Hvad er sammenhængen mellem rockmusik og tarteletter? Mellem urinstøv og højtbelagt? Den kan være svær at få øje på indtil årets Tinderbox løber af stablen i Tusindårsskoven i Odense, hvor Klosterkroen – Den Muntre Munk kombinerer festivalliv med mormormad.

På festivalpladsen ved Tinderbox er der kun ét spisested, hvor sultne gæster kan sætte sig til bords og få serveret mad på tallerkner af porcelæn og spise med bestik af metal. Valget faldt på Klosterkroen fra Odense, og selv om dansk kromad ikke umiddelbart lyder som et oplagt valg til en rockfestival, så passer det ifølge Lisbet Foged, områdeleder for mad på Tinderbox, godt med festivalens fokus på kvalitet og lokale madaktører.

– Vi ønsker at trække på så mange lokale kræfter som muligt, og så vil vi kendes på en høj standard. Der skal være kræset for maden – ikke mindst i festivalens eneste egentlige restaurant. Klosterkroen bruger Svendborg Gourmetgris og kødkvæg fra Kildegaarden, og de går op i kvaliteten, siger Lisbet Foged og fremhæver endnu en trend på området.

– Klassiske danske retter – mormormad om man vil – har fået en renæssance, og det er populært som aldrig før. Samtidig er det, at man kan sætte sig og nyde et stykke smørrebrød eller tarteletter, med til at skabe en bredde og diversitet i vores madudvalg, da det skiller sig meget ud fra det, vores andre madboder tilbyder.

Snæver menu sikrer kvaliteten
Klosterkroen får plads til 240 siddende gæster, og for at leve op til den standard, der forventes, stiller de med et fuldt udrustet køkken, og chefen rykker også med. Der forventes et større pres på køkkenet end til dagligt, og Amanda Kuczynski, restaurantchef på Klosterkroen – Den Muntre Munk, har derfor taget sine forholdsregler.

For at kunne betjene så mange, som vi forventer, uden at gå på kompromis med kvaliteten, har vi cirka 60 medarbejdere, der skal få det hele til at klappe. Derudover har vi skåret menukortet helt ind til benet, fortæller Amanda Kuczynski og forsikrer sultne festivalgængere - Vi fjerner naturligvis ikke de helt store klassikere. Højt belagt smørrebrød, tarteletter, pariserbøf og stegt flæsk med persillesovs samt rabarbertrifli som dessert er stadig på menuen.