Brasserie Underhuset bruger de fineste produkter og ingredienser til at skabe en kulinarisk kvalitet og eftersmag. Huset summer af atmosfære og har et Brasserie & Restaurant afsnit og yderligere små og store selskabslokaler. Her kan man hygge sig uanset om man er én person eller 150 personer til et større selskab. 

Underhuset er et stort leben af forskellige mennesker i alle aldre, mange har kommet her i alle årene, nogle er flasket op med Underhuset i mens andre har fundet andre veje hertil og det skorter ikke på de sjove og spændende historier fra byen og folket. Vi spurgte familien hvad der motiverer dem til fortsat at drive huset og der var ingen tvivl. Det er kærlighed til restaurationslivet, de elsker at servicere folk, lave god mad og alt det sociale der hører naturligt med, når man kan lide at tale med mennesker, og selvfølgelig skabe rammerne til en uforglemmelig fest.

For at fejre jubilæumsåret kommer der løbende nye tiltag i hele 2016 op til dagen i december, hvor huset åbnede for 50 år siden. Familien har været på fiskeauktionerne i Hanstholm, Hirtshals og Skagen og fået inspiration til nye spændende fiskeretter. Derfor byder huset på 2 nye fiskeretter hver den første uge i måneden, som tillæg til deres i forvejen alsidige spisekort.