Peruvianske Luis Bendezu kom til Danmark i 1972 efter at have læst økonomi på Sorbonne universitet i Paris. ”Jeg var færdig med mine studier og ville bare lige se lidt af Europa, inden jeg skulle hjem til Peru”, forklarer Luis, som endte med at blive hængende i Danmark. I dag er han gift med en dansk kvinde og har to børn. Han driver flere spanske og latinamerikanske restauranter i København, men Quinoa er hans første peruvianske restaurant og faktisk også den første peruvianske restaurant i Danmark.

”Jeg har ikke været nervøs over, om folk ville tage godt imod min nye restaurant og det peruvianske køkken. Jeg arbejder med gode råvarer, så jeg ved, at min mad er i orden”, fortæller Luis og uddyber, at flere og flere danskere har rejst i Peru og derfor kender lidt til det peruvianske køkken.

Der er virkelig langt fra København og den nordiske gastronomi til Peru, men Lima er blevet en kulinarisk højborg i Sydamerika og der er mange gourmetrestauranter i Lima, så landet oplever flere og flere gastro-turister. Folk kommer ikke længere kun til Peru for at opleve inca-ruinerne Machu Picchu ved byen Cusco.

Inca-mad
Om det peruvianske køkken fortæller Luis: ”Perus køkken bærer præg af den varierede natur i Peru – der er både kyst, bjerge og jungle, så vi bruger både masser af fisk, skaldyr, kød og grøntsager i vores mad.

Heriblandt de næringsrige frø fra quinoaplanten, der gror i Perus højland. Det er – sammen med kartoflen - en meget vigtig bestanddel af Andesregionens originale fødevare. Den blev også spist af incaerne og er blevet meget moderne i Dannmark i de seneste år.  

”Vi bruger quinoa i både kødretter, fiskeretter, salater og desserter i vores køkken” fortæller Luis og fortsætter:” FN har faktisk udnævnt 2013 til quinoa år.” Man forstår bedre og bedre, hvorfor Luis har valgt at opkalde sin restaurant efter denne 6000 år gamle næringskilde.

De mest populære retter på Quinoa i Vanløse er ceviche – citrusmarineret hvid fisk, som serveres med søde kartofler, samt lomito saltado – grillet oksemørbrad med løg, tomat og ris, der oprindeligt er en slags wokret, inspireret af Perus kinesiske indvandrere.