”Det bliver et sted i øjenhøjde med mad, man kan forholde sig til,” fortæller Thomas Pasfall om den nye restaurant, Pasfall, som åbner den 21. maj i Brandts Passage i Odense.

Thomas Pasfall er nok af mange kendt for sin deltagelse i TV-programmet Cecilie og Madklubben, men blandt madører især – sammen med sin kone Annesofie - som mangeårig forpagter af Munkebo Kro og kroens gourmetrestaurant, Anden. Den æra sluttede for godt et halvt år siden, og siden da har Thomas Pasfall helliget sig sin cateringforretning og kantinedrift – og den nye restaurant Pasfall.

Madmæssigt har Pasfall ligesom Munkebo Kro sine rødder i det klassisk franske køkken, men med plads til fornyelse og kraftigt fynsk islæt på råvaresiden.

”Man laver jo ikke bare lige om på det, man kan, fra den ene dag til den anden,” som han siger. Som gæst på Pasfall kan man altså forvente sig det samme høje niveau som på Munkebo Kro, men retterne bliver lidt enklere og priserne lidt lavere.

Mere tilgængelig end Munkebo Kro
Det er nemlig intentionen, at Pasfall ikke alene skal være stedet, man går hen for at få den helt store gourmetoplevelse med masser af retter og vine.

”Der skal også være plads til at droppe forbi til et par retter inden en tur i teateret eller biografen,” siger Thomas Pasfall.

I tråd med tidens trend indeholder a la carte-kortet en række retter i ensartede størrelser til nogenlunde samme priser – fra 125 til 195 kr. per ret. Herfra kan man vælge så mange, som man har lyst til. Til aften serveres desuden en 2-, 3- eller 4-retters menu, som skifter løbende. Til frokost er der østers og ”smørrebrød” i luksusversioner at få.

Med beliggenhed midt i Odense bliver restauranten fysisk mere tilgængelig for de fleste, end Munkebo Kro var, og stilen bliver også lidt mere loose. Men Thomas Pasfall understreger, at der ikke bliver slækket på servicen.

”Vi sætter pris på den gode service, og det vil vi gerne holde fast i. Vi tager overtøjet, når gæsterne kommer, og følger dem til døren, når de går. Det bliver ikke forfinet, men vi vil gerne yde en god service, for folk skal have en oplevelse, når de går ud,” siger han.

Pasfall åbner tirsdag den 21. maj, og har fremover åbent tirsdag–lørdag til frokost fra kl. 11.30 og aften fra kl. 17.30. Søndag og mandag er der åbent for arrangementer.