Allan ruller ærmet op, så en stor tatovering blottes på hans underarm, og peger på den med sin ene finger:”Det her er Ludvig, min hund, der følger mig overalt. det har han altid gjort, og da jeg besluttede mig for at åbne en café, jamen så skulle han naturligvis med. Så det var en selvfølgelighed fra starten.” Ludvig kigger op fra armen, hans silhuet er sortgrøn og linjen punkteret flere steder, velssagtens givet tatovørens egen, kunstneriske streg, og nedenunder hundens poter troner ordene: ”King of Dogs - Ludvig.”

Som almindelig cafégænger tænker man måske ikke over det - det faktum, at hunde aldrig er med indendøre, og enten må blive hjemme i lejligheden, eller til nøds sidde tøjret udenfor, i deres snor. Men når man kommer ind på Enghave Kaffe, der i ‘myldretiden’ er fuld af hunde, begynder man uvilkårligt at stille sig selv spørgsmålet: hvorfor egentlig ikke?

“Jeg tror ikke, at restauratørerne kender reglerne, måske tror de på forhånd, at det er forbudt på grund af hygiejneregler”, siger Allan, og tilføjer: “men jeg får så mange positive tilkendegivelser fra hundeejere, der får kigget igennem ruden, når de går forbi, og ser dyrene herinde. Så titter de indenfor og siger, Hey, må man virkelig godt tage sin hund med ind hos dig! Fedt!”

Så hvad er reglerne så på området? Spiseliv har forhørt sig hos Bromatolog for foder og fødevaresikkerhed hos Fødevarestyrelsen, Helle Eriksen, der fortæller, at kæledyr på restauranter og caféer har tilladelse til at følge deres ejere med ind, med det forbehold, at stedets ejer tillader det. Det er altså op til restauratøren at afgøre, og har ikke noget med et konkret hygiejnisk forbud fra Fødevarestyrelsens side at gøre.
 

Helt præcis lyder reglen, eller rettere punkt 1 i paragraf § 43. i hygiejnebekendtgørelsen:

“§ 43. Fødevarevirksomheder kan i følgende tilfælde tillade kæle- og servicedyr adgang til virksomheden, når virksomheden sikrer, at en sådan adgang ikke giver anledning til kontaminering af fødevarerne:

1) kæledyrs adgang til serveringsområder i restauranter o.l.”

Egentlig skilter Enghave Kaffe slet ikke fysisk med, at hunde er velkomne her; caféens profil er mere koncentreret omkring den hyggelige hulestemning, brændeovnen ovre i hjørnet og Allans store passion for motorcykler; for endevæggen hænger en hel speedway model, og væggene er prydet med hjelme og sorthvide fotos af hedengangne motorcykelstjerner. Desuden er brugen af pc’er og tablets ikke velanset her, da ejerne gerne vil have, at folk taler sammen. Allan hygger sig også ofte på Motorious ovre på Enghavevej, hvor han og nogle venner deler interessen med veteranmotorcykler med resten af københavns sjælefrænder. Og så har han et værksted, en garage, hvor Ludvig naturligvis også kommer med.

“Han er sådan en hul-i-hækken-race”, ler han igennem det stride skæg.

I disse tider med forbudsordninger og hygiejne-hysteri er det derfor befriende at gå ind på Enghave Kaffe og opleve hunde i alle størrelser og faconer: det starter allerede udenfor, hvor Allan og hans kompagnoner i cafeen har banket bænke op på væggen; her hænger hundelufterne ud i flæng, mens Allan på en god dag kan have alle sine knager på baren indenfor optaget af hundesnore. Dér. hvor knagerne andre steder bruges til jakker, benyttes de her af hunde-ejere, der lige parkerer deres kæledyr, mens de venter på kaffen. Og ved bordene, som står arrangeret i små båse op til vinduerne, kan der på en god dag ligge og sidde ligeså mange hunde som mennesker. Spiselivs udsendte har nydt Allans kaffe i en sådan peak hour, hvor samtlige firbenede opførte sig eksemplarisk.

“Vi har slet ikke haft nogle problemer med hundene, tværtimod. Den eneste regel jeg har, er, at dyrene skal være i snor, for her er jo også rigtig mange børn, så det er for at holde lidt styr på tingene. Og hvis de bliver tørstige har vi lidt hundeskåle, som de kan drikke af. Jeg og mine partnere elsker bare at være her med hundene, det får folk til at slappe mere af, og komme hinanden ved. Og jeg har altid haft det sådan, at jeg behøvede min frihed. Derfor åbnede jeg og mine venner Enghave Kaffe, også for Ludvig.”