Den 18. december inviteres 200 gæster på gratis mad. Ja, helt gratis, hvis man vel at mærke er ”en trængt familie,” der ellers ville have svært ved at få råd til ekstra forkælelese i juledagene, forklarer Jesper Noyé Kongsvad, som er cafechef på 8tallet.
 
"Denne gang er det kun for børnefamilier, men vi håber næste år udover på 8tallet at kunne gøre det samme på vores øvrige steder i København, RAMBLA og Cafe Nørreport. Da kan det være, tilbuddet vedrører alle trængte.”
 
Menuen står på flæskesteg med kartofler og brun sovs og et endnu ikke fundet alternativ til dem, der ikke spiser svinekød til hovedret samt ris a l’amande til dessert. Carlsberg sponsorerer sodavand og andre drikkevarer uden alkohol, og der vil være juleklip og pebernødder til de små og gløgg til de store. 8tallet Cafe & Restaurant sørger desuden for gratis hjemtransport med metroen.
 
Hvorfor gør I det?
”Vi gør det af ren og skær kærlighed. Vi har haft et rigtig godt år, og derfor giver det os muligheden for at dele ud til dem, som ikke er i samme båd som os. Både Timo (Hoffman, 8tallets ejer, red.) og jeg er blevet forældre inden for de sidste to år, så næstekærlighed, familie samt det at give en masse kommer ret naturligt,” forklarer Jesper Noyé Kongsvad.
 
Hvordan ved i, om folk er en trængt familie?
”Vi kan i bund og grund sætte vores lid til at folk er ærlige. Ydermere har vi taget fat i Julehjælpen, som år efter år netop hjælper trængte familier. De har sendt invitationer ud til dem som har behovet.”
 
Der vil være to seatings, kl. 17.30 eller kl. 19.00. På den måde er der plads til i alt 200 gæster, som kan få forsødet julemåneden. Bordbestilling er en absolut nødvendighed og sker på 32 628 628 eller post@cafe8tallet.dk.