Først lærte vi Rasmus Oubæk at kende, fordi han indenfor et år skaffede sin lille restaurant, Oubæk i Store Kongensgade, en michelinstjerne. Så kendte vi ham, fordi han blæste højt og flot på Michelins hæder og lavede sin gourmetrestaurant om til en bistro. Siden blev han kendt som kongen af béarnaise og så - som køkkenchef og medejer af MASH - som kongen af bøf.

Nu har Oubæk så allieret sig med en anden yderst kompetent herre, Jesper Marcussen, som tidligere har været restaurantchef på Dragsholm Slot og indtil for nylig driftschef på Nimb.

Sammen står de to bag Retour, som åbner den 10. november i lokalet, hvor Ensemble og senest Open lå bag Det Kgl. Teater.

Tilbage i øjenhøjde
“Vi kommer begge fra stillinger i store virksomheder og har begge savnet at være på gulvet og bag gryderne, lave lidt mad og servere den i øjenhøjde. Derfor hedder vores restaurant Retour, som er fransk for comeback,” fortæller Jesper Marcussen.

“Det bliver et meget jordnært, personligt og stemningsfuldt sted, og tjenerne er kompetente folk, som alle har arbejdet som restaurantchefer på forskellige restauranter. Blandt andre kommer Rasmus’ kone Ahn, som var restaurantchef på Oubæk, til at arbejde her af og til.”

Jesper Marcussen fortæller, at han og Rasmus Oubæk kender hinanden gennem Ahn, som er en af hans venner. Hun blev kendt for sit usædvanlige servicegen på Oubæk, hvor kunderne enten elskede hende eller svor, at de aldrig ville komme igen.

“Hun har en stor fanskare, som glæder sig til at hun er tilbage på gulvet, og jeg kan godt styre hende,” lover Jesper Marcussen.

Ventebar til de tålmodige

Kortet kommer til at byde på snacks og charcuteri, et par forretter, ost og søde sager. Hovedretterne vil være delt op i fisk, rustik, ‘tavlen’ og selvfølgelig vil man også kunne få en steak frites fra Oubæks nye køkken. Prisniveauet bliver rimeligt, og der kommer til at være åbent hver dag. De gavmilde åbningstider har bagmændene bevidst valgt, fordi det ikke skal være et projekt, som kræver flere ugers planlægning, at besøge Retour.

“Det skal være et tilgængeligt sted, og det skal være til at få bord. Vi prøver ikke at booke alle bordene, så der vil være mulighed for bare at droppe forbi, og vi kommer også til at have en lille ventebar, hvor man kan vente på bord, hvis man har tålmodighed til det.”

Køkkenet har åbent alle ugens dage fra kl. 17 til 22, fredag og lørdag dog til kl. 23.