Picture

Frankofilt for økofreaks på L'Estragon

Lige midt i det hyggelige Latinerkvarter i Århus finder man den lillebitte frankofile øko-oase, Restaurant L’Estragon. Her er hygge, god mad og fransk intim stemning forenet i ét. 

Vinen er økologisk, råvarerne er valgt med omhug, lokalt og efter sæson. En hel klar vision er at afstanden fra råvarer til den færdige tallerken er så kort som mulig.

Picture

Tatar og øl på Svineriet

Svineriet deler baggård med Kaospiloterne i det bohemeagtige kvarter omkring Mejlgade. Omdrejningspunktet på menuen er sæsonens gode, danske råvarer med sydlandske islæt, og stilen i køkkenet kan bedst beskrives som en mellemting mellem dansk, fransk og italiensk.

Råvarerne fås fra såvel nærområdet, små lokale avlere som fødevaremarkedet i Paris, og det store fokus på kvalitet går igen på det udelukkende italienske vinudvalg, som består af store og små vine med personlighed, som er ganske fornuftigt prissat udfra en devise om, at man får mere for pengene, jo mere man betaler.

Under Aarhus Festuge deltager Svineriet i arrangement 'Forsmag på Gadeplan' fra 3.-5. september, hvor gæsterne har mulighed for at erhverve sig en tatar og et glas øl eller vin for bare 100 kr.

Læs mere på Festugens hjemmeside

 

Picture

Streetfood på Brasserie Ferdinand

Bag gryderne på Brasserie Ferdinand i hotellet af samme navn står nogle af de kokke, der igennem en lang årrække var med til at sætte Århus på det gastronomiske landkort med gourmetrestauranten Prins Ferdinand i den Gamle By.

Ligesom på den hedengangne navnebror, er omdrejningspunktet her gode råvarer, men tilberedningerne er enklere, og der er fokus på håndværk og veldefinerede smage. Stilen er klassisk fransk, og til frokost kan man vælge fra bistrokortet blandt retter som moules eller steak frites, salater og charcuterietallerken.

Hvad der er på menuen under festugens 'Forsmag på gadeplan'-arrangement er ikke til at læse ud fra programmet, men der er tale om streetfood og en spicy cocktail eller et glas øl for 100 kr.

Læs mere på Festugens hjemmeside

 

 

Picture

Sushi ved Åen

I to etager kan du spise sushi og kinesiske wokretter hos Misu. Hele dagen er der stor buffet med masser af varme retter og sushi til yderst rimelige priser. Dertil kommer et kort med diverse a la carte retter, som til frokost både har sandwich, salater og steak og til aften flere kinesiske varme retter at vælge imellem. Der er også sushi a la carte, så du kan bestille lige præcis de ruller og den sashimi, du helst vil have.

Beliggenheden ved Åen kan ikke blive mere central, og der er også udendørs siddepladser langs vandet.

 

Picture

Miró hvis det skal være rigtig fint

Restaurant Miró er Århus' ældste gourmetrestaurant under samme ejer, og her holdes de gamle dyder i hævd, men stemningen er uformel og maden moderne, uden at det kammer over.

Madstilen er gourmet med et personligt præg, og selvom køkkenet er kraftigt forankret i det klassisk franske, får også innovative indslag plads på tallerkenerne. Filosofien er, at det man ser på tallerkenen er det, retten smager af, og det er sæsonernes skiften, der danner grundlag for retternes sammensætning.

 

Picture

Hjemmelavet øko-mad til den hurtige sult

Hele konceptet bag Glad!, som er ekstremt populært, går i sin enkelhed ud på at gøre noget ekstra for sundhed, venlighed og kvalitet, lige meget om det gælder de lækre kager eller dagens ret til ca. 65 kr, som kan spises ved et af de hyggelige borde eller tages med hjem. Men skynd dig - det er først til mølle.

Du kan også sætte dig på en af de høje stole og nyde en frisk cafe latte, eller en lækker friskpresset juice mens du læser dagens nyheder på din computer eller bare kigger ud på trafikken, som suser forbi.


 

Picture

Supersandwichs' hos Frede

Fredes Flyvende Tallerken er kendt for sine utroligt gode sandwich, hvor blandt andet Vitello Tonnato sandwichen efterhånden er lidt af en klassiker på det hyggelige Århus-hangout på Østbanetorvet, lige overfor møbelbutikken Paustian.

Fredes fungerer dels som café og restaurant, dels som sandwichbar, hvor man kan komme og hente sandwich og andre retter to go, eller man kan sidde ved den lille bardisk i vinduet og spise. Faktisk kan alle retter i restauranten fås som take away.

 

Picture

Heidi's til de sene nattetimer

Heidi's Bier Bar i Århus' centrum leder tankerne mod afterskibarer i Tyrol: Her er øllene store, stemningen munter, personalet i hopla, og der må gerne danses på bordene.

 

Heidi's er et oplagt sted at mødes med kollegaer og venner, og der er mulighed for at reservere et bord, hvis man vil være sikker på plads.

 

Øl fås naturligvis i alle afskygninger, og der er nok af det. Desuden kan man købe flasker og shots til ganske fornuftige priser.