Bo Jacobsen griber mikrofonen og går på scenen – han har været her i Bella Centret i mange timer nu og har smagt, duftet og givet point hele eftermiddagen, og nu falder den generelle dom på vegne af alle de øvrige smagsdommere. Og ved den går der et sus gennem publikum:”Vi må desværre sige at niveauet til den her konkurrence simpelthen ikke var højt nok i år”, siger han, og slår hånden ud mod publikum. ”Forretterne havde et okay niveau, desserterne havde et par højdepunkter iblandt sig, men hovedretterne var simpelthen for dårlige. Få af deltagerne havde evnen til at stege oksekødet ordentligt, og saucerne dertil var simpelthen for banale.”
Til trods for den hårde dom har en konkurrence alligevel altid en vinder. I hvert fald til konkurrencen Årets Kok. Og helt frem til den sidste pointgivning var der millimetertæt løb mellem de bedste i opløbet, hvilket gjorde det uhyre svært at udpege en favorit på dagen. Vinderen kunne dog alligevel sit kram, og Årets Kok 2015 blev 24-årige Lasse Starup Petersen fra Restaurant 10 Trin Ned i Fredericia, som modtog stor ros fra dommerpanelet, der udover Bo Jacobsen også bestod af Anita Klemensen, Per Hallundbæk, Rasmus Kofoed og Thorsten Schmidt. Retterne, som Lasse havde bjergtaget dem med, var rødtunge 'Bonne Femme' dampet med persille på bund af champignon og syltede løg, højreb stegt på ben med stegt og gratineret kartoffel og squash med fennikel og urter, samt desserten 'Duften og smagen af solbærbusk', som var sorbet og sauce lavet på solbærgrene, marengs på solbærskud og varm kornly ost med bitre valnødder.

To timers tid før afgørelsen så scenariet dog anderledes lovende ud: kokkene stod endnu bøjet koncentreret over gryderne i hver deres bås, mens dommerpanelet sad lidt derfra på et højt hævet repos og smagte skulder ved skulder, diskuterede og skrev ned: Anita Klemensen pirkede til en grøntsag på sin tallerken. Vendte og drejede den, mens Rasmus Kofoed, kok på Geranium og velsagtens Danmarks mest præmierede kok nogensinde, sendte hende et nysgerrigt blik. Ved siden af sad Bo Jacobsen fra Restaurationen og så koncentreret ned i sine papirer, mens han griflede på sit score chart. Egentlig burde stemningen være højhellig, men på Bella Centrets Food Fair anno 2015 er messen også en publikumsfest, og både dommere og kokke måtte derfor finde sig i en markant summen fra de veloplagte tilskuere, der rejste sig på tæer for at fange kokkenes ekvilibristiske håndteringer af råvarer og køkkenredskaber. Og stemningen blev pisket yderligere i vejret som luftig flødeskum af konferencier og madentusiast Tim Vladimir, der med head set og vanlig ivrig snakken dannede bro mellem hændelserne oppe ved gryderne, publikums videbegær og dommernes pokerfjæs.
Og så blev det endelig tid: Bo Jacobsen leverede sin vigtige og vedkommende buldertale inden undervisningsminister Christine Antorini, skred op på scenen til stor applaus og begyndte at uddele roser og diplomer – både fysiske som verbale af slagsen, med udnævnelsen af konkurrencens 2 tredjepladser. Sideløbende med kokkekonkurrencen blev Årets Tjener nemlig også afholdt – og her fik deltagerne kun rosende ord med på vejen fra dommerpanelets talsmand Christian Aarø, der især hyldede finalisternes flotte kunnen udi cocktailblanding. Årets Tjener blev den lykkelige og rejehopspringende Heine René Egelund fra Sortebro Kro i Odense, der holder kunsten og faget at yde en god service i hævd.

Det er 24 gang, at Danmarksmesterskabet for professionelle kokke er blevet afholdt, og i takt med Danmarks tiltagende rolle på det internationale madkort er begivenheden vokset løbende i både størrelse og prestige. I år løb konkurrencen som sagt af stablen i Bella Centret i forbindelse med Copenhagen Food Fair – initiativtagerne var HORESTA og Hotel- og Restaurationsskolen i Valby, der jo selv står for at udklække de mange talenter, som senere skrider ud på de bonede restaurantgulve i den gastronomiske superliga. Konkurrencen varede fra kl 8 morgen til 16.30, hvor vinderen blev kåret med fynd og klem. Men forud for dette er der gået flere måneders hårdt arbejde med semifinaler og en betydelig indsnævring af opløbet, der tilsidst talte 10 kokke fra hele landet. Hver finalist skulle indenfor 6 timer og 25 min. tilberede en 3 retters menu og bedømmes på retternes helhedsindtryk, harmoni og komposition, smag, nyhedsværdi og kreativitet, udnyttelse af hovedemner og råvarehåndtering.

Netop på grund af kokkefagets store prestige herhjemme kan man derfor undre sig over dette års mildt sagt jævne niveau. Bo Jacobsen uddybede bagefter sin skuffelse til Spiseliv: ”Kandidaterne har haft flere måneder til at øve sig i. Og vi taler om den helt enkle kunst at stege et stykke kød. Ud af 10 finalister var 8 af dem ikke i stand til at lave en ordentlig stegeskorpe, og ingen af kokkene stak rigtig af fra de øvrige, hvilket gjorde opløbet meget tæt.” Så meget mere grund til endnu en gang at fremhæve tjenerfinalisternes flotte præstationer – og et stort tillykke lyder der herfra redaktionen til Heine René Egelund, som vi nok skal se en del mere til i fremtiden. Også her på Spiseliv.