Ladet med en stor portion hjertevarme, kærlighed og gastronomisk kunnen – vil syv af landets dygtigste kokke for 3. gang lave en aften i gastronomiens tegn til fordel for Kræftens Bekæmpelse. Kokke mod Cancer mødes denne gang på Nimb Terrasse, hvor køkkenchefen Yves Le Lay til daglig husere. Han er af en af initiativtagerne bag projektet.

”Jeg er både glad og stolt over, at Nimb og Tivoli ønsker at støtte op omkring vores event. Nimb Terrasse har nogle ideelle rammer til at afvikle en uforglemmelig aften, og jeg er sikker på, at gæster, personale og ikke mindst Kræftens Bekæmpelse vil få rigtig meget ud af vores arrangement. Jeg glæder mig sindssyg meget,” siger Yves Le Lay.

Lækkerier for den gode sag
De syv kokke der medvirker er: Nicolai Mentzler fra Premium Acqua, Kasper T. Hasse fra Falsled Kro, Peter Y. W. Jacobsen fra Restaurant Kanalen, Olli Simony fra Madklubben, Jonas Christensen fra Höst, Carsten D. Sand fra Ny Sydamerikansk og Yves Le Lay fra Nimb terrasse.

Hver især vil trylle en syvretters menu frem bestående af blandt andet kammusling, stegt blæksprutte med kaviar, pighvar, gris med øster og peberglaseret krondyr.

Mere end en kvart million er allerede doneret
Det er kun 3. gang, at de syv kokke mødes til Kokke mod Cancer. Sidst de mødtes, var i foråret 2016 på Falsled Kro, hvor alle billetter blev solgt på kun fire dage. Indtil videre har de to første arrangementer givet 260.000 kr. til Kræftens Bekæmpelse.

Billetter til arrangementet koster 1600 kr. og inkluderer syv retter med vinmenu.

Læs mere på www.kokkemodcancer.dk