Efter at have været en institution i Farvergade i Indre København siden 2001, slukkede restauranten Reinwald's i 2015 pludselig komfuret og lukkede dørene for sidste gang.

Men nu har Reinwald's endelig slået dørene op til det, der skal blive en ny og mere nutidig version af det Reinwald's, som mange københavnere lærte at kende og holde af i løbet af de 14 år i Farvergade.

Det nye Reinwald's ligger på H.C Ørstedsvej på Frederiksberg, i lokalerne hvor den italienske restaurant La Lanterna lå i 32 år.

"Lokalerne i Farvergade blev simpelthen for store. Vi følte ikke, at vi kunne lave den restaurantoplevelse, som vi gerne ville give folk. Vi så os derfor om efter et lidt mindre og mere intimt sted, hvor vi havde mulighed for at skrue helt op for hyggen og den personlige og familiære stemning," fortæller kok og restauratør Henning Reinwald.

Et skarpere fokus
Efter en total ansigtsløftning af lokalerne er den hyggelige hjørnerestaurant nu endelig blevet den restaurant, som familien Reinwald har ledt efter. Reinwald's er nemlig noget så sjældent som en familieejet restaurant, og Henning Reinwald har i alle årene stået bag gryderne i køkkenet sammen med køkkenchef Jeanette Olsen, som de sidste 10 år har været med til at udstikke den gastronomiske kurs.

Den er der ikke rokket så meget ved. Køkkenet henter stadig det meste af sin inspiration i det franske køkken, og rører det sammen med det bedste fra de hjemlige gryder. Hos Reinwald's er det stadig kærligheden til håndværket og den gode smag, der driver værket. Det handler stadig om at lave den bedst mulige mad af de råvarer, som sæsonen byder på. Den aktuelle efterårssæson betyder derfor naturligvis dansk vildt og masser af svampe på tallerknen.

"Vi laver det mad, vi selv har lyst til at spise. Det er nutidig mad, som har fokus på håndværket og de enkle, rene smage. Med andre ord er det, der står på kortet, også det, der er på tallerknen. På det punkt er vi blevet skarpere, og har skåret alt det unødvendige fra," fortæller Henning Reinwald, som tidligere har haft sin gang på nogle af landets mest kendte spisesteder.

Blandt andet arbejdede han i sin tid under navnkundige Søren Gericke på Plaza Hotel, senere blev han køkkenchef på Hotel Kong Frederik og havde desuden en lang periode som hoteldirektør på Hotel d'Angleterre på Kongens Nytorv.

På det nye Reinwald's kan gæsterne plukke frit fra à la carte-kortet eller springe på den sæsonaktuelle menu, som går fra tre til fem retter. Prisniveauet er sat så tilpas tilgængeligt, at Reinwald's også kan bruges til en uformel tirsdag aften, hvor man bare ikke orker at lave mad. Til netop de aftener byder køkkenet fra tirsdag til torsdag på 'Ugens R', som er en enkel og solid ret til 125 kroner, så de travle børnefamilier også kan få noget at spise på de pressede dage i midtugen.

Øget fokus på vin
Der er dog også mulighed for den helt store middag med det fulde udtræk af mad og vin. Til det formål er der blandt andet en 5-retters menu og et vinkort, som rummer en lang række klassiske vine med dybde i årgangene.

I selve restauranten er det Hennings datter Bonnie Reinwald, der sørger for gæsternes velbefindende og at de altid har noget velvalgt vin i glasset.

Bonnie Reinwald har nemlig brugt tiden mellem lukningen og genåbningen på at dygtiggøre sig inden for sommelierfaget, hvor hun nu er i gang med at færdiggøre Level 4 (det sidste) på den anerkendte sommelieruddannelse Wine & Spirit Education Trust i London.

Der er derfor garanti for at kunne prøve en række professionelt udvalgte vine, der passer til den mad, der serveres på tallerknerne.

Tallerknerne, de rummer selvfølgelig stadig flere af klassikerne fra tiden i Farvergade. Det var ikke til at komme udenom, fortæller køkkenchef Jeanette Olsen.

"Der er en masse gæster, der har skrevet og spurgt efter vores klassiske løgsuppe og vores fiskesuppe, som er lavet helt klassisk med fisk og skaldyr, croutoner og aïoli. Selv om vi overvejede det, så kunne vi ikke nænne at tage dem af kortet."

Meget er altså stadig ved det gamle på det nye Reinwald's.