Storytelling er blevet et nyt buzzword i det danske sprog og det er ikke kun indenfor kommunikationsbranchen at det er hot. I restaurationsbranchen benytter man sig flere og flere steder af begrebet storytelling. Ordet er lånt fra engelsk og betyder helt enkelt fortælling. En fortælling er et centralt begreb i de fleste kulturer. Det er en måde hvorpå man kan underholde, undervise og bevare en del af kulturen.

Men hvad har dette med restaurationsbranchen at gøre, kunne man tænke?

En fortælling om det måltid gæsterne er ved at nyde, er med til at gøre spiseoplevelsen til noget ganske særligt. Når man får en baggrundshistorie for de råvarer og for, hvordan måltidet er blevet lavet, er man med til at skabe et større nærvær for gæsterne. Gæsterne får en anderledes spiseoplevelse, hvor de ikke kun bliver mætte, men tillige bliver undervist i, hvorfor man f.eks. bruger bestemte råvarer i bestemte sæsoner.

På Kongebrogaarden i Middelfart bruger de storytelling til at skabe rammerne for det gode måltid. Køkkenchef Michael Kofoed har tidligere fortalt til Spiseliv, at det er med til at give gæsterne en større oplevelse af maden, når man under måltidet kan fortælle hvor råvarerne kommer fra. Det giver måltidet nogle perspektiver, at køkkenet selv har været ude og hente fjordrejerne og at den mad de spiser er blevet behandlet godt.

Ifølge Lars Mortensen fra Støvlet Katrines Hus i Sorø er fortællingerne omkring måltidet med til at skabe et nærvær. Igennem dialog skabes der et nærvær med gæsterne, man giver dem dermed også en større madoplevelse. Fortællingerne om hvordan råvarerne er blevet behandlet og tilberedt er med til at vise gæsten den store kærlighed for kogekunsten og dermed ved man, at der er tænkt på hver en detalje i måltidet.

Man kan også få en baggrundshistorie for spisestedets oprindelse og derved få et større tilhørsforhold til stedet.
Man kan ikke lade være med at spørge til navnet Hos Isidor Henius, når man første gang træder ind i de hyggelige lokaler i Aalborg. Her kan indehaveren Morten Gamini fortælle om hvordan snapsens historie i Aalborg har været med til at forme restauranten og man får dermed en del af danmarkshistorien med på vejen.

I Aarhus hvor den fransk/danske Restaurant ÉT ligger, er det kutyme at kokkene selv serverer den mad de har tilberedt. På den måde kan de selv fortælle gæsterne hvordan maden er blevet tilberedt og hvad tanken har været bag retterne og hvilke råvarer der er blevet anvendt.
Det er med til at give et mere nuanceret forhold til madkulturen at vi får fortællinger under et restaurantbesøg og at vi lærer hvordan de forskellige retter er blevet tilberedt.

Der er ingen grænser for, hvad historierne kan være omkring et måltid. Den eneste regel er dog at den skal sikre, at den er med til at øge gæsternes spiseoplevelse.