array(0) { }
Guide til restauranter, caféer og natteliv
i Danmark. Artikler om mad, vin,
inspiration, baggrund og opskrifter.
Ren nordisk triumf ved Bocuse d'Or Europe - igen-igen

Ren nordisk triumf ved Bocuse d'Or Europe - igen-igen

Kategori: Aktuelt 22/3 2012

 

Ved den europæiske udtagelsesrunde til det uofficielle VM for kokke, Bocuse d'Or, blev det endnu engang cementeret, at det er de nordiske lande, der rykker gastronomisk i disse tider. Topplaceringerne ved konkurrencen i Bruxelles gik nemlig til Norge, Sverige og  - selvfølgelig - Danmark. Og det er ikke første gang, de nordiske lande placerer sig øverst på podiet, det er nærmest blevet en tradition.

______________________

Den danske deltager, Jeppe Foldager fra Søllerød Kro, blev "bare" nummer 3 ved Bocuse d'Or Europe, som fandt sted den 20.-21. marts, men det er rigeligt til at sikre ham en plads i den internationale finale, som finder sted i Lyon den 29.-30. januar 2013. Man skal nemlig blot være blandt de 12 bedste for at komme med til finalen. Til gengæld har Jeppe Foldager nu en fin bronzestatuette og en præmiechek på €6.000 med hjem fra Bruxelles.

Udtagelsesrunden Bocuse d'Or Europe bliver afholdt hvert andet år, sidste gang i 2010. Dengang var det som bekendt Rasmus Kofoed der vandt, mens Norge og Frankrig kom på 2. og 3. pladsen. I 2008 blev danske Jasper Kure nummer 2, mens Norge løb med guld og Sverige med bronze. Med andre ord har der i de senere år været massiv nordisk dominans ved Bocuse d'Or Europe.

God PR-effekt
Også ved hovedkonkurrencen i Lyon har de nordiske kokke gjort sig bemærket, senest med Rasmus Kofoeds sejr i 2011. I 2009 var det nordmanden Geir Skeie, der vandt, mens Sverige kom på 2.-pladsen og  den danske deltager Jasper Kure blev nummer 4. Dengang udtalte Jasper Kures coach, Rasmus Grønbech:

”En konkurrence som Bocuse d’Or er meget vigtig, og det betyder rigtig meget, at tre af de fire øverste pladser på sejrsskamlen indtages af kokke fra Norden. Det viser, at vi i Norden er enormt stærke gastronomisk. Det har en god PR-effekt for Danmark på grund af den internationale anerkendelse af vores køkken, hvilket har en positiv indflydelse på turismen. Det er godt for os at blive målt i forhold til andre lande, så vi kan vise, at vi kan noget.”

Så kan man mene om kokkekonkurrencer hvad man vil - vi tror på PR-effekten. Herfra i hvert fald et stort tillykke til Jeppe Foldager og hans assistent, Christoffer Brink, og klap på skulderen til de andre nordiske kokke, som igen-igen er med til at sætte vores region på det gastronomiske verdenskort. Sejt!

Læs mere

Se mere om konkurrencen på www.bocusedor.com

Læs indlæg fra konkurrencen på bloggen Bergholts Opskrifter