbiolo via kirsebær, mandel, læder, cigarkasse og urter. Munden velkalibreret, blød og medgørlig – ikke helt fri for en lille syret kant, men tanninerne er fint modne og pænt integreret i den appetitlige substans, og helheden holder en fornem balance. Tillykke til Hideaway, som heldigvis har vovet sig frem i lyset. Nu også rampelyset. Fuldt fortjent!

Læs mere om Degnemosegaard her, og om Hideaway her. Arwen kan desuden købes til samme pris hos Ved Stranden 10 – vinhandel & bar

Om fire dage skal du knalde nytåret behørigt ind, og det skal ikke bare være fugtigt, men også stilfuldt, fungere på spisebordet, og i det hele taget være lidt ekstra lækkert.

Eneste problem er, at du ved mere om antistof og belgiske landbrugsmaskiner end om vin = NUL! Hvad gør du?

De knapper, du har at skrue på, hedder i prioriteret rækkefølge (byt selv om):

1) vinen skal smage sindssygt godt
2) vinen skal ikke koste det blege
3) vinen skal være forfriskende og festlig
4) vinen skal passe til maden
5) er det ikke noget med, at man skal drikke bobler til nytår?

Se, det er jo en ordentlig mundfuld, men også allerede en slags guide til dit ordvalg, når du skal forklare vinhandleren, hvad du gerne vil købe.

Ja, vinhandleren! Hvis du køber din nytårsvin i supermarkedet, er du altså selv ude om, at rusen skal tvinges igennem, og at den første ginogtonics bliver en befrielse fra timelang vinøs lidelse. Gå nu ind til en rigtig vinhandler, som kan give gode råd og brugbar respons på dine dessiner.

Prøv at orientere dig på listen ovenfor. Hvad er vigtigst for dig? Skal det være bobler, ryger du direkte videre til punkt 2 – hvad vil du betale? Skal det være champagne til først på aftenen og noget lidt mindre kostbart skum til kl. 12?

Bliver der serveret en klassisk, dampet torsk, skal vinen nok ikke være for tung og voldsom, og så er udgangspunktet måske en tør hvidvin, jf. punkt 2. Hvilket passer fint til punkt 3, og forhåbentlig også kan matche punkt 1. Hummersuppen stiller krav om lidt større smagsintensitet – og dermed ofte lidt flere kroner i kassen. Men hold fast i den hvide.

Har du en yndlingsvin, som du bare elsker at prygle ned i lårtykke stråler, så køb da for søren et par flasker af den. Er punkt 1 dækket, kan alle de andre jo næsten være ligegyldige.

Punkt 2 er altid svær. For hvad der er mange penge på en regnfuld frikadelleonsdag, er det måske ikke på selveste nytårsaften. Hvis du har det sådan, så kan du heldigvis udnytte, at der i langt de fleste tilfælde er en vis korrespondance mellem vinens kvalitet og dens pris. Og selvom du måske ikke altid synes, du kan smage forskel på en vin til 75 og én til 100 kr., så kan du i hvert fald udnytte, at dine valgmuligheder vokser, når dit budget gør det samme.

Er udgangspunktet punkt 3, virker bobler oplagt, men hvad som helst, som du kan servere koldt, vil læske og holde dig frisk og fornøjelig. Isterninger er ok i vinen efter maden, hvor dine guldsko alligevel ikke kan stå stille til en snak om sensorisk analyse. Det samme er en sjat likør eller saftevand i bunden af glasset til dine billige bobler. Leg med dem. De er til for dig og ikke omvendt!

Eller du kan gøre som Paris på billedet og snuppe dine nytårsbobler på dåsen. Det er da festligt!

Ok, næppe breaking news. Og er det ikke også, som om emnet ”vinpriser” forekommer en smule fladpandet i lyset af de seneste ugers antiklimatiske aktiviteter i Bella Centeret?

Ikke desto mindre gik historien i sidste uge fra Ekstra Bladet og derfra via vanligt ukritisk copy-/paste-manøvre til de fleste andre internetmedier om, at en række supermarkeder systematisk snyder med angivelsen af førpriser på kampagnevine.

Som eksempel på snyderiet nævner EB: ”Ramon Bilbao 2007 bliver solgt som tre flasker for 129 kroner, spar 65,85 kroner. Ekstra Bladets research viser dog, at vinen ugen før koster 44,95 kroner. Ergo er besparelsen kun på 5,85 kroner og ikke 65,85.”

Er supermarkederne onde og ude på at snyde os? Selvfølgelig!

Men jeg kan gøre det bedre endnu.

I denne uges tilbudsavis tilbyder Føtex nemlig under overskriften “Amarone og Barolo i topkvalitet – introduktionspris. Begrænset parti” fem amaroner til en pris på 219 kr. per flaske. “Frit valg”, som der står, “Spar 156 kr.”, dvs. en normalpris på 375 kr. Sandheden er imidlertid, at normalprisen er en løgn, og at ingen sparer noget som helst.

Jeg laver noget skrivearbejde for firmaet Nordic Wine Club, og ejeren lød meget tilfreds og kun ganske let indigneret, da han ringede til mig og fortalte, at én af de fem amaroner er en vin, han forhandler til 137 kr. Indkøbsprisen fra producenten er 12,50 € (93 kr.).

