Den snart 30 år gamle tradition med den sejlende restaurant Sagafjord på Roskilde Fjord har fået en saltvandindsprøjtning, og giver roskildenserne endnu en ting at være stolte af. Det nye Sagafjord stræber efter at være vartegn for Roskilde på linje med Domkirken, festivalen og Vikingeskibsmuseet.

Sagafjord har netop været gennem en omfattende istandsættelse. Med nænsom hånd og respekt for skibets oprindelige indretning har de dygtige folk på Assens Skibsværft genskabt sjælen og stemningen i den sejlende restaurant og tilføjet detaljer, der er helt i tråd med den eksisterende stil.

Vi ønsker at løfte den mangeårige arv, som skibet har her i Roskilde. Det skal ikke vendes på hovedet og gøres om, det skal gøres rigtigt og i stil med den tradition, der altid har været for det her skønne skib. Vi tilbyder en unik sejloplevelse med vidunderlig mad, foredrag og events, samtidig med at vi har den enestående Roskilde Fjord som kulisse. Vi vil være byens skib,’ siger direktør i Sagafjord, Steen Malmberg.