Svinelækker vinbar

Af Holmgård - 29/03 2010

Knap har den virtuelle blæk i Sandra Skrivers blogindlæg om Ved Stranden 10 sat sig, før jeg ikke desto mindre vil tillade mig et lille supplement.

Og nej, Spiselivs bloggerkollegium har ikke købt aktier i midtbyens nye etablissement, som kalder sig ”vinhandel & bar”, men da vores sjæle for længst er solgt til den gode smags projekt, er der ingen vej uden om grundig omtale af de mest dedikerede støtter af sagen.

Og sådan én er Ved Stranden 10 uden skyggen af en tvivl. Bygningen er fra 1790’erne, men vinbarens idealer er så friske, at de knaser sprødt mellem tænderne.

Jeg lagde vejen omkring de smukt restaurerede og lige så tjekket indrettede lokaler just overfor vort lands engang så stolte parlamentsbygning i fredags til en sjus og en sladder.

Medindehaver og daglig leder, Christian Nedergaard, og jeg havde et par dage i forvejen korresponderet om det fornuftige i at opdele vinkortet efter druesorter, når man nu sælger vine fra producenter, for hvem druesorter er, hvad en obo, en pauke og en bratsch er for en komponist: midler til at udtrykke en større helhed, men næppe en symfoni i sig selv.

Og hvor er det fedt, at Ved Stranden 10 er så cool og tjekket, at stedets kasseapparat er en aluminiums-mac, der knap kan ses med det blotte øje fra siden, og at der alligevel er plads til løbende diskussion om, hvordan kvaliteten skal formuleres over for gæsterne.

Nedergaard overvejer sågar at indføre en amarone på kortet for at tækkes galleriet. ”Går der noget skår af mig, fordi jeg tager den slags på kortet?”, spørger han retorisk, selvom det er tydeligt for både indehaveren og skribenten, at det gør der.

Nuvel, for at gøre en allerede alt for lang historie en smule kortere, så indtog jeg et lækkert og absolut vanedannende glas hvidvin, Monteforche Cassiara 2008, IGT Veneto, som Ved Stranden 10 køber af Finn Klysner og sælger videre for 125 kr. i detail ud af huset. Det er en meget rimelig pris.

Et glas af den fine læskevin stod i 60 kr. Det lyder som en lidt bedre pris, end det er, for et ”glas” består af noget i retningen af 10 cl. Det er sådan set meget passende, hvis man gerne vil smage et par forskellige vine og stadig finde vej ud på de toppede brosten ved egen hjælp. Men med tanke på, at 75 cl af samme vin kan nydes i baren for 325 kr., så kan 60 kr. virke som en lidt høj pris for under en syvendedel af flasken. Men det er en petitesse.

Cassiaraen (den verdensberømte drue!) skulle bruges til at skylle husets servering af lufttørret skinke ned. Den havde jeg glædet mig til, for det er vanskeligt at støve en ordentlig servering af højoktan-topskinke op i kongens København.

At kalde husets udvalgte griserier for ”lufttørret skinke” er imidlertid en næsten lige så stor fornærmelse som at kalde Côte du Py for en gamay og Pierre Matrot Meursault 2004 (som jeg lige fik en smagsprøve på – vidunderlig til skinken) for en chardonnay.

Der er tale om en iberisk sortfodsskinke af typen ”bellota”. Bellota betyder ”agern” på spansk, fordi det er det, de sorte, langbenede svin mæsker sig i fra morgen til aften – når de altså ikke lige bliver masseret af 19-årige jomfruer eller bader i sauternes.

Et eller andet gør de der spanske og portugisiske griseavlere i hvert fald rigtigt, for de 8-9 fine skiver skinke, som Ved Stranden 10 serverer for usle 80 kr., er noget af det lækreste, jeg har smagt siden sidste års skinkeeskapader i Valencia. De er en tur omkring Holmens kanal værd i sig selv.

Ikke meget kan forbedres hos Ved Stranden 10, og at kritisere en mand, der som Christian Nedergaard siger: ”Jeg er helt åben og lytter lige for tiden til alt og alle, der har gode idéer” – er jo nærmest umuligt.

Uforskammet sympatisk, fedt koncept, smukt vinkort og svinelækker skinke.