Der er alligevel langt fra 137 til 375 kr. Man ikke så langt som Føtex’ næse!

Føtex sælger 85 % af årets omsætning på vin i form af kampagnetilbud. Tallet for Bilka er 90. Når supermarkederne skal tjene 85 % af avancen på nedsatte vine, skal den avance selvsagt indregnes i vinens faktiske udsalgspris, dvs. kampagneprisen, fx 3 for 100.

33,33 kr. er dermed vinens ”reelle” pris, dvs. den pris, som vinen kan sælges til med supermarkedets acceptable avance. ”Listeprisen”, dvs. den pris, som vinen sælges til, når den ikke er på kampagne, er dermed en fantasipris, som alene tjener det formål at få kampagneprisen til at se attraktiv ud.

Er supermarkederne onde og ude på at snyde os? Selvfølgelig!

Men vi er ikke selv uden skyld. Når jeg taler med disponenter i danske supermarkeders vinafdelinger er de generelt desillusionerede og dybt ærgerlige over kundernes indkøbstaktik. Som én sagde i sidste uge:

”Folk siger: ’Jeg skal lave hjerter i flødesovs. Har du et godt tilbud på en god vin, som passer til?’ Jeg svarer, at den her vin er fantastisk til hjerter i flødesovs og i øvrigt virkeligt god til prisen, hvorefter kunden spørger: ’Hvor meget sparer jeg?’ Jeg svarer: ’Ikke noget’, hvorefter kunden snupper en ringere vin, som ikke passer til madretten, fra et kampagnetilbud”.

Eller som direktøren fra Irma, Alfred Josefsen, sagde i forrige uge, da vi deltog i den samme workshop om fremtidens madindkøb: ”Vi danskere er nogle krejlere. Vi køber ikke noget, hvis det ikke ligner et slagtilbud”.

Og så må man jo få det til at ligne.

Det er ikke i orden, at Føtex og de andre supermarkeder snyder med førprisen på tilbudsvine. Men det er heller ikke i orden, at vi ikke vil købe en vin, med mindre den er sat ned.

Så beder vi altså selv om at blive snydt.

Ja, her kommer den igen, den årligt tilbagevendende flæben fra den samlede gastronomiske presse: ”Det hedder ikke champagne, hvis det ikke kommer fra Champagne!” Men du har jo glemt det, så snart de første fire mundfulde er strøget fluks i dine friskpolerede dansesko, og så er vi jo nødt til at minde dig om det.

Sagen er, at boblevinens verden er langt større end den nordøstfranske appellation Champagne. Nok byder champagne på skummets højeste finesse, men det foregår også til vintypens absolut højeste priser.

Er du til klassebobler på budget, så vend blikket mod de spanske cavaer, de italienske spumanter, de tyske og østrigske sekt eller de myriader af rigt varierede skummerter, som skibes til vores lille land fra USA, Sydafrika eller Australien.

Sidstnævnte har tradition for at vinificere den blå shiraz-drue til en mousserende vin, og sparkling shiraz kan være en fantastisk (og sjældent særligt dyr) oplevelse.

Og så må vi heller ikke glemme alle de franske bobler, som ikke hidrører fra Champagne, nemlig de såkaldte crémanter, der i sine bedste manifestationer puster sit inspiratoriske forlæg lige i nakken. God jagt!

Eller har den nu også det?

For selvfølgelig må man da ikke skrive noget på etiketten, som ikke er inden i flasken, i dette tilfælde vin af typen amarone fra Valpolicella i Italien – det kaldes falsk varedeklaration og er strafbart.

Men det interessante ved historien er ikke, at der findes nogle udspekulerede snydetampe i Italien. Det interessante er, at alle kunne lide den falske amarone.

SuperBest har solgt 130.000 flasker vin til folk, som ikke for en enestes vedkommende har fundet det en bemærkning til butikken værd. Man må konkludere, at køberne har været tilfredse, ligesom de professionelle importører.

Det samme gælder de danske anmeldere. Vinavisen var som altid lykkeligt forelsket og stangede fluks fem stjerner ud til den fortyndede amarone med ordene: ”Elegant og lækker rødvin – en af den slags kraftige amaroner, der skal “spises” med kniv og gaffel.”

Meget bedre gik det ikke for Niels Ehlers på sitet DeBedsteVine.dk, som blandt andet skrev følgende: ”Klassisk Amarone-duft. Meget lækker! … Smagen hænger meget bedre sammen med duften når den har stået lidt, og drikkes til mad, og den smager mere som “rigtig” Amarone. Ret lækker.”

Det er aldrig rart at blive fuppet. Eller at føle sig fuppet. Men nærværende sag om falsk amarone handler for mig at se mest om markedsførings- og deklarationslovgivning og meget lidt om vin.

Der er ikke noget ”falsk” over en vin, som kunden er glad for at have betalt en bestemt pris for, knappet op, nydt, drukket og for manges vedkommende sikkert købt igen.

Men etiketten – den var falsk! Og det er snyd. Fy!