The Lodge ligger side om side med Vejle Bryghus og den populære frokostrestaurant Remouladen, i midten af Vejle by. Vi er i bil på denne regnvåde fredag og kan parkere næsten lige uden for indgangen, hvorefter vi skynder os ind i varmen.

Med et stort varmt smil, bliver vi straks budt velkommen indenfor i hall´en, hvor vores overfrakker bliver taget og hvor vi et øjeblik stopper op og beundre den imponerende høje ’vinkælder’ som bl.a indeholder verdens dyreste rom. En rom, som folk i øvrigt gerne kommer langvejs fra for at se.

Starter middagen med en cocktail
Vi er her for at nyde en god aften og bliver foreslået, at starte aftenen i baren med en perfekt mikset cocktail, som The Lodge er så kendt for. Da den ene af os sidder med bilnøglerne, får vi også prøvet deres alkoholfri cocktail – som smagte fantastisk, og faktisk ikke manglede en dråbe alkohol, for at være helt perfekt! Til vores drinks fik vi serveret lækre nypoppede popcorn med sourcream & onion.

Stemning omkring baren denne aften er super hyggelig, afslappet og festlig. Et mindre firma er ved at byde velkommen til årets julefrokost op, og flere andre par nyder en cocktail inden maden.

Vi bliver vist til bords på 1. sal, hvor vi får et lækkert hjørnebord. Også her er stemningen, betjeningen og omgivelserne uformelle, nærværende og hyggelige. Hele aftenen igennem er der den skønneste stemning med masser af liv og fornemmelsen af en festlig aften ved flere af bordene – og samtidig kunne vi sagtens have uforstyrrede samtaler i tosomhed ved vores eget bord.
Vi vælger at springe ud i den helt store brasseriemenu, dels med tilhørende vinmenu og dels med en alkoholfri cocktailmenu til. Og kort efter får vi serveret en lækker brødkurv, friskbagt brød med tapanade, rørt smør med yoghurt og brændt smør med soja.
 
Vores menu denne aften:
  • Oksehalesuppe med grønkål & små urter - Vin: 2011 Basa, Verdejo fra Telmo Rodriquez Rueda Spanien
  • Kammusling, kongekrabbe & torsk på endive - Vin: Alsace Riesling fra 2010
  • Kalvemørbrad m/ andeconfit, rødbede & lakrids, små kartofler & timiansky - Vin: 2010 4 kilos, fra Bodegues Ribas på Mallorca
  • 3 petit-desserter: Kirsebærtærte & mandelmousse, Brownie m/ hasselnøddecreme og Blodappelsinsorbet & Champagneskum - Vin: Chateau de Layon, en Savioung Blanc.

Hele menuen smagte fantastisk, med friske råvare, alt var hjemmelavet og veltilberedt. Grøntsagerne var knasende sprøde og perfekt tilberedt, kalvemørbrad var perfekt rosa og mør som smør, desserterne var uimodståelige og alle retterne var hver især en dejlig smagsoplevelse, hvor den tilhørende vinmenu og de specialmiksede alkoholfri cocktails komplimenterede maden på bedste vis.

-Og slutter middagen af med en cocktail
Med mindet om den skønne cocktail, som vi startede aftenen ud med, valgte vi at slutte hele oplevelsen af med endnu en The Lodge cocktail – og så var vi ellers klar på slutte aftenen af, med et stort På Gensyn og vi glæder os til at komme igen en anden gang.