De hilser og hujer inde på kajen – også fyrene med solbriller, de tatoverede nakker og tykke overarme. Menneskemængden er massiv, mens vi passerer Papirøen, hvor blomsten af Københavns ungdom fester igennem og slapper af efter en lang uge. En del sidder med benene udover havnekanten og iagttager trafikken ude på vandet. Og den er go' nok – det er ikke alle både, der tiltrækker opmærksomhed. Vores gør dog. ”ligegyldigt hvem man sejler forbi, får man altid respekt i den her båd”, siger Buster og tager sig et nip af kaffen. Den står foran os på taget af skibshuset, mens Moby Dick bevæger sig adstadigt igennem Københavns Kanal.

Bådens sider skinner. Den er bygget i lyst træ – farven ligner hasselnød, kommer man til at tænke på, eller nuancerne på en rød galophest, når den er redet svedig på en sommerdag, og solen får skindet til at skinne som en blankpoleret kobberkedel. Også indeni; her er træpanelerne dækket med petroleumsblåt stof, og den maritime indmad er komplet, med gamle lamper, smaller vinduer til udkig og et lille, praktisk køkken, hvor Buster laver mad til sine gæster ombord.

Overfladen på Busters solbriller skinner også og kaster reflektionen af havenbyggerierne tilbage mod himlen. Kuløren er allerede vejrbidt, men den 43 årige kaptajn på båden er praktisk taget også født til havs, og er en af de få, der igennem de sidste 10 år har haft mulighed for at ligge på vandet i Københavns Havn. Stedet hedder restaurant Viva og bryder den monotone havnefront med sin buttede, hvide skikkelse og livet ombord.

Pludselig lyder der en våd lyd; det er en båd i høj fart, der skærer sig forbi i saltvandet ved siden af Moby Dick; ved stævnen rejser der sig to bølger – da båden er langt foran os, slår bølgerne ind mod Moby Dicks flanker, og Buster peger derned:”Kan du se ham dér, han var slet ikke opmærksom på os, sådan nogle er livsfarlige”. For tro det eller ej, der er øjensynligt ingen regler på vandet; eller rettere: dem, der ikke følger reglerne, bliver ifølge Buster sjældent straffede.

For ham selv lå en fremtid som restauratør på ingen måde i kortene – men livet på havet gjorde. Han far var vild med sejlbåde og driver firmaet JS Boat Charter, og Buster blev uddannet skibsbygger og smed på B&W værftet. Så gik turen omkring nogle interessante venner – blandt andet Paulo Guimaraes, som arbejdede for Olsen brødrene. ”Der var så meget gang i den – det var dengang, man begyndte at gå ud for at spise og drikke drinks det samme sted; og så boede jeg på Christianshavn, hvor jeg også er opvokset, og hvor det heller ikke gik stille af. Men så fandt jeg ud af, at min svigerfar havde planer om at bygge en båd udfra skroget på en tysk pram. Paolo ville være med i projektet, og så lavede vi simpelthen en restaurantbåd; den blev til Viva. Den kan egentlig ikke sejle, kun flyde, men oplevelsen af at sidde deroppe er meget maritim, og vores mad er ligeså: fisk og godt skaldyr – og som noget nyt er vi begyndt at lave deleretter, hvor folk tager fra samme fad.

Saftige, håndpillede rejer, hollandaise sauce og hvide asparges; kyllingelever mousse, østers med rødvinseddikeperler; langtidsstegt svinekød med nye løg og persillesauce og et uendelig mørt stykke fisk med brunet smør – alt sammen lækkerier fra menuen der ligger godt i maven på Spiselivs udsendte, inden turen tages rundt i havnen.

Men tilbage til Moby Dick; den smukke båd blev bygget på værftet Banholm i 1969 og var først ejet af Busters far, siden af Buster selv – og nu, efter knap 34 år i Schmidt-familien, udgør den Restaurant Vivas eksklusive mulighed for at tage sine gæster med ud på vandet, både til en aperitif om bord inden middagen på selve Viva, eller som en komplet madoplevelse på Moby Dick. Og det sørger Buster for, ene mand. ”Der er bare den bedste stemning, når vi sejler ud sammen, folk ved i starten ikke rigtig, hvad de skal forvente eller tro, især ikke, når de ser mit lille køkken.” han peger indenfor, hvor en ny håndvaskekumme og et par gasblus udgør Moby Dicks kabys. Bag den kan gæsterne sidde omkring et bord på bløde bænke og sende lange blikke udover havet igennem de smalle vinduer. ”Men det er pærelet”- han har drukket sin kaffe færdig, smiler skælmsk og går over for at vippe de tykke bokseboldslignende pøller over bord, som beskytter bådens kanter mod kajen. ”De ved jo ikke at vores kokke har forberedt den lækreste mad til mig i forvejen, som jeg bare skal varme op og anrette for dem!”

Efter at have sejlet Moby Dick ud til Papirøen er vi på vej tilbage; inde foran Skuespilshuset står et middelaldrende par og ser ud over vandet. De vinker entusiastisk tilbage, da Buster løfter en hånd til hilsen, men den her tur var kort i forhold til Moby Dicks sædvanlige rute. ”Jeg sejler gerne folk rundt i kanalerne helt ud til Christianshavn, ind og ud, der, hvor jeg kan. Og jeg sejler næsten hele året, også i december, hvor båden her er perfekt til julefrokoster. Byen set fra havnen, når himlen bliver sort og vinterlig og lysene tændes, er fantastisk.”