Thanksgivingmiddag på guerillamåden

18/11 2010

 

Den traditionelle, amerikanske Thanksgivingmiddag får et kreativt twist af de mere spektakulære, når københavnske Silver.Spoon og GraffEats fra San Fransisco indtager The Black Box i Husets teater Planeten torsdag den 25. november med pop-up/guerillarestauranten Thanksgiving & a Flick.

___________________

Her vil en 5-retters menu kreeret af GraffEats-kokken Blair Warsham blive serveret med tilhørende vinmenu og afbrudt af fremvisning af ni amerikanske sort/hvide kortfilm undervejs i middagen, som afsluttes med DJ, lounge og bar med vin, drinks og øl fra Nørrebros Bryghus.

Tiffany, som står bag Silver.Spoon, der har arrangeret Thanksgiving & a Flick, fortæller:

”Guerilla dining og pop-up restauranter er en stor ting i San Fransisco, hvor jeg kommer fra, og jeg startede Silver.Spoon i København, fordi jeg syntes, at her er så mange fantastiske michelinrestauranter og masser af caféer, men ikke så meget i mellemlejet. Så jeg tænkte – hvorfor ikke prøve det her?”


Tiffany læser på Copenhagen Business School og Københavns Universitet og er ikke selv kok, så derfor allierer hun sig ved pop up-arrangementerne med dygtige kokke, hun kender gennem sit netværk, og kommer selv med inputs til menuer og mad- og vinsammensætninger.

Tidligere har hun blandt andet arrangeret pop-up restauranter under COP15, modeugen, Copenhagen Photo Festival og sammen med Ungdommens Røde Kors. Fælles for arrangementerne er, at maden er vigtigst, men at rammerne oftest dikterer resten af indholdet.

”Ved dette arrangement tager vi udgangspunkt i Thanksgiving traditionen, så derfor er temaet amerikansk og menuen er inspireret af den traditionelle Thanksgiving menu.”

Arrangementet er Silver.Spoons femte og det andet på en verdenstourné, som før har bragt Tiffany og GraffEats til Chicago og blandt andet går til Tokyo, Paris, Dubai og Los Angeles.

Thanksgiving Dinner & A Flick, Planeten, Huset i Magstræde, Rådhusstræde 13, 1466 København K

Torsdag den 25. november kl. 18.30-03.

Pris: 345 kr. – 495 kr. inkl. vinmenu.

Baren er åben også for ikke-spisende gæster hele aftenen. DJ’en går på omkring kl. 10.30.

Køb billetter her.

Tekst: Eva Helbæk

Foto: Silver.Spoon

 

 

 

 

Nyhedsbrev

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra Spiseliv med inspiration til madoplevelser – ude og hjemme.