Nose2Tail er efterhånden ret kendt for det bæredygtige køkken. Kødet er friland og grøntsagerne kommer primært fra landmanden Søren Wiuff, der er kendt for at levere grønt af topkvalitet til Danmarks bedste restauranter. Dag efter dag er den afslappede restaurant proppet med glade mennesker, der kommer der for den vellavede mad og den hyggelige bodega/rock ’n’ roll stemning. Og så skal man ikke kimse ad Fernet Branca shots til en flad 10’er!

 

Nose2Tail forstår virkelig at hygge, og det er noget af det bedste at sidde en flok omkring et spækbræt fyldt med lækre sager, knappe en flaske vin op og hygge sig sammen over maden. Og brættet med charcuteri og hjemmelavede delikatesser er da også noget af det mest populære på restauranten i Kødbyen. Så hvor er det dejligt, at man nu også kan få sådan et bræt med gode sager med sig hjem.

 

Brættet kommer med friskbagt brød til og er pakket i små bøtter, så det er klar til servering. Og som indehaver Søren Haahr siger: Jeg vil sgu da hellere sidde to mennesker og dele sådan et bræt en søndag aften, end jeg vil æde en burger!

 

Takeaway fra Nose2Tail er perfekt til gæster, receptioner, sen mad på jobbet eller til hyggeaftenen derhjemme.

 

Fra på fredag d. 25. januar starter Nose2Tail op med takeaway. Udover brættet kan du også få både kolde forretter og desserter som takeaway. Priserne er de samme yderst rimelige priser som i restauranten.