Thomas Pasfall har mange jern i ilden og man kan ikke andet end at blive imponeret over hans engagement og den energi han ligger i sit arbejde indenfor kokkefaget og restaurationsbranchen. Spiseliv har været forbi gourmet restauranten Pasfall i centrum af Odense til en snak med indehaver og chefkok Thomas Pasfall, for at høre om det sidste nye han pusler med.

Seneste nyt fra Thomas Pasfall er et indslag hver anden uge i tv-magasinet på Fyens.dk, her viser mesterkokken hvordan man laver lækker og enkel hverdagsmad på intet mindre end tyve minutter. Programmet hedder ”Nem mad med Pasfall” og her laves der retter lige fra cremet blomkålssuppe til boller i karry med et Pasfallsk twist.

Det er vigtigt for Thomas Pasfall at give sin viden om kvalitet og lækker mad videre til alle og ikke kun til et bestemt segment. Ifølge ham fortjener vi alle at få mad og råvarer af den bedste kvalitet, derfor har han ligeledes været en tur rundt ved flere af landets slagtere for, at fortælle om den bedste kvalitet indenfor kød. Der er noget fascinerende og enestående ved et menneske som Thomas Pasfall, med en så stor passion for gastronomi og for at lære fra sig.

Men hvordan får man tid til alt dette, ”Man er jo nødt til at prioriterer sin tid og nogle gange kommer det jo til at være på bekostning af ens familie. Men jeg synes, at jeg får fordelt min tid så det går op de fleste dage”. Man finder dog altid Thomas Pasfall bag gryderne i restauranten efter kl. 18.00, ”Det er vigtigt, at jeg er i restauranten, når det er mit navn der står over døren” fortæller Thomas Pasfall, så selvom der er fart over feltet og hjertet ligger på adressen i Brandts Passage i centrum af Odense, slår det ligeledes for nye og spændende projekter. 

Ønsker man at nyde maden fra Restaurant Pasfall kan man forvente at få serveret et måltid med et blik på enhver detalje, med inspiration hentet fra det franske køkken. Med en anmeldelse i White Guide med kategorien ”Meget højt niveau” ved man at man ikke er gået forgæves, når man gæster restauranten. Det åbne køkken er med til at skabe nærvær og indblik i et ellers ofte hemmeligt ritual i tilberedelse af maden. Personalet kan deres kram og får restauranten til at fremstå afslappet, men med en følelse af, at man bliver forkælet på et højere plan